Christian Winther (1796–1876)

Winther, Rasmus Villads Christian Ferdinand, 1796–1876, Digter. Chr. W. blev født 29. Juli 1796 i Fensmark Præstegaard ved Næstved og var Søn af Hans Christian W., Sognepræst til Fensmark og Riisløv (f. 16. Nov. 1759 † 3. Juni 1808) og Præstedatteren Johanne Dorothea Borchsenius (f. 23. Dec. 1767 † 12. Febr, 1830). Han var et lykkeligt, men af Døden tidlig opløst Ægteskabs eneste Barn; dog havde han ikke derfor nogen ensom Barndom, thi Præstegaarden stod i Ry som en fortræffelig Opdragelsesanstalt, og flere ansete Familier betroede deres Pigebørn til den karakterstærke, paa en Gang milde og myndige, kjærlige og kloge Præstekones pædagogiske Ledelse og hendes forstandige, om end personlig mindre betydelige Ægtemands Undervisning; sammen med deres Søn opvoxede saaledes Tvillingsøstrene Frederikke og Marie Koés, senere gifte henholdsvis med P. O. Brøndsted og Godsejer Holger Aagaard, fremdeles Caroline Falk (gift med Joh. Th. Suhr), Ragna Huvald (gift med den norske Kjøbmand og Stortingsmand Ludv. Mariboe) og mange andre, som bleve Chr. W.s gode Barndomsveninder. Da Pensionsindtægterne tillode en Præstegaardsgjæstfrihed i udvidet Stil, modtog Barnesindet ogsaa mangen Impuls fra Livet udenfor, ligesom den skjønne sydsjællandske Natur tidlig paavirkede ham med Billeder og Indtryk, som senere kom til Udfoldning i hans Digte; baade i Landskabstegning og Stemning fremmane de hyppig Træk fra den uforglemmelige Egn, «hvor Fensmark hæver sit Kirketelt med den røde Top imod Sky». Pastor W. 1806 tage Ophold i Kjøbenhavn med Hustru og Barn; i Maj 1807 blev Chr. W. sat i Nykjøbing Latinskole, omtrent samtidig med at Faderen blev forflyttet til Ulsø i Faxe Herred, et Par Mil fra Fensmark, midtvejs mellem Bregentved og Gisselfeld. I Sommerferien besøgte Chr. W. paa ny Kjøbenhavn og var der under Bombardementet. Efter lange Lidelser døde Faderen i Juni det følgende Aar paa Frederiks Hospital. Nedbrudt af Sygelejets Spænding og Sorg kom Moderen kun langsomt til Kræfter under Naadsensaarets Ophold i Præstegaarden og tog derpaa Bolig i Nykjøbing, hvor Sønnen havde gjenoptaget sin Skolegang under Ledelse af Familiens Ven, den udmærkede Rektor S. N. J. Bloch. Lærernes Vidnesbyrd om de sukcessive Klasseexaminer fremhæve gjennemgaaende Disciplens ypperlige Begavelse og tilfredsstillende Opførsel, men formane til større Flid og Stadighed. Æsthetisk Læsning optog en stor Del af hans Tid, især tiltrak Skolebibliothekets italienske Afdeling ham stærkt, og han blev tidlig fortrolig med Sproget; ogsaa musikalske Øvelser havde megen Tillokkelse for ham. I Efteraaret 1815 blev han Student med Haud, Men i Mellemtiden var der foregaaet den Forandring i hans personlige Forhold, at hans Moder 31. Avg. 1811 havde ægtet Sognepræsten til Kjøbelev ved Nakskov, den lige saa elskelige som lærde Rasmus Møller, senere Dr. theol. og Biskop over Laaland-Falster. Han var Aaret forinden, bleven Enkemand, efter at hans Hjem længe var sygnet hen under hans Hustrus tiltagende Sindssygdom, og han følte stærkt Savnet af en styrende kvindelig Haand og et moderligt Tilsyn med sine sex Børn, fire Døtre og de to Sønner Poul Martin og Hans Ulrik, der vare W.s flinke Kammerater i Nykjøbing Skole, og hvis Hjem denne stundum havde gjæstet i Ferierne; især med den to Aar ældre Poul Møller forbandt et inderligt Venskab og fælles poetiske Interesser ham, og Livet igjennem stod disse to herlige Digtere trofast ved hinandens Side. Det var saaledes ikke et fremmed Hjem, Mad. Winther skaffede sin Søn, da hun besluttede sig til det af Rektor Bloch indledede Ægteskab, og hendes fine Takt og rene Hjærte gjorde det til en Velsignelse for Enkemanden og hans Børneflok ikke mindre end for hendes egen elskede Søn, der i Kjøbelev Præstegaard kom under Paavirkning af det ædleste Samliv.

