Der gaaer Sagn fra svundne Tider om et Kæmpetræ,
Der har givet tusind Fugle, tusind Ymper Læ,
Baaret høit sin Krones Smykke,
Kastet vidt om Land sin Skygge
Snart til Gru og snart til Glæde
Over Slægters Kjæde.
Vidt sig kløfted Stammen, mens et halvt Aartusind svandt;
Atter dog de skilte Grene Veien sammen fandt:
Under Sommersolens Øie
Tvende Skud sig sammen bøie,
Tvende Blomster sænke Panden
Kjærligt mod hinanden.
Hil dig, Brudgom, der du sidder hos din væne Maar!
Se fra Væggens Skjolde skue ned sexhundred Aar;
For jer unge Fremtidslykke
Fortidsminder Porten smykke,
Hvor paa Vagt de fælles Ahner
Staae med deres Faner.
Hil dig, unge Frue, under Lin og Myrtekrands!
See det gamle Vaaben straale med fornyet Glands;
Det er Straaler, som man kjender,
At din egen Ungdom sender;
Lad den som en Lykkestjerne
Altid Huset værne!