Mig Himlen var saa vild og graa,
Der var ei Stjernelys derpaa;
Men Stormen gik, og Bølgen slog;
Mit Skib hen over Havet jog.
Ledsaget kun af Sorg og Savn,
Jeg saae ei Haab, jeg fandt ei Havn.
Jeg saae ei Land med Skoves Ly,
Ei Kyst, hvorhen jeg turde tye.
Høit Vinden peeb — som Haan det klang, —
Det var en bitter Dødesang.
Jeg var saa mat, og i min Sjæl
Bevæged sig en Drøm saa fæl.
Den lokked mig — jeg slap mit Roer, —
Nær var jeg styrtet overbord! —
Da lød Din Røst, — den var saa øm,
Den vækked mig af Dødens Drøm.
Den kaldte mig, — jeg tog ei feil!
Sig Havet jævned til et Speil.
Skydækket i det Fjerne sank,
Og Himlen vinked, klar og blank.
Du kendte Stjernen, som var sat
Til Leder os i Livets Nat.
Du sad hos mig paa Skibets Stavn,
Du vidste Vei til Kyst og Havn.
Du peged paa en stille Bo,
Og hvisked: „Der vi finde Ro!”
Og Haand i Haand, og Kind ved Kind
Vi vandred sagteligt derind.
Imod os kom den lune Luft,
Hel fyldt af Elskovsrosens Duft.
Og Fredens stille Engel gik
Imøde os med milde Blik.
Hver Lænke brast, som Sjælen bandt;
Hvert Smertens Mindeblad forsvandt.
Hver Glæde vaagned, der var glemt,
Og Livets Harpe fandt vi stemt.
Og den skal klinge, mens vi glad
Den lange Vandring følges ad.
Og den skal klinge, naar vi To
Indtræde i den sidste Bo.