Kalliope
→
Digtere
→
Christian Winther
→
Førstelinjer
Christian Winther
(1796–1876)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
Alle digte af Christian Winther på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.
A
Af mine Taarer spirer
Af min uhyre Smerte
Aftensolens Straaler smile
Af Aarets Dage er der faa saa glade
Ak, bedste Hr. Cornilsen!
Ak! du sidder fjernt derude
Ak, hvor Faa her rundt om Borde
Ak! Livet er kort
Al den Veemod og Smerte
Al Drosselslægten qviddred
Alt er nu saa koldt og raat
Alt fra den Tid, naar Dagens Stjerne brænder
Alt længe disse Blade laae
Alt længe Jorden var saa gnidsk
At Livet er Disharmonie
Aarets rige, varme Hjerte!
B
Bearn har nu sin Fyrste mist
Bedæk du kun din Himmel, Zeus!
Blandt Fortids Tanker din Tanke gaae!
Brave Kammerat!
Bøgen skyder alt sit Blad
D
Da Adam kom fra Paradiis
Da Dyrene end talte
Da jeg i Gaar i Brevet fandt
Da Linden blomstrede, Fuglene sang
Da Nys det dunkle Sygdomsflor
Da Reinke saalunde fornam og hørte
Da Solen dybt sig neied
Da ubevidst jeg sang og sad alene
De andre Christne har kun faa af Fester
De bandt ham, knevlede hans Mund
Decemberstormen Sneen feied
De Dage svandt! — O, see Dig fro tilbage!
De gamle Sagn fortælle
De har Dem skabt et venligt Minde
De kalde Dig for „Jens”; jeg vil Dig kalde
De lagde ham ved Vintertid i Graven
Den Eftermiddags Luft
Den første Gang, jeg Hende saae
Den første Hjertesorg, den første Qval
Den Gamle har nu lagt sig
Dengang da jeg var en lille Een
Den gravitetiske, den tause Fugl
Den grønne Bog er for mit Øie
Den Hue, Du har foræret mig
Den korte, lyse Mainat
Den lever med Dig, hvor Du gaaer
Den Mand har mistet en trofast Ven
Den Mand, som handler
Den Moder sidder med Sorg i Sind
Den morgenglade Lærke
Den Møller stod paa Høien
Den Nat var varm og liflig
Denne ene Dag i Aaret
Den rige Sommersol bestraalte
Den, som eier, hvad der klinger
Den Ungersvend, den Jomfru
Der bygger en venlig Svale
Der er ei nogen Glæde heel paa Jorden
Der flyver mangen Fugl omkring
Der gik i grønne Skove
Der klinger en Klokke paa den rolige Vang
Der ligger en Borg paa skovgroet Hald
Der roede tre Matroser fra Skib imod Strand
Der sad en Fugl paa Bøgeqvist
Der sidder hun, og for en Stund
Der sittrer paa mine Læber
Der staaer et Huus paa Sjellands Øe
Der staaer et Træ paa grønne Kyst
Der var en lille Pige
Der var en Mand som var saa klog
Der var en Tid, da bløde Blomster groede
Der var en Tid, da Sangen gik
Der var i længst forleden Tid
Der var ingen Stjerner, førend
Der var Roser i Dale
Der var saa eensomt og saa stille
Der var saa luunt og hyggeligt
Der var saa ængsteligt i Haven!
De sad og drak ved en Theedisk
De sad ved Julebord i gamle Dage
De see paa Dig med Øine milde
De slumre dybt i al Naturens Rige
Det drøner som et Tordenbrag
Det er dog en sørgelig Lod at være
Det er en gammel Skik blandt Folk
Det er en ganske vakker Fyr
Det er et deiligt Sommerveir
Det er jo, som jeg tidt har sagt
Det er nu engang i sin Orden
Det er saa koldt, det er saa trist
Det er saa koldt og mørkt derude
Det frygtelige Vaaben her
Det fryser nu, her er saa koldt
Det gamle Aar har snart faa’t Nok
Det gamle Aar paa sine trætte Vinger
Det Huus i Lindegyden
Det sused i Lindenes glindsende Blad
Det sused i nøgne Toppe
Det var Dage, lyse, glade
Det var en deilig Sommerdag
Det var engang ved Pindsetid
Det var en Julinat, hvis Duft
Det var en Morgen tidlig
Det var en Storm! — den vrede Havets Bølge
Det var just en St. Hansdag
De vil paa disse Blade finde
Ding, Dang, Klokkeklang!
