Om vel jeg atter skulde see de hvide
Sangsvaner vugges paa min Tankes Sø
Og føle Svulmen i de faldne Frø,
Som i min Sjæl laa gjemt fra Sommertide,
Gjensee den Flor, jeg gav min Fæstemø,
Hvis Tab har dugget Dine Øine blide,
Mens selv jeg mer har troet end kunnet vide,
At Spirerne, den eied, ei kan døe?
Et veed jeg kun, at i en anden Jord
Jeg har min Ungdoms Blomster maattet saae,
Men ei, hvad Trivsel der de vilde finde;
Og Svaret, som jeg haaber, Trøstens Ord,
Kan klinge fra den første Spires smaa
Sølvklokker, sagte rørt af milde Vinde.