Den nittenaarige Student med det smukke Ydre, det vindende Væsen og den livlige Optræden fik lettelig Adgang til Hovedstadens bedste Selskabelighed og nød Tilværelsen med ungdommeligt Livsmod. Han var en passioneret Danser, havde en god Sangstemme og forstod at føre en Samtale paa utvungen Maade og med kvikke Indfald — alt Adgangskort til en Omgang, der laa oven over sædvanligt Studentermilieu, og især til Damernes Bevaagenhed, som hans ridderlige Galanteri sikrede ham. Med Examenslæsningen gik det mindre galant. Han tog i Foraaret 1817 Philosoficum med højst variable Karakterer, f. Ex. i den lavere Mathematik Udmærkelse, i den højere Non, men i det hele taget med et tarveligt Resultat. Aaret efter fik han Regensen og boede her de følgende tre Aar, slidende i det theologiske Studium, som hans Moders indstændige Ønske havde bevæget ham til at vælge, men med rigelig Rekreation i kammeratlig Omgang, Musik og Digtning. Sammen med de gode Venner Abrahams, C. N. Rosenkilde og Komponisten Hans Krøyer dannede W. en Kvartet, hvis Sang vandt Ry videnorn, og det var Abrahams, der ved Aftengildet i Regensgaarden 5. Juni 1820 foredrog W.s berømte Studentersang «Her under Nathimlens rolige Skygge» (hans første trykte Digt) til Melodi af Krøyer, medens Koret gjentog Omkvædet «Herrer vi ere i Aandernes Rige». Samme Aften omdeltes blandt de tilstedeværende en Opfordring til at danne en Studenterforening, og paa den fandtes W.s Navn, ligesom han var med blandt Foreningens første «Eforer» eller tilsynshavende.

Lige saa lidt som andre opvakte unge Mennesker blev W. sparet for Anfægtelser i Retning af Theatret. Trods sine tarvelige Formuesforhold var han en hyppig Gjæst i Skuespilhuset og tænkte baade i sin Regenstid og senere paa at gaa til Scenen, hvor han særlig mente at kunne gjøre Fyldest i Anstandsfaget à la Frydendahl og Stage; hans Færden i Rosenkildes Kreds og senere et heftigt, om end hurtig forbigaaende Anfald af den epidemiske Forelskelse i den purunge Jfr. Pätges bestyrkede ham i disse Planer, der dog strandede paa hans Selvkritik, inden deres Udførelse var naaet ud over de indledende Skridt. Hans strængt aarvaagne Bedømmelse af egne Evner gjorde sig ogsaa gjældende over for hans Digtning i Studentertiden; han var meget produktiv, men viste kun sjælden sine Frembringelser til andre og dømte dem bunkevis til Døden paa Baalet. Samme Skæbne var paa et hængende Haar bleven nogle af de første «Træsnit» til Del, hvis de ikke i det afgjørende Øjeblik vare blevne frelste af Poul Møller, der tog dem med sig hjem til Gjennemlæsning og med god Samvittighed kunde erklære, at «dem kunde han meget godt være bekjendt at lade trykke». Nogle af dem lod han saa, i Begyndelsen af Tyverne, se Lyset i Dagblade og Tidsskrifter: «Hans og Grete», «Johan og Lise», «Jørgen og Trine», af andre Digte desuden «Sangeren søger sin elskede», «O, var jeg Kammen i dit Haar», «Bjærgmænd», «Hun til ham paa Rejsen», «Afsked», «Gjensyn» og under Overskriften «Til J. F.» det hexametriske Digt, som senere blev benævnet «Fantasi», det er, betegnende nok for W.s letfængende Kvindetilbedelse, henvendt til en ham personlig ganske ubekjendt Dame, Jfr. Jacobine Frisch senere g. m. Konsul Hollenius i Aalborg den «stolte Datter af Jutland», den «cimbriske Skjoldmø», af hvis ualmindelige Skjønhed der gik Landery, saa Digteren trods Afstanden maatte bringe hende sin Sanghyldest. Om fjærnt eller nær — det kvindelige Skjønhedsideal var ham en Aabenbaring, han knælende maatte forherlige.

Men Theologien stod i Stampe — og Pengesorgerne truede med at voxe ham over Hovedet. Moderen ængstedes for hans Fremtid, bl. a. ogsaa fordi hendes velhavende Svoger Præsten Rasmus Winther (efter hvem W. havde et af sine Fornavne) havde sat Embedsexamen som ufravigeligt Vilkaar for at efterlade Brodersønnen sin Formue-, og den lærde Stiffader var medynksomt Vidne til en saadan Sløjhed i Studierne. Forældrene besluttede derfor at faa ham hjem til Kjøbelev, til Præstegaardens Ro og regelbundne Dagsorden. Grumme nødig vilde W. bide i det sure Æble og lade sig forvise, lig en anden Ovid, fra den livlige Hovedstad til det laalandske Pontus; de stærke Brødre Poul Martin og Hans Ulrik maatte med Magt sætte ham paa Vognen, der skulde kjøre ham gjennem Sjælland. Men i de stille Forhold og mellem de kjærlige Mennesker faldt han til Ro og blev der i godt og vel tre Aar. Tankerne fløj vel tidt paa Vildfart fra Dogmatik og Exegese, men Stiffaderens milde og kyndige Vejledning bragte atter Orden i dem, og for øvrigt var W. i Kjøbelev ingenlunde bunden som en Munk til sin Celle; landlig Gjæstfrihed trivedes paa gammeldags Vis i Præstegaarden som i dens Omegn, Aarets Fester fejredes efter folkelig Skik, og Folmer Spillemand var som bekjendt en ikke mindre lystig Svend i Karle- og Pigelag end i de høje Sale. Mange Træk af Almuelivet i W.s Digtning skyldes disse Aars Oplevelser. Og Forelskelser fattedes der ej heller Lejlighed til; den nydelige lille Cathrine Ernst, Søster til en af hans Skolekammerater, satte hans Hjærte i «Elskovsbrand» — om end ikke «en evig» — og han skrev til hende Digtet «Lille Cathrine, hvi bær Du det dejlige Haar» osv.

