1.
Den Nat var varm og liflig,
Og Himlen mørkegraae;
Ei Maane eller Stjerner
Man øinede derpaa.
I Præstegaardens Hauge
Ei rørte sig en Qvist;
Men Liv og Glands der straaled
Fra Haugestuen hist.
De Lilier og de Roser
I dyben Slummer laae,
Hyacintherne de nikked
Med Duggens Taarer paa;
Den Eneste, som vaaged,
Var Natviolen, som
Sit søde Suk udaanded i
Hver Luftning, der kom.
De sildigvaagne Fugle
Sad lyttende, mens Klang
Af Violin og Fløite
Sig ud i Mørket svang;
Fra Stuen kom de Toner,
Hvor Mø med Ungersvend
Og let svæved hen.
Men Een der var i Sværmen,
Den deiligste var hun,
Med en fyldig Guldfletning
Og en sød lille Mund;
Og det var Præstens Datter,
Hendes unge Jomfrubarm
Bag Silketøiet bølