Min Søn! seer du ei Søen? den vælter Bølgen sort,
Og stænker Skum paa Bredden, — du maa ei ride bort!
Hør Stormen, hvor den tuder i min Skorsteen fælt,
Den hvide Maage skriger under Skyens lave Telt!
”Lad Natten kuns iføre sig sin Kappe tung og sort,
”Kjær Moder! ak! kjær Moder! jeg maa dog ride bort;
”Jeg gyser ei for Regnen, ei for den vilde Søe,
”Jeg frygter for Marie, min lille Fæstemøe!”
Min Søn! hun er vist ikke saa syg, som du vil troe;
Men husk den tydske Rytter, som du tugted’ i vor Kroe!
Han svoer en rædsom Eed; jeg frygter, vist engang —
Hør! nu ringer det i Klosteret bag Skov til Vespersang!
”Lad tydske Kunz blot prale, saa meget som han vil,
”Thi jeg har gode Næver, han er mig kun et Spil!
”Med Junker Slenz i Ditmarsk fik han jo ogsaa Kløe, —
”Jeg frygter for Marie, min lille Fæstemøe!”
Min Søn! du husker ei, du skal ride forbi,
Hvor Galgen skummelt kneiser med Vildttyven i;
Han hænger der og stirrer med Panden sorteblaa,
Det gyser i mit Hjerte, naar jeg tænker derpaa!
”Den stakkels Jochum Trane! det var kun for en Hjort,
”Den slog han i sin Hauge, saa slæbte de ham bort;
”Mig skræmmer ei hans Sjæl, den maa saa leve eller døe,
”Jeg frygter for Marie, min lille Fæstemøe!”
Saa ledte han af Stalden ud det skimlede Øg,
Rask reed han over Heden, mens Støvregnen føg.
Dybt i det bløde Muld sank den Skimledes Hov,
Snart i den tykke Taage svandt Klosteret bag Skov.
Høit sukkede Stormen med den grædende Natur,
Og Natten gjorde Himlen til et skummelt Fangebuur,
Høit Ungersvenden sukkede, og lod sin Tanke gaae
Didhen, hvor nu hans Fæstemøe paa Sygeleiet laae.
Men da han kom til Banken, hvor Galgen den staaer,
Han standsed’, som han pleied’, og bad tre Fadervor,
Han bad med bittre Taarer for den stakkels Jochums Sjæl,
Og for sin lille Pige, og eet for sig selv.
Da steeg den hængte Jochum fra Galgebakken ned,
Ung Martin paa ham stirred, og gysde derved;
Men Graaskimlen pusted’, og sittrende den stod,
Og mægted’ ei at løfte fra Jorden sin Fod.
Han talde, og det lød, som naar en Nattevind
Ad Fængselsdørens Sprækker trænger pibende ind,
Han stod saa stiv i Mørket, og strakde ud sin Arm,
Af Skræk snart Martin blegned’, snart blussed han varm.
”Tak, Martin Jensen! tak for hver en Bøn du bad,
”Hvergang du reed forbi enten sorgfuld eller glad,
”Snart løser du min Sjæl af den pinende Ild,
”Men ud af Dødens Snare jeg nu frelse dig vil.
”Hist nede bag ved Broen, svøbt i sin Kappe rød,
”Der ligger Een i Grøften, som pønser paa din Død.
”Laan mig din Hest og Kofte, og vær kuns ikke ræd,
”Jeg betaler dig min Gjeld for Tid og Evighed!”
Ung Martin paa ham stirred, og gysde derved,
Men rakde dog sin Kofte, og steeg af Hesten ned,
Det var ham som en Drøm, da den Døde steeg op,
Og foer gjennem Mulmet i susende Galop.
Han lyttede saa ængsteligt, det for hans Øre sang,
Fjernt nede Hesten dundrende paa Træbroen sprang;
Saa blev der atter tyst; men pludseligt med Knald
Det blinkede i Natten, — saa et Skrig og et Fald!
Men iilsomt tilbage paa Hest den Døde jog,
Og Nattens kolde Vind i Koftens Flige slog,
Han standsed ved Galgen, og sprang af Sadlen ned,
Men Skimlen stod og rystede med Stønnen og Sveed.
”Gak, Martin! nu med Fred, din Fæstemøe er sund,
”Hun venter dig i Morgen som Rosen rød og rund;
”Men den, som hist lod Kuglen frækt mod en Dødning gaae,
”Han maatte den som Hevngjeld i sit eget Hjerte faae.
”Tak for dit fromme Hjerte, for hver en Bøn, du bad,
”Hvergang du reed forbi enten sorgfuld eller glad;
”Høilovet være Herren, hans Miskundhed er stor,
”Høilovet være Gud og hans hellig Englechor!”
Saa svandt han i Taagen, høit Nattens Ugle skreeg,
Men Martin som i Drømme paa Skimlen atter steeg.
Den bar ham som et Lyn paa sin stærke, rappe Fod,
Mens Regndraaben kjølede hans Kinders hede Blod.
Da Hanerne nu svarede fra By og til By,
Og Solen sig reisde fra den synkende Sky,
Da Hundene gjøede, og Veien blev travl,
Da øinede han Huset med den kalkede Gavl.
I Portrummet bandt han ved Grimen sin Hest,
Og tyssede paa Hunden, der hilsde ham som Gjæst,
Han ilede til Huset, greb Klinken saa fast,
Og aabnede saa Døren med ængstelig Hast.
Men i sin lune Stue sad Marie rank og fiin,
Og syede heel flittigt paa Brudestads og Liin;
Hun fløi i hans Arme saa munter og kjæk,
Og kyssed’ fra hans Pande al Nattens fæle Skræk.
Men som de sad og talde de mange søde Ord,
Som i forelskte Hjerter i Tusindtal der boer,
Og som han hende trykked til sin trofaste Barm,
Da hørde de paa Gaden stor Skrigen og Larm.
I Byen ind man bar paa Stigen en Død,
Saa lang og stiv han laae under Rytterkappen rød;
Men da de saae de blege Træk, da raabde de brat:
”Det er den tyske Kunz, som har skudt sig i Nat!”