Examen fik han da i Okt. 1824 — med Haud, men alligevel til Glæde for Hjemmet, der vel næppe havde ventet mere. Han gjenfandt i Studenterforeningen sit gamle Vennelag, var en kort Tid Alumnus paa Elers’ Kollegium og fik ved Prof. H. N. Clausens Medvirkning en behagelig Plads som Huslærer hos den velhavende Grosserer Müffelmann. Han blev her optagen i et komfortabelt og dannet, forstandig ledet Hjem, blev efter Tidens Forhold rigelig lønnet og havde Tiden til sin Raadighed fra om Eftermiddagen; om Vinteren beboede man en elegant Etage i Bredgade, om Sommeren den store Ejendom Fuglesang ved Lyngby Sø; her var der regelmæssig Omgang med Fruens Slægt, den rige Familie Tutein og dens i alle Henseender udvalgte Omgangskreds. I Ermelundshuset boede Familien Wexschall, og W. blev et velkomment Medlem af Anna Wexschalls aandfulde Venneskare. Overalt var han meget afholdt for sin selskabelige Pli og sine musikalske Arrangementer; han førte sig som fuldendt Kavaller, hensynsfuld mod de ældre, ridderlig mod Damerne, helst naar deres Væsen kunde fylde ham med en let erotisk Stemning. Naar W. paa denne Tid skriver til en Ven: «Jeg er ikke forelsket, altsaa halvdød», er dette ikke fuld Sandhed, thi fra første Færd af gjorde hans femtenaarige Elev Alvildes unge Kvindelighed og pikante Natur et betagende Indtryk paa ham; han har helliget hende adskillig Lyrik og i Furesødigtet «Flyv, Fugl, flyv» tegnet hende som den sortøjede Skjønhed med de «gulbrune Lokker, der flagre for Vinden — let er hun, rank som et Ax». Men hun har formodentlig, som det er den tidlige Ungdom egent, betragtet sin trediveaarige Lærer som en alderstegen Herre, i alt Fald ytrede hun ikke Spor af Gjenkjærlighed, og for denne hendes Kulde maatte hendes syndige Brødre bøde, naar Præceptoren lod sin Skuffelse gaa ud over dem. I lang Tid er det hende, der sætter hans Stemningsliv i Bevægelse og giver hans Digtning dens skiftende Farvespil. Han skriver i sin Huslærertid bl. a. «Hvile paa Vandringen», «Rankens Datter», «Ridder Kalv», «Hvor Fjældets Graner lude», «Amor Jesuita», «Tonerne», «Sauvegarden», «Kongens Skygge», «Min Moster og jeg», «Elskovsseglet», Træsnittene «Erik og Ellen», «Asbjørn og Thora», «Martin og Marie».

Den Paaskjønnelse, hvormed baade umiddelbart modtagelige Poesielskere og kyndige Kjendere modtog denne Digtning, havde ondt ved at besejre W.s egen strænge Selvbedømmelse, og det var nølende han i 1828 bestemte sig til at samle et Udvalg i et lille Bind, som han gav det beskedne Navn «Digte» og udsendte i al Stilhed, uden at man f. Ex. i det Müffelmannske Hus vidste noget derom. Det udkom i Boghandelen i Maj Maaned, og en sand Foraarsgave, et virkeligt Vaarbrud blev det for den danske Poesi. Især de ti «Træsnit» fortryllede som noget paa en Gang helt nyt og dog i fuldeste Maal saa kjendt og hjemligt. Man beundrede den Opfindsomhed, hvormed her det ene og samme Kjærlighedens Thema var varieret, men endnu mere henreves man af det skjønne Enfold, den ædle Jævnhed, hvormed danske Landskabsbilleder og Naturstemninger vare malede, saa ægte i Farven og med en saa kj ærlig Iagttagelse af hver lille Enkelthed, at man ligesom lærte at se med nye og klarere Øjne paa de Omgivelser, man mente at have været fortrolig med Livet igjennem. Med denne Debut fastsloges strax og afgjørende W.s ejendommelige og selvstændige Stilling i dansk Litteratur, og det varede ikke længe, inden han begyndte at danne Skole: han var jo tilsyneladende saa let at gjøre efter, skjønt ingen har kunnet efterdigte ham i hans inderste Egenhed. Digtene vare udsolgte i Febr. 1829, men først tre Aar efter udkom de i ny forøget Udgave — saa stilfærdig virkede Forlagsforretningen den Gang.