Din Himmel er kun skummel, graa
Din Moder mener selv, at bedst
Doctor Morten hist i Sachsen
[Ved Bordet]
Doctor Morten hist i Sachsen
[Ved Bordet]
Drag bort i Fred! — Jeg hader Dig jo ikke!
Dreng! — Du med de brune Lokker
Drik, Du Tosse! imens Du kan!
Du er deilig! O, det nytter ikke
Du er som Brød, det grove — fine
Du er saa yndig, kjær og sød
Du finder det vel ikke net
Du frygter, troer jeg, ikke den Gjenganger
Duftende Smaabørn fra Vinterens Skjød
Du kjender vel det lille, skjønne Land?
Du Ko der med dit Horn, det krumme
Du lader Ingen vide
Du lille Purk udi din Vuggeseng
Du lykkelige, spæde Dreng!
Du maa ikke døe før jeg!
Du seiler som en flygtig Stork
Du skulde atter høre her min Stemme
Du, som Intet vilde heller
Du, som vælter Blokken med Titanisk Armkraft
Du spørger mig, hvorfor mit Sind
Du tager saa kjært mod de fattige Straae
Du trænger ei til Stav og Støtte
Du unge Datter af vort Nord!
Du veed det ei, Du troer det ikke heller
Du veed ei, hvor jeg er?
Du vilde Hjerte! sov i Fred!
Du vil ei troe, hvad jeg har sagt
Du vil, jeg skal forynge
Du vil vist ei foragte
Du være vil min Læremester
Dybt nede mellem Banker retsom i en Tragt
E
Egen staaer saa kold og bar
Ei langt fra Hovedstadens Muur
Ei længer sidder Holger som en Drømmer
En broget Fugl fra Østerlide
En Dag, da Reinke laae og sov
End dækked Nattens Teppe
End er det Nat! — i underlige Drømme
Endnu dit Sind er let og glad
Engang blev Krummetyv, en Prinds
Engang i gamle Dage
Engang i længst forsvunden Tid
En Knark, som tager Alt paa Kant
En Rast fra Kongeborgen
En Reseda mit Hjerte altid vinder!
En Rose, en Lille, en Sol og en Due
En Rosenstok, ustadig
En Sommerfugls Vinge
En Sommervind over Søen gaaer
En stille Sommeraftensstund
En Stjernetyder liig, der henrykt glemmer
En yndig Nat, da Sommervarmen
Er dit Kammer dig et Hi
Er mit Hjerte frisk og glad
Eros den Yndige Dreng
Et Billed af en Sanger stor
Et Billed bringes Dig idag
Et Helved lued i mit Bryst
Et trofast Haandtryk af min Ven
Et yndigt Alfeflor af Blad og Ranker
Et Aar, naar det begynder
F
Flyv, Fugl! flyv over Furresøens Vove!
Flyv over Rhinen til Paris
For al den deilige Stads! Jo længer
For Amor lod Du Hjertet laaset staae
Forleden gik jeg op til Parnas
For Skjønheds rige Blomsterflor
For vist og sandt mit Hjertes Grund er dækket
Fra Klippens Hjerte Straalen sprang
Fra lange Reiser hjem han kom
Fra Vinterens Kulde
Fuglen sværmer for Himlen
Fuld af hede Sommerdrømme
Føler Du den svale Luft
G
Gid Du maa sove sødt hver Nat
Gid Livet Dig maa vorde et deiligt Juletræ
Glimrende Hækken bæved
God Aften, Godtfolk! — Med største Glæde
God Dag, Mads Gedebuk! hvad vil Du her?
God Morgen, I Kyllinger, Høns og Ænder!
Græd ikke, mit Barn!
Guldalderen er ei forsvundet
Gaaer jeg i Skov ved Vaarens Tid
Gaaer jeg ved din Side gjennem Skoven
H
Han gik og kunde ikke sove
Han havde seet sin Haarlok
Han kom til min Moders Bolig
Han leved heelt, man skulde troe
Han maa slet ikke tænke
Han sagde: Bliv! — og mere snelt end Tanken
Hans Haar var Snee, hans Ryg var bøiet
Han skal hvile luunt og blødt
Han vandred gjennem Lunden
Han var en Drot i Kunstens Rige
Han vilde ligne de gamle Helte
Har Du alt længe sovet?
Har Du sovet sødt i Nat?
Hav Tak, Du Krands af Tanker
Hector har af det runde Fad
Heel mageligt i Morgendragt
Hengiv til Glæde, Dreng! Dig ganske
Hen over de slumrende Blomsters Grave
Hen over Sneen sprang og løb
Hensjunken i mit Hjertes Drøm —
Her bruser Eisacks Vande
Her er en Jubel! her er en Fest!
Her er en Piben! her er en Qvidder!
Her er saa godt, her i Lindens Top
Her gad jeg boe og bygge
Her har Du da hele det danske Aar
Her hilser Dig, min unge Dronning!
Her hjemme i min Stue
Her, hvor paa fromme Vandring, jubelkrandset
Her ligger under grønne Tillie
Her midt blandt Dine Huus-Spioner
Her paa Deilighedens bløde
Herr Hest! hvor vil Du hen? — I Stranden?
Her under Nathimlens rolige Skygge
Hiint Sagn om Weinsbergs Qvinder brave
Hil dig, deilige Møe! du stolte Datter af Jutland
Hil Dig, min Vandrings Lys!
Hil sidde I, Herrer og Fruer!
Himlen er klar og foruden Sky
Histnede ved Bækken
Hist ude er koldt; og med Smerte
Hiv i vort Spil!
Hun er kun reist paa Landet!
Hun er sød
Hun heised alle sine Klude
Hun hvisked bly: Du kan forlade mig
Hun paa sin Moders Fløiels Sæder
Hun sad og spandt paa Rokken
Hun skildres ei med Pen og Blæk
Hun var en lille fattig Een
Hun var saa fiin, og neppe ti, tolv Aar
Huusnisserne her i vort Slot
Hvad bærer den Mand vel paa sit Bræt?
Hvad glimter hist langs Bjergets Rand
Hvad mener Du med dette hulde
Hvad sagde saa din Fader
Hvad tør man ønske Dem idag?
Hvad vil den Strøm af Toner vel
Hvad vil du mig? Hvor kan du tro det sømmer
Hvad vil I hos os? — Slesvig vil vi have!
Hvem er blandt alle Guder
Hvem vog Hanen Kykel?
Hver Aftenstund, naar Faar og Ko
Hverken Konge eller Dronning
Hverken Verden eller Du
Hvilken Gudinde
Hvi qviddrer du saa tidlig hist?
Hvis Danmark havde Bjerg og Fjeld
Hvis Du kan fængsle hendes Tanker
Hvis Du kan med dine Toner
Hvis du, o Goethe! hendes Tanker
Hvis Du vil synge Dig til Glæde
Hvis mig Du vil lyde
Hvi sørger dog saa saare
Hvi taler sig den Ridder træt
Hvo kommer der saa let og glad
Hvor der leves uden Ære
Hvor Du er venlig mod din Onkel!
Hvor er Du, Camilla?
Hvor Fensmark hæver sit Kirketelt
Hvor Fjeldets Graner lude
Hvorfor nu Maanen gaaer paa Himlen
Hvor Granen kneiser, hvor Fjelde staaer
Hvor Havet er roligt og Luften reen!
Hvo rider gjennem Skoven der
Hvor jeg af Længsel bæver
Hvor klare Skovbæk risler
Hvor Landeveien løber midt i Tersingeby
Hvor Mangen søger ei med Qval
Hvor Skoven meest var øde
Hvor stolte Fjeld, grankronede, sig taarne
Hvor tidt har jeg ønsket at see
Hvor tomt mit Hjerte! ak, hvor øde!
Hytten er lukket, Natten er stille!
Hæng Cithren bort! De bløde Strænge
Høit over Bøgens Top
Høit paa en nøgen Banke
Hører I Klokkens Klang?
