Hvor Fjeldets Graner lude
Ned mod Hardangerfjord,
Der vugger sig en Skude,
Og knager med sit Roer;
Som Kjøbmandsskildt der vaier
Paa Stang et prægtigt Skind,
Hvori de Store pleier
I Nord at svøbes ind.
Den unge Skipper sætter
Tungsindig Haand paa Kind,
Knap Øiet op han letter
At see til Byen ind;
Med Hatten paa sit Øre
Og Haanden i sin Barm
Han sorrigfuld mon høre
Paa Byens muntre Larm.
Da vækker ham en Stemme
Af Længselsdrømmens Magt:
”Hvor har du, Skipper! hjemme?
”Og hvad er vel din Fragt?
”Du ligger her alt længe,
”Og har ei solgt din Last?
”De norske Herrers Penge
”Maa sidde grumme fast!
Den Skipper sprang paa Stranden
Med Hatten i sin Haand;
Men Ærefrygt for Manden
Fast bandt hans Tungebaand.
Ham stod paa Panden præget
Et stolt og mægtigt Sind,
Skjøndt al hans Pragt var Skjæget
Af Sølv omkring hans Kind.
”Hvor Hekla stolt sig løfter
”Mod Odins høie Sal,
”Og hvor i Bugten snøfter
”Den drabelige Hval;
”Hvor Maagehæren dukker
”Det sølverblanke Bryst,
”Mens hule Brænding sukker
”Omkring den steile Kyst;
”Paa Island stod min Vugge,
”Og der jeg voxde op;
”Der leged med sin Dukke
”Saa fiin en Lilieknop;
”Men da den blev en Lilie,
”Og Dukken var itu,
”Da bøied Freias Villie
”Til mig den Favres Hu.
”Lad Skaptaajøkul prale
”Med solbestraalte Snee,
”Jeg kjender Høi og Dale,
”Hvor der var meer at see;
”Lad Heklas Flammer true,
”Det er saa grum en Ild;
”Jeg veed en anden Lue,
”Saa stærk, — men dog saa mild! —
”I disse blide Flammer
”Et trofast Hjerte slaaer,
”Og i hvert Hjertekammer,
”Jeg veed, mit Billed staaer.
”Ung Astrid er min Glæde,
”Saa let som Slettens Raa,
”Stolt kan hun Væven træde,
”Og Harpen kan hun slaae.
”Men — Ørnen har sin Rede,
”Sølvkilden er dens Kruus,
”Dens Vildbrad gaaer paa Hede,
”Og jeg — har knap et Huus!
”Og derfor frygted længe
”Jeg hendes Faders Trods;
”Thi han har mange Penge!
”Han har saa meget Gods!
”Som Fjord af Sildestimen
”Af Sølv er Kisten fuld,
”Saa blank som Nordlysstrimen
”Er alt hans røde Guld;
”Hans Hjorder hvidne Marken,
”Og Havet bær hans Seil;
”Guldfisken gaaer i Parken,
”Og Huset er af Tegl.
”Han sad just i sin Stue
”Ved Kruus og Davrebord,
”Da jeg af Elskovslue
”Fremsøgde mine Ord.
”Dog var han from, den Gamle,
”Han bad mig sidde ned,
”Og da han saae mig famle,
”Hjalp han mig selv paa Gled.
”Til Astrid vil du beile?
”Det har vel megen Hast?
”Først maa du Skuden seile,
”Og sælge mig en Last;
”Men har du solgt med Ære,
”Og bragt mig gyldne Tut,
”Skal hun din Hustroe være;
”Men ikke før, min Gut!”
”Jeg foer som Skyens Glente
”Ad Havets vaade Vei;
”Men Astrid faaer nok vente,
”Thi Hjalmar kommer ei!
”Nu længes hun ved Rokken,
”Og spørger Veir og Vind,
”Og seer paa Karvestokken
”Med Taarer paa sin Kind.
”Her har jeg ligget længe,
”Og har ei solgt min Last;
”De norske Herrers Penge
”Maa sidde grumme fast;
”Og Freias Barm er isnet
”Ret som en Vintersky;
”Thi alt mit Haab er visnet,
”Hun gav det intet Ly!”
Det sukked han saa saare,
Og bandt sit Hattebaand,
Og tørrede sin Taare
Med Bagen af sin Haand;
Men Gubben, skjøndt han sendte
Ham et alvorligt Blik,
Med Trøst hans Mod optændte
Dog venligt, før han gik.
”Skjæld ei de høie Guder,
”De raade altid godt!
”Kuns ufrie Mand bebuder
”Ved Taarer sig og Spot.
”Bliv her indtil i Morgen!
”Tidt kommer Lykken brat,
”Og ender freidigt Sorgen,
”Som Dag den skumle Nat!”
Alt dybt bag Vestens Bølge
Sig fjæled Natten sort,
Og hendes Stjernefølge
Jog Odins Øie bort;
Da spidsed Hjalmar Øre;
Til Ludurhornets Klang
Sødt Fløiten lod sig høre,
Saa Dal og Fjelde sang.
En Sværm til Havnen iler
Af Fruer og af Mænd,
Huldt Jomfrukinden smiler,
Og strunk er hver en Svend.
Den stolte Skare kneiser;
Men som et Spiir paa Slot
Frem udi Flokken reiser
Sit Hoved Norges Drot.
Ned ad hans Skuldre glider
Et kostbart Purpurskrud,
Paa Silkekoften skrider
Den norske Løve prud;
Den røde Krone hviler
Omkring hans tunge Hjelm,
Saa listeligt han smiler
I Skjæg, den gamle Skjelm.
Han hæver lydt sin Stemme
Med al sin Manddomsmagt:
”Hvor har Du, Skipper hjemme?
”Og hvad er vel Din Fragt?
”Du ligger her alt længe,
”Og har ei solgt Din Last,
”De norske Herrers Penge
”Maa sidde grumme fast!”
Med Undren da sit Øie
Paa Drotten Hjalmar slaaer
Normannakongen høie
Er Gubben fra i Gaar!
Af Fryd hans Hjerte hæves,
Han hilser ham med Tugt,
Og prøver, men forgjæves,
At sige noget smukt.
”En Kaabe gad jeg bære
”Af dine Graaværkskind,
”Den kan mit Skildt jo være,
”Jeg har et fredsomt Sind;
”Spring ned i Din Kahytte,
”Og rør kun flink Din Krop!
”Nu vil vi Kaaber bytte,
”Det gaaer vel lige op?”
Ung Hjalmar sprang paa Trappe,
Og iilde op med Hast;
Han bar en Graafelds Kappe
Med udsyet Bram og Qvast.
Den var just af de ægte
Med langstrakt Kongeslæb,
Ved Kraven var en Hægte
Af gyldne Ørnenæb.
Fra Drottens Skuldre svære
Ned Purpurfloden svandt;
Og Hjalmar hiin med Ære
Omkring den Herre bandt.
Men da den staalgraae Kappe
Han prisde høit med Ord; —
Hvor blev de Hovmænd rappe!
De fulgde strax hans Spor.
Heel mangen Bjørn begjærde
At tee sig fromt i Sind,
Og mangt et Ulvehjerte
Slog bag et Lammeskind;
Den fine Jomfruhage
Krøb i den bløde Uld;
Snart var ei meer tilbage,
Og Hjalmar — fik sit Guld.
Men da han næste Morgen
Vandt op sit hvide Seil,
Med Hjertet løst af Sorgen
Han skreeg fra Skudens Speil:
”Hver trofast Svend og Pige
”Og hver en Handelshavn
”Velsignet bør udsige
”Kong Harald Graafelds Navn!”