Mere som et Talent til Udsmykning af Livet end som dettes egentlige Opgave og Kald betragtede W. i dette Livsafsnit sin digteriske Begavelse. Han tænkte paa at gjøre Brug af sin Embedsexamen og prædikede i al Stilhed et Par Gange i kjøbenhavnske Kirker. Moderens Sygdom og Død synes yderligere at have paavirket ham i religiøs Retning; han tog 1830 «Kateketikum» og holdt i Maj s. A. sin Dimisprædiken i Vartov. Men omtrent paa samme Tid tilfaldt der ham en betydelig Arv efter Farbroderen, omtrent 25000 Rdl., og hans Tanker fik foreløbig en anden Retning: han vilde foretage en større Udenlandsrejse, saa meget hellere som Alvilde Müffelmann utvetydig havde tilkjendegivet ham, at hun ikke kunde blive hans, skjønt hendes Forældre gjærne havde set Partiet. I Sept. 1830 forlod han Kjøbenhavn og sendte allerede fra Kiel sin første Sanghilsen til «A. M.», «hans lille Kjæreste paa otte Aar» Anna Mathea Aagaard, hvis Forbogstaver ogsaa tillod en anden Udtydning. Han rejste som Stormand og tilfredsstillede med en Digters Sorgløshed ethvert kostbart Indfald. I München holdt han hver Dag ti Kuverter ved Hotellets Middagsbord for de Kunstnere, der vilde være hans Gjæster. Sidst i Nov. naaede han Rom og boede der et halvt Aar, i fuldt Maal nydende dens gamle og nye Kunst, italiensk Natur og Folkeliv, ogsaa elegant Selskabelighed i romerske og fremmede Cirkler (Bankieren Torlonia, den preussiske Gesandt Bunsen o. fl.); de ejendommelig extravagante Fester hos Frederik VII’s Moder gjæstede han ligeledes. Ogsaa her sad Pengene løse hos ham; han bestilte Malerier hos Kunstnerne, kjøbte Mængder af ædle Stene og andre sjældne Smykker og forærede en underskjøn Albanerinde, som han var forelsket i, en Vinhave til Erindring. Henrivende Landophold bragte Forfriskning efter Bylivets trættende Færd, et to Maaneders Ophold i Neapel var rigt paa Nydelse af enhver Art. Her fra skrev han til Vennen Ludvig Bødtcher i et slapt Øjeblik: «Jeg ækles over mig selv og haaber at faa en dygtig Lektion fra Dig; thi jeg har brugt saa mange Penge, at det gyser i mig, naar jeg tænker derpaa». Men han tilføjer: «Her bliver det med hver Dag smukkere og vanskeligere at komme fra». Over Florents og Milano tog han over Splügen gjennem Schweits til Strasburg og var i Sept. 1831, efter et Aars Fraværelse, tilbage i Kjøbenhavn. Endnu var der saa meget i Pungen, at han kunde leje en Række Værelser paa første Sal i Hotel du Nord og en Tid lang holde aabent Hus med fine Middagsselskaber. Men da Rigdommen slap op, følte han sig noget trykket til Mode.

Til Jfr. Müffelmann bevaredes det venskabelig kurtiserende Forhold. Det store Digt i Bellman-Stil «Vandring og Opdagelse», skrevet til hendes Fødselsdag 1833, skildrer hende og ham paa Exkursion i de vel bekjendte Sommeregne omkring Lyngby, han sender hende Velkomsthilsen ved hendes Hjemkomst til Kjøbenhavn, og Digtet «Alfens Brud», som han overbringer hende Aaret efter, tager sit Udgangspunkt fra hendes Bedsteforældres Landsted ved Sorgenfri og indeholder hendes Navn let tilsløret som Alfhild. Folk, som kjendte dem begge, mente, at det var hendes Ubøjelighed, der holdt hans Flamme ved lige. Maaske var det ogsaa par dépit, hvis det ikke udelukkende var i et Øjebliks overrumplende Betagethed, at han i Rosenkildes Hus forlovede sig med en yndefuld ung Pige af tarvelig Familie, men god Opdragelse, Sophie Hansen, Veninde af de Rosenkildeske Pigebørn. Han fortrød dette Skridt bogstavelig i samme Nu, det var gjort, men han havde ikke Mod til at gjøre det usket eller betragtede sig som bunden ved sit Ord og søgte nu at gjøre det bedst mulige ud af det. Han præsenterede sin forlovede i sin Omgangskreds — ogsaa hos Müffelmanns — og hun blev, efter at den første Forundring havde sat sig, vel modtagen alle Vegne, hvad hun ogsaa fuldelig fortjente; hos hans laalandske Slægt, hvor hun længe var Gjæst, vandt hendes milde, sagtmodige Væsen lettelig Hjærterne, baade i Maribo Bispegaard og hos Øens Præster; Digteren Aarestrup var helt forelsket i hende og har digtet det sværmeriske «Der er en Trolddom paa din Læbe» til og om hende. W. søgte Kapellaniet i Fredensborg for at kunne gifte sig, men fik det ikke. I Længden faldt det ham dog umuligt at opretholde en konventionel Form, som der for ham intet virkeligt Indhold var i, og ej heller hun kunde undgaa at mærke, at hans Tanker og Længsler færdedes andensteds. Hvor højt hun end elskede W., foretrak hun dog fuld Klarhed for halve Forhold og bad ham om at gjøre en Ende paa Tvivlen: «Sig til mig, at Du hader mig, saa ved jeg Besked, saa har jeg noget afgjørende at rette mig efter». Som Svar sendte han hende «Ravnens Kvide» — et glimrende Digt, men unægtelig mere ubarmhjærtigt, end han havde Lov til at vise sig i et Forhold, som var blevet skabt ved hans Ubesindighed og Vankelmod. Den ærlige Poul Møller holdt meget af hende, og hun vedblev at komme i hans Hus. Efter hans pludselige Død mødtes hun og W. uformodentlig, ved hans Kiste og rakte hinanden Haanden over den fælles Vens Lig. Først 1900 døde hun, 88 Aar gammel.

Den grelle Klang af de brustne Strænge i Digterens Bryst skurrer i det betagende Digt «Annette», som blev til paa denne Tid. Idyllens rene Lykke, Billedet af de nygiftes harmoniske Samliv i det unge Hjems Tryghed — brat og uforklaret rives det sønder med et skærende Skrig, som om Digteren havde skildret denne Livets høje og hellige Fryd blot for haanende at kunne pege paa dens Hulhed. Det er en saadan Stemning af Verdenssmerte og Livsforagt, der er Digtets Forklaring. W. undveg enhver anden og fandt Spørgsmaalet desangaaende filistrøst, affærdigende det med et intetsigende Ord om «en politisk Forbrydelse»; til Liebenbergs Bemærkning, at Læseren med Grund søger, men ikke finder Forklaringen i det under Kanefarten fortalte Sagn, svarede han: «Det er sandt, der skulde slet ikke være fortalt noget».