Hør, hvor Fløiter og Strængene
Hør nu, hvordan Hankatten, ført ved Rævens List
Hør Tydsken i sit lede Sprog at prale
Høstsolen blinker liflig, frisk blæser Østenvind
I
I Aftenens Glands mon gløde
I Aften ved Skoven
I Blindhed famled jeg paa hine Strænge
I Dalen der, hvor Veien bugter
I Danmark, veed vi, staaer en herlig Flor
I dette skjønne, rige Chor
I din Haand, i den høire
I disse sorte Streger
I Elverhøi indtagen
Ifald i Hjertet, dybt derinde
Igjennem Helvedes Ild og Skjærsidls Flammer
I græsbegroede Enge, tæt ved Østersøens Bugt
I Haven glad jeg træder ud
I Høisal og i fattig Vraa opstillet
I Haab alt Rosens Hjerte banker
Ikke sandt, det er ret snurrigt at see
I Kroen er der lystigt med Spil og med Sang
I Marmorhal, ved Lamper klare
Ingen Ild, ingen Brand
I Parkens krumme Gange
I sagte Flugt sig Svalen svinger
I Skoven, hvor jeg vandred
I Skovens Høisale Falken graa
I Skoven Stormen suser, og hvirvler Sneen hvid
I Skoven Træerne knager
I Skoven tæt ved Gurve
I Sommer, da vi havde det yndige Veir
I stille Lønkammer
I Syrien, i Ørkens Sand
I Taalmod maa sig øve
I Vaar, i Sommer og i Høst
J
Jeg atter hende saae
Jeg beder Dem at hilse hjemme
Jeg bragte nys min bedste, kjære Tanke
Jeg bringer Dig en Haandfuld Blade
Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund
Jeg elsker Dig! — og aldrig rolig
Jeg elskte Fogdens Datter
Jeg er Dig en Ven, som aldrig svigter
Jeg er en fornem Fugl, maae I troe!
Jeg er fra Norge — og jeg er god
Jeg gad saa gjerne være
Jeg gik mig i Skoven saa eensom en Gang
Jeg glemme Dig? Hvorhen sig Øiet vender
Jeg glemme vil hvert Saa og Nei
Jeg hader dem, de lange Dage
Jeg har Dig elsket, jeg elsker Dig end!
Jeg har ingen Smerte i min Sjæl
Jeg har, vel sandt, een Musa kun
Jeg havde fast besluttet det, men vidste ei, hvordan
Jeg havde med min egen Pen
Jeg holder af Dig — Dig alene
Jeg holder fast ved Dig, saalænge
Jeg hviled sødt ved Klintens Bryst
Jeg kan ikke rigtig finde
Jeg kjørte i dunkle Skove
Jeg kom til Skovens Bolig
Jeg kunde slet ikke sove
Jeg lader Baaden glide frem
Jeg længes efter Dig min Ven!
Jeg laae i Foraarsskoven
Jeg laae i Græsset nys
Jeg meget saae paa denne Jord
Jeg mine Qvaler alle
Jeg reiste mig saa let fra Smertebaaren
Jeg raader Dig, min Dotter skjøn!
Jeg sad i vores Hauge med Naalen i min Haand
Jeg seer det grant, Du favre Qvinde!
Jeg seer dig hisset tydeligt
Jeg seer med Veemod ei tilbage
Jeg sendte Dig fordum i Alvor og Skjers
Jeg sidder her og seer
Jeg spænder min Spore, jeg griber min Hat
Jeg synes, det var billigt
Jeg synger, som jeg kan
Jeg takker dig, Du Søde!
Jeg takker dig for hver en Stund
Jeg takker Gud, at han mig gav
Jeg takker min Hustrue for hvert et Blik
Jeg taug nu saalænge stille
Jeg tog mig den Frihed
Jeg tør og vil mig aldrig rose
Jeg var alene, det var Nat
Jeg var en Jomfru saa rank og skjøn
Jeg veed det, gode Carl! Du Livets Øster
Jeg vilde være himmelglad, ifald
Jeg vil ei trøste mig som Andre flere
Jo, du skal kjønt spadsere med
Jo tiere jeg Dig seer — ak!
Jovist er Du fortryllende!
K
Kan om en rask, romantisk Daad
Kast al din Sorg paa dette Tegn!