Digtcyklen «Annette» optoges i den Samling, der 1835 udkom under den lidet reklamerende Titel «Nogle Digte»; ogsaa over andre af dennes Poesier ruger der, i Modsætning til Debutbogens lyse Stemning, en beklemmende Tordenluft, f. Ex. de udmærkede Digte «Vaabendragerens Ed», «De to Kusiner» og enkelte Partier af «Ringens Indskrift»; det idyllisk milde har dog sit store Raaderum baade i dens Lyrik og Fortælling, saaledes «Aftenmøde» («Sid stille hos din røde Ko»), den herlige Apotheose «Sjælland» («Jeg synger, som jeg kan, men ej altid som jeg vil»), de før nævnte «Vandring og Opdagelse» og «Alfens Brud», «Flugten til Amerika», «Dansen i Skoven». Samlingen blev anonymt recenseret af Chr. Wilster i «Dansk Litteraturtidende», og enkelte lovlig strænge Udsættelser fremkaldte en ret omstændelig Polemik, i hvilken Poul Møller drabelig forsvarede sin Broder. W. tog sig den hele Staahej meget nær, ikke fordi han var særlig følsom for Kritik, men fordi al Slags Larm om hans Navn var ham i dybeste Maal forhadt.

Omtrent ved denne Tid fremspirede i hans Sind de første Kim til et erotisk Forhold, der blev af indgribende Betydning for hans Liv. Den rige og ansete kjøbenhavnske Haandværker, Murmester og Oberstlieutenant i Borgervæbningen Joh. Heinr. Lütthans (f. i Holsten 1781, g. m. Louise Dorothea Borger) førte et meget selskabeligt Hus, for hvis ubundne Munterhed hans fem smukke og livlige Døtre gik i Spidsen. Der var et stadigt Rykind af Gjæster baade i den store Vinterbolig i Bredgade og om Sommeren paa Landejendommen i Skodsborg, Frederik VII’s senere Residens. W. var jo som Digter den unge Dameverdens Sværmeri, som Kavaller en Vinding for ethvert elegant Lag, og det fortælles, at det første, Damerne spurgte om, naar de traadte ind i Balsalen, var: «Kommer Christian Winther?» — skjønt han jo ikke hørte til de helt unge. De Lütthansske Ungmøer, ikke mindst den næstældste Julie Constance (f. 7. Dec. 1813 † 11. Juni 1881), delte den almindelige Begejstring. Da han fik Adgang til hendes Forældres og hendes eget nystiftede Hjem, var hun en ung Kone i de første Aar af Tyverne, gift 1834 med den theologiske Kandidat Werliin, en ypperlig begavet og meget kundskabsrig Mand, men af et stejlt og skarpt Temperament. Han var W. langt overlegen i Verdenskløgt og Menneskebedømmelse, men W. havde forud for ham sin Elskværdighed og sin smeltende Sangergave. Den gjensidige Interesse, som han og Julie Werliin øjensynlig følte for hinanden, voxede ved fortsat Tankeudvexling til varm Sympathi og, under Paavirkning af ægteskabelig Uoverensstemmelse, som havde sin søde Modsætning i Tilbederens sentimentalt-elegiske Erotik, til en farligere Følelse, hvis Symptomer Ægtemanden med Stolthed ringeagtede.

1839 udgav W. to tidligere skrevne Fortællinger «Et Rejseæventyr» og «Hesteprangeren», 1840 to Digtsamlinger: «Sang og Sagn» med Tilegnelsen til Kunstbeskytteren Grev Conrad Rantzau-Breitenburg og den med Diamantskrift trykte lille Sedezbog for Damesykurve «Haandtegninger». De indeholde nogle af hans ypperste Digtninger: «Længsel» («Jeg kunde slet ikke sove»), «Vaarsang i Høst» («Hist ude er koldt»), «Hjærtesorg — Hans og hendes», «Sangerens Lykke», «Kong Saul og Sangeren», «Ridderen og hans Datter», «En Ven», «En Novelle». Kritikken gjorde opmærksom paa den mørkere Tone, der begyndte at raade i W.s Digtning, i Æmnevalg som i Udførelse. Goethes frejdige Klarhed er ikke som tidligere hans lyriske Forbillede, han efterligner den Rückertske Sprogvirtuositet («Min Skat»), paavirkes af Heines Sønderrevethed (den — næsten komisk — uventede Slutningsvending i «En Ven») og staar under Indflydelse af Byrons Melankoli og Verdensforagt («En Novelle»). Den mismodige Stemning faldt ikke i Samtidens Smag. Den havde vel heller ikke nogen Forestilling om, hvorfra den havde sin Oprindelse. Sindets ædle Sorger og en finstemt Sjæls Kollision med Tilværelsens Kanter forstod man vel, at en følsom Digternatur ikke kunde undgaa at kues af, men at en saa prosaisk Ting som den rene brutale Pengenød kunde forandre hans Livssyn, vilde man ikke finde Digterhøjheden værdigt. Og dog var dette Tilfældet her. W. maatte hutle sig igjennem paa den mest ydmygende Maade, laane af Venner, krybe i Skjul for Kreditorer og tage mod ethvert lille brødfødende litterært Arbejde, selv om han gik til det med største Ulyst; endog til privat Lejlighedsdigtning for Betaling maatte han nedlade sig. Han søgte forgjæves om en Inspektørpost ved en af Kommuneskolerne; Klokkerembedet ved Frue Kirke vilde man ikke give ham, fordi man fandt ham for god til det. Trods hans Mangel paa Lyst — og man tør vel ogsaa nok sige hans Uskikkethed — til gejstlig Gjerning begyndte Tanken om at blive Præst paa ny at røre sig hos ham, og i Begyndelsen af 1841 var han virkelig stillet øverst paa Listen over Ansøgere til Sognekaldet Holeby-Bursø i hans StifFaders Stift. Da indtraadte der pludselig en Vending i hans Livsførelse. Kronprins Frederik (VII) var bleven forlovet med Prinsesse Mariane af Meklenborg-Strelitz, og til Dansklærer for hende blev W., med Titel af Professor, udnævnt af Christian VIII, der kjendte ham personlig fra det Müffelmannske Landsted i Lyngby. Da han samtidig vandt 1000 Rdl. i Lotteriet, kunde han udstyre sig efter sin nye Stillings Krav og begav sig mod Slutningen af Marts paa Vej til Neu-Strelitz. Han befandt sig vel ved det lille tyske Hof og stod i Gunst hos Herskaberne, men den hele Herlighed varede kun halvtredje Maaned, og det pædagogiske Udbytte kunde under de givne Omstændigheder kun blive højst ubetydeligt. Efter Brylluppet fortsattes Undervisningen i Kjøbenhavn og Odense, og der tillagdes ham indtil Juli 1842 et maanedligt Honorar af 50 Rdl., men hans Lærergjerning blev brat afbrudt allerede i April af Grunde, som man ikke har fuldt Rede paa; dog vedblev han i de følgende ti Aar at oppebære den aarlige Lønning (eller Pension) med 600 Rdl.

I 1841 havde Werliin søgt og faaet Præstekald og var med Kone og to Børn — Datteren Ida (f. 1835) og Sønnen Henri (f. 1837) — rejst til Hasle ved Aarhus. Adskillelsen fra den elskede blev, som saa hyppigt, den virksomste Impuls for Digterens erotiske Poesi. I Neu-Strelitz og Odense begyndte, i Kjøbenhavn fortsattes den Række af Kjærlighedsdigte, der senere sammenfattedes under Titelen «Til én», en Elskovens Pathologi med poetisk henrivende Udtryk for alle dens Stemninger, fra den stille Tilbedelses milde Lykke til det flammende Begjærs Utaalmodighed, Følelsens Vaarlyst og Sommerfylde, Høstvemod og Vinterdød, sammenvævet med tilsvarende Naturbilleder, det sygnende Savn og det jublende Haab, den bitre Fortvivlelse og den urokkelige Tro paa en lysere Fremtid, alt forenet med den ømmeste Dvælen ved den elskedes aandelige og legemlige Fortrin og en fantasifuld Formning af Situationer, der kan stille dem i deres bedste Lys. Enkelte af disse Digte kom Julie Werliin i Hænde gjennem den hemmelige Brevvexling, der var i Gang mellem hende og hendes Tilbeder. Da Ægtemanden opdagede den, gav hans Forbitrelse sig Luft i et saa brutalt Udbrud, at hendes Familie havde lovlig Grund til at kræve hende unddraget hans al Grænse overskridende Misbrug af den krænkede Ægtemandsret, og hendes Svoger D. G. Monrad førte hende tilbage til Kjøbenhavn sammen med hendes Børn. Ved den paafølgende Separation blev Sønnen tilkjendt Werliin efter det fyldte 7. Aar, men allerede noget forinden røvede han ham paa hans Hjemvej fra Skolen og tog ham med sig til Jylland. Indtil hans Myndighedsalder bevarede han sin Bestemmelsesret over Drengen og holdt ham ubønhørlig borte fra alt Samkvem med Moderen. Hos Datteren sporedes allerede fra Barndommen af de Spirer til Sindssyge, der senere blev en Ulykke for hende selv og en Svøbe for hendes Omgivelser.