Kast din Sorg paa fremmed Strand
Kjærlighedsfulde, med Troskab i Barmen
Klokkerne kalde til Aftensang
Knæk Halsen paa en Flaske
Kom, læg Dig som et diende Noer
Kom sæt Dig her! Saa syg og mat
Kong Erik sad paa Gurve
Kong Volmer stod i Halle
Kong Wolmer stod i Halle
Kunde jeg Roser male
Kun femten Aar gammel, mig Stuen blev trang
L
Lad dem prise Laurens Blade
Lad dem synge, som de maae!
Lad os reise, lad os vandre
Lad strømme den ædle Verbenas Duft
Lad Tonerne svinge
Lagt seent til Ro, Du alt ved Morgenrøden
Langs Livets Vei to Kildevæld der rinder
Liden Karen hun sidder
Lidt uden for vor By ved det røde Vangeled
Lige fra min Barndoms Grønhed
Liig Blomsterknoppen i sin Drøm
Liig efterladte, klare Foraarstanker
Lille Cathrine!
Livets Have fostrer mange
Livet skal nydes! o! Livet er herligt!
Luften suser alt i Skoven
Lyksalig Druens Krands, som slaaer
Lyksalige! Du svæved bort fra Mulmet
Lytter ei til Nordens Stemme!
Læg Maalen bort, lad Rokken staae
Læg Vedbendranken om min Hat
Løvet synker mat til Jord
M
Magtens Herre! Klar mit Blik
Man siger: Lægedom der boer
Man skal i Tide trække sig tilbage
Man sætter Rosenstokken hen i Kulde
Med bedre Gave knap jeg kan
Med Digten er det nu forbi! Til Bunden
Medens over salte Vande
Med Fløiten hængt i grønne Grene
Med Graad paa Kind, med tunge Fjed
Med hvilket Navn skal jeg Dig kalde?
Med lette Fjed han hasted
Med Strængelegen helst i lave Dale
Mellem Aprikosens Grene
Men Moderhjertet fik sit Syn!
Mennesket har og et Bryst
Mens hjemme Stormen tuder
Mens Skovens Træer sig afklæde
Mens sorgfuld jeg mig her har sat
Men saa — jeg nægter ei — var det ret yndigt
Mig Himlen var saa vild og graa
Mig ingen Tid skal have bragt
Mig min Elskte, naar jeg spørger
Mig tykkes alt fra min høie Hest
Mildt en Sommerluftning svæver
Min Elskede! Du har mig sagt
Min Flugt var aldrig kjæk og høi
Min Frue! Jeg haaber, at ikke
Min Hilsen først ved Julens Fest
Min kjære Constantin Hansen!
Min lille Kjæreste paa otte Aar!
Min Moder tog mig fra sit Bryst
Min Mosters Gaard den laae paa Skrinten
Min Musa svæver ei paa stærke Vinger
Min Sang er mat. Jeg føler Tiden tvinger
Min Sjel jeg vil neddukke
Min Sjæl var viklet ind i Smertens Traade
Min Søn! seer du ei Søen? den vælter Bølgen sort
Min Tanke som en Svale let
Min Vei er tung
Min Ven! hør, siig mig ærlig
Mit Bryst var som en tropisk Egn
Mit første Brev var jo fra Kiel?
Mit Sind er som en Hede, tom og gold
Modtag den Laas, som snart maa lukke
Modtag en Kreds af smaa Veninder!
Modtag et Skyggerids af Den
Morgenstund med Guld i Mund!
Mørk var Natten, tung var Skyen
Maaskee jeg dog, naar Svalen kommer
N
Natten var mild og kjær
Ned rasled de visne Blade
Nei, dette Maal, som her de taler
Nei, Karen! gaae ei bort i Nat
Nei, nei min ædle Herre! I tro mig om I kan!
Nei, som jeg siger, Du skal ei tilsøes
Novemberstormen havde sig
Nu Ankret op! nu Seilet spændt!
Nu Dagen lukket har sit Øie
Nu er han død, den smukke, kloge Hund
Nu god Nat! — Gaa ind, min Frue!