De første (23) af Digtene «Til én» tryktes 1843 i Samlingen «Digtninger», som af andre Poesier bringer «Serenade ved Strandbredden» («Hytten er lukket»), «Forvandling» («Den Ungersvend, den Jomfru»), «Fjældvandring ved Badet» (med Sangen om de to Drosler og Fortællingen om Murad), «Gaston den gode», «Sangeren Simonides», «Tre Bejlere», «Bægeret» og «I et romersk Osteri». Omtrent samtidig udkom de fire Noveller «Skriftestolen», «En Hævn», «Et Hjærtes Gaade» og «En Aftenscene». Denne sidste vandt strax stort Behag og har i Tidens Løb hævdet sig som et af de fineste og farverigeste Kabinetsstykker i dansk Prosadigtning; mod de tre andre Noveller saa vel som mod adskillige af Digtene hævede der sig omtrent i hele Pressen barske Stemmer, der bebrejdede dem dels deres bisarre Æmner, dels deres Umoralitet og overhovedet Digterens øjensynlige Frafald fra den æsthetiske Barnetro, han havde bekjendt sig til i Træsnittene. P. L. Møller var den eneste, der havde Øje for, at var der gaaet noget tabt af den poetiske Uskyldighed, saa var der til Gjengjæld naaet en højere Grad af kunstnerisk Modenhed, og at f. Ex. et Digt som «I et romersk Osteri», trods det fremmede Æmne, ikke stod tilbage i Kunstværdi for noget tidligere og som Følge heraf ikke havde ringere Betydning i dansk Poesi. At Digteren ikke direkte tog Del i Fyrrernes Friheds- og Nationalitetsbevægelse var en anden Bebrejdelse, der rettedes imod ham af den politiske Oppositions Presse; denne Kritik agtede W. kun ringe, men Anken over Livsanskuelsens Løshed tog han sig i sit stille Sind nær, fordi han betragtede den som en formummet Sigtelse angaaende hans Forhold til Fru Werliin, hvilket vakte en Del Skandale i «Selskabet». For at bryde Brodden af Forargelsen, holdt de sig begge i lange Tider borte fra Hovedstaden, W. som Gjæst hos sin talrige laalandske Slægt, hun i Holsten og paa en Rejse til Italien. Først 1848 (21. Febr.) blev Ægteskabet indgaaet, saa der har vel været nogen Betænkelighed, nærmest sagtens fra hendes eller hendes Families Side, thi han har næppe tøvet noget Øjeblik med at opfylde sin Pligt som Mand af Ære, skjønt han ikke oversaa den Betænkelighed, der kunde rejse sig af hans fremrykkede Alder. Han var den Gang nær de 52, og naar han allerede syv Aar tidligere havde skrevet til Ludv. Bødtcher: «I min Alder, naar man er saa nær ved Aftenen, er det for silde at bygge Rede», saa havde disse Ord nu faaet forøget Gyldighed — hvad Tiden da ogsaa viste.

I «Lyriske Digte», 1849, udgjøres Hovedindholdet af de fortsatte Kjærlighedsdigte «Til én», i et Antal af ikke mindre end 67. De meddeles her under Fællestitelen «Da jeg var ung» og afslutte den erotiske Storm- og Kamptid. Men endnu i mere end femogtyve Aar fortsættes de som ridderlig Hyldest til hans Hustru, knyttede til Aarenes Minde- og Mærkedage, naturligvis køligere af Temperament og noget konventionelle i deres Regelmæssighed, men selv saaledes veltalende Vidnesbyrd om den ærbødige Kvindedyrkelse, der fulgte W. ind i Ægteskabet og lagde sig for Dagen i en udsøgt galant Optræden, selv naar han var mest trang om Hjærtet.

Der var hemmelige og aabenbare Sorger, som trykkede ham. Hans Gjæld havde Svigerfaderen betalt, men over for hans strænge Inkvisition havde W. manglet Mod til at rykke ud med hele Sandheden, og der var bleven en Del slemme Aagerrenter tilbage, som han i Stilhed kæmpede med, men som til sidst voxede ham over Hovedet. I 1851 kom det til en økonomisk Krise. Samme Aar bevilgede Rigsdagen ham (sammen med Hertz og Pal.-Müller) livsvarig Statsunderstøttelse, men der faldt under Forhandlingerne Ytringer om hans Digterværd, som ikke kunde andet end krænke ham. Hjemme var der alvorlige Vanskeligheder nok: Moderens Længsel efter Sønnen, som var i Fjendevold og opdroges til at hade hende, Utrygheden ved den hjemmeværende Datters uberegnelige Væsen. Og naar W. i Alderen henimod de 60 kastede Blikket tilbage paa sit Liv, fik han med ubarmhjærtigt Skarpsyn Øje paa Karaktertræk og Handlinger, som ikke kunde bestaa for hans ømtaalige Selvkritik. I «Episode af et Familieliv» («Nye Digtninger» 1852) har han «holdt Dommedag over sig selv» i Skildringen af Felix med hans bestikkende Egenskaber, hans Løshed og Halvhed og farlige Færd — naturligvis ikke et Portræt, thi et saadant laa det ikke for W.s tilbageholdne Natur at udlevere, men et psykologisk Billede med Træk, der ere fremgaaede af opmærksom Selviagttagelse.

Beundringsværdigt er det, at W. under saadanne Forhold kunde faa Samling og Sindsfrihed nok til at udføre sin største og skjønneste Digtning; det viser, at han i Kunsten fandt sin bedste, fyldigste Lykke. Planen til «Hjortens Flugt» ligger saa langt tilbage i Tiden som Begyndelsen af Trediverne, men først i Sommeren 1854 blev der for Alvor taget fat paa dens Udførelse, efter at en privat Subskription havde sikret et Forlodshonorar og sat Digteren i Stand til at leje sig ind i et Skovløberhus inden for Trepilelaagen i Dyrehaven. Her bleve de første to Tredjedele skrevne. Saa kom Efteraaret og med det Farnilieplaner om en højst uvelkommen Romerrejse, som blev iværksat sidst i Okt. I den evige Stad var Mismod Digterens Muse; kun til et enkelt klagende Digt inspirerede hun ham. Først da han atter — paa sin Fødselsdag 1855 — havde dansk Jord under Fødderne, stemte han op: «Her kan jeg frit aande Luft i min Lunge, alt her er mit og om alt tør jeg sjunge», og paa Liselund (Møen) blev «Hjortens Flugt» fuldført i Løbet af Eftersommeren. Den udkom sidst i Nov.; inden Jul blev andet Oplag udsendt, midt i Jan. tredje — til Dato et af de mest udbredte danske Digterværker, optrykt baade i illustreret Pragt- og i billig Folkeudgave. Som kun faa andre Digte afspejler det Folkesind og Modersmaal i deres fagreste, lyseste Skikkelse og er paa samme Tid det fuldkomneste, mest samlede Udtryk for sin Digters poetiske Egenskaber i deres mest prægnante Form, ligesom hans Personlighed — visselig uden selvforherligende Bihensigt, men ved en uvilkaarlig samfølende Folkeopfattelse — har fundet sit ideale Billede i Folmer Sangers Skikkelse.