Nu gaae vi Vaarens Lys imøde
Nu har jeg da saa mange Gange
Nu har jeg feiet og redt Seng
Nu har os Fanden magtet
Nu har sit lyse Banner
Nu Himlen sødt blaaner, og Luften er varm
Nu hverken Toner eller Taarer
Nu hviler hun i Høien hist
Nu kan vi dandse!
Nu lakker det ad Tiden smaat
Nu paa sin Vandring Tiden kom
Nu Vaarens Blikke venligt smile
Naar andre Godtfolk skilles ad
Naar blygraae Skyer skjule
Naar Bækken risler lystig
Naar Bølgen langtsomt vugger
Naar Dagen er bortgangen
Naar der paa Gaderne er Ro
Naar Dine bedste Tanker følge
Naar Druens smækkre Moder
Naar Du vil raade over Pærens Skjebne
Naar dybt i Nattens lune Skjød
Naar Døden kommer og mig henter
Naar Engen praler lysegrøn
Naar fjernt min Fod en fremmed Jordbund trykker
Naar Fødselsstjernen tindrer ned
Naar her i By jeg sidder
Naar Iis og Snee paa Mark og Vang
Naar jeg kan see lidt Klart og Blaat
Naar jeg skal døe, jeg mit Farvel
Naar jeg skal synge her, saa maa jeg drømme
Naar Kukkeren den sover, og Nattergalen slaaer
Naar Møen trofast rækker Svenden Haand
Naar Natten kaster sine Skygger
Naar Natten ret er stille
Naar Nytaarets Stjerne
Naar Pidsken den knalder
Naar sig ved Bægret leired ret
Naar Solens Blik kun sparsomt bryder
O
O Du, som, hvergang Aftenklokken ringer
Og da mit Hjerte saa var dødt, og stille
Og det var de Bønder
Og det var den Ridder, krum og graa
Og hende saae du ikke?
Og var Du bleg, som Nattens Stjerne
Og vidste Blomsterne spæde
O! hulde Søvn, du naadigt dig forbarme!
O, hvergang min Tanke til Dig gaaer
O, kunde jeg Dit Knæ dog favne
O, lad ei svinde
O, Lindetræ! med ranke Krop
O, luk Dit Hjerte op og rens det ud!
Omkring din Pensel og Palet
O, Phantasie! du rige Fugl, som sidder
Os drive Skjebnens Vinde
O, see ei ned paa mig! Du mildt modtage
Os er i Dag en Frelser fød!
O Skov, hvor mine Drømme boer
O, Stilhed! tankerige Ord!
O, var Du her i denne By
O! var jeg Kammen i dit Haar!
Over By, fra Taarnets Kroner
Over dit Hoved, over din Fod
P
Pen gjør Ufred, skaber Ro
Philistre i Kistekjoler
Priis være Himlens hvalte Blaae
Paa denne Kildemarkedsplads
Paa Gaden over Stenene
Paa Klinten er jeg født og baaret
Paa Landet skal Du leve
Paa Mark, paa Eng og Bolig
Paa Montferrat i den gyldne Sal
Paa Sorgens skumle Kyst min Tanke strander
Paa volden hist saa kjæk og fast
R
Rask nu lad Champagnen knalde
Ret aldrig kan jeg glemme
Rislende Kilde! hvad tænker du paa?
Riv Strængen af din Lyra — den maa hvile
Rust dig til Kampen, nu Fienden du seer
S
Sadler jeg min Hest
Sanggudinden kjærlig stod
See her trehundred sexti fem af Dage!
See, her vi samles til Din Fødselsfest
See, hvis troskab i mit Hjerte boer
See, idag begynder Vaaren!
See, Natten gryer
See, nu er her svalt og stille
Seer I den Mand med den lange Kikkert?
See, Sneen lægger sin Pude
See, staaer ei der det unge Aar
See til Jupiter, den Skjelm
See, Vintersolen bleg og mat
See! Øinenes Violer blaae
Selv seer jeg heelt klarligt, hvor lidt jeg er Mester
Sid stille hos din røde Ko
Skal jeg klage? skal jeg sukke?
Skjær væk med denne hvasse Kniv
Skjøndt forvænt til By og Buur
Skjøndt Vintren længst har meiet bort mit Haar
Skjøn er Vaaren! lifligt Solen
Skjøn Jomfru taler til fangne Ravn
Skjøn Jomfru vinked med Haanden hvid
Skjønne, klare, gyldne Stjerne!