Baaren af den Popularitet, «Hjortens Flugt» havde skaffet Forfatteren, udsendtes der 1859 Subskriptionsindbydelse paa hans «Samlede Digtninger», en Udgave i 8 Bind, afsluttet i Løbet af et Aars Tid. Med den var dog ikke selve hans Digtning sluttet. Tre Supplementbind ere i Tidens Løb komne til, blandt dem 1865 Digtsamlingen «Brogede Blade», bl. a. med den friske Romancecyklus «Verner» og den yndefulde Lyrik i «Genrebilleder». En Række harniskklædte Sonetter, som W. i Krigsaaret offentliggjorde i «Fædrelandet», vidne til Overflod om det Højtryk af national Følelse, Begivenhederne øvede paa ham, men ere i poetisk Værd kun lidet lødige. Endnu i hans sidste, 1872 udkomne, Digte «En Samling Vers» findes der Side om Side med alderdomsmatte Ting umiskjendelige Ytringer af den oprindelige Kraft og Originalitet i Tanker, Billeder og sproglige Udtryk, som ingen saa let skulde gjøre ham efter; det samme gjælder, om end i mindre Grad, om de sene Fortællinger «I Naadsensaaret» og «Et Vendepunkt», hvilken sidste er skreven i Digterens firsindstyvende Aar. Men denne Efterslæt tillagde W. selv ikke noget synderligt Værd, og dens Udgivelse fandt, som han skriver til Liebenberg, nærmest Sted «for visse Aarsagers Skyld». Han maatte af Hensyn til Udkommet give sig af med mange litterære Arbejder, som kun i ringe Grad kunde vække hans Lyst og Interesse. Hans Deltagelse i Udgivelsen af Poul Møllers Skrifter og Aarestrups Digte skyldtes oprigtig Pietet og vaagen Sans for virkelige digteriske Værdier; men de Børnebøger, Anthologier og Oversættelser, som tog en rigelig Del af hans Tid, fremkaldtes nærmest kun af økonomiske Hensyn. Dette Erhverv hemmedes i hans ældre Dage ikke lidet af den Synssvækkelse, hvis første Symptomer ytrede sig omtrent ved hans 60. Aar og fyldte ham med Skræk for, at den Tid skulde komme, «da jeg ikke mer kan se en Sommer med dens grønne Skov, dens Rosenblommer». I Løbet af nogle Aar udviklede den sig til fuldstændig Blindhed, og W. følte sig smertelig isoleret, men en heldig Operation gav ham til hans usigelige Glæde Synet tilbage. Han kunde atter færdes paa egen Haand i sin kjære Bys Gader og, gamle Vaner tro, læse sine Blade i «Røde Lygte», faa sig en Passiar i Reitzels Boglade og ryge sin Cigar paa «Fædrelandets» Kontor. Som han havde sit Væsens dybe Rødder i den ødanske Natur, saaledes var Kjøbenhavn bleven ham den bekvemme, fortrolige Stad, hvor han helst i Verden vilde bo.

Men dette blev ham ikke tilladt. Gjentagne Gange maatte han meget mod sin Vilje bryde op med Familien og tage Bolig i Paris; til sidst, ved det kjøbenhavnske Hjems fuldstændige Opløsning, blev han slet ikke spurgt og anede intet om Rejsen, før den stod lige for Døren. I Paris vantrivedes han, og den Digter, hvis Alderdom i de kjære vante Omgivelser hans Landsmænd gjærne vilde have forsødet, ja forkjælet i taknemmelig Erkjendelse af alt, hvad hans Land skyldte ham, sygnede hen som en kuet og vanrøgtet Plante i den fremmede Jord. En mørk Vintermorgen, 30. Dec. 1876, sov han stille hen.

Hjemme mindedes man Slutningsstrofen i hans herlige Digt om Sjælland:

        Naar alting er til Ende

        og Natten stunder til,

        naar slukket er i Mulmet

        Livssolens Straalespil —

        ak, kunde jeg da lægge

        til Ro mig i din Eng,

        dit Grønsværtæppe trække

        over mig og min Seng

Der udstedtes en offentlig Opfordring til at foranledige hans Lig ført til Danmark og et Mindesmærke rejst paa hans Grav, og der opstod en Debat om, hvor denne helst burde være: under Dyrehavens Trækroner, ved Furesøens Bred, i Barndomsegnen om Fensmark o. l. Praktiske Hensyn i Forbindelse med et af W. selv udtalt Ønske afgjorde Sagen derhen, at han 2. Febr. 1877 jordedes paa Holmens Kirkegaard efter en Sørgehøjtidelighed i Frue Kirke, hvor Plougs smukke Afskedskvad tonede over hans palmesmykkede Kiste fra Studentersangernes Læber:

        Al den Ynde, Duft og Glans,

        Sprogets Urtehave rummer,

        bandt han i Buket og Krans,

        bar han frem i blanke Kummer.

        Rosenstrøet var ej hans Vej;

        saaret selv af Livets Vaande,

        har han skabt en Rosenmaj,

        som ej dør for Vintrens Aande.