Skulde der komme den Tid
Slyng, David, Stenen mod den store Praler
Snart brister nu den svære Lænke
Snart Natten var forbi; forvildet
Sneen dækker Mark og Mose
Solen alt synker, Bølgerne gaae
Solen er slukket, Dagen forstummer
Solen staaer høit paa Himlens Loft
Som en Trækfugl, der forsinket
Som Gergesenske Sviin fik Lyst
Som i en Ring en rød Rubin
Som i en Sky indhyllet
Som Janus, Ryg mod Ryg, vi maae
Som Lærken hilser Morgengry
Som med et Flor jeg dækker her den hvide
Sommerdagen er saa varm
Som naar en Draabe, født i Morgenrøden
Som Perler i et Bæger Viin
Som Virak let mod Tempelbuer
Sov i Nattens Favn saa sødt
Sov sødeligt i Dødens Skrin
Spillemand! spil paa Strænge
Stands og svar nu paa min Tale
Still bey der Lampe Schein, vertraut mit nächtlichen Geistern
Stolt i Edens Hauge stod
Storken, den kloge Fugl
Staa op, Annette! — Barn! det tordner
Svæv hid med al Din Pragt og Pryd
Saa drager du ad fremmed Land
Saa Du vil drage fra vor gamle Stad
Saa Du vil seile over salten Vand
Saae du ei tidt en Svale
Saae du Fregatten, Pige!
Saa fast mit Hjerte banker
Saa gik der da en Vinter
Saa Havets Brusen, den vældige Vind
Saa Høsten gik, og Vintren kom
Saalænge jeg har Livet døiet
Saalænge jeg kan drage Veiret
Saa Mange, som I er ombord
Saa maaneklar og stille
Saa stod jeg da paa Sjellands Strand
Saavidt som Himlens Stjerneloft sig hvælver
T
Tak, Elskte! for det Blomsterbrev
Tidt saae man, Sommerfuglen
Tidt vælge vi med barnlig Lyst os gjerne
Tilbords sad der to unge Venner
Til Faun mig Himlen skabde
Tilgiv, at jeg som fattig Gjæst
Tilgiv — tilgiv! jeg kan ei andet!
Tilgiv vor Fattigdom, Du Søde!
Til Hende, som min Hu staaer til
Til Knud Dankonning, tog sig, stolt og prægtig
Til Ro den vilde Havets Vove
Til Sundhedskilden gik jeg
Til Svar paa det Ord, Du mig sagde til Trøst
To Elskende sad
Tolv Slag der lød fra Skoleflokken
Trods hendes kolde Blikke
Troer du, jeg drukne tør min Haand
Troer ei, at Elskovs Gud kun boer
Tro mig, det er ingen moersom Ting
Trompeten skingred, og Kartoven
Tungt falder den hvide Decembersnee
Tænker Hun ei paa mig, vil jeg dog tænke
U
Ud over Havets Mark, den øde
Under Bislag, ved Huset
Under Granens mørke Grene
Ung Anna før var lystig
Ung Irma lystigt synger
Ung Verner gaaer i grønne Lund
V
Var jeg blot vel over dette Bræt
Ved en Fuglekræmmers levende
Ved Milepælen har han sig sat
Ved Toldboden steeg en Matros i Land
Ved Toldboden steg en Matros i Land
Ved Veien paa en Steen jeg sad, og Brystet
Veien Han træder alene
Velkommen, o! Mester, tilbage til Nord
Velsignet Skibet være
Vi boe paa Deiligheden — det er sandt!
Vi bringe dig, o! kolde Jord, det varme
Vi grave dybt i sorten Muld
Vi komme, som vore Søstre kom
Vildt flyver Høg
Vildt Tø-Sneen tumler
Vil Du troe mig, naar jeg siger
Vi seile glat med Tidens Strøm
Vi troe nu paa vor Ret, hvorfor vi stride
Vi veed, o Gud! dit Viisdomsøie vaager
Vor Himmel sortner brat; jeg kan vel tænke
Vor Skjebne er kun den at svinde
Vækker Solen Dig hver Morgen?
Vær glad, at Himlen Dig saa naadigt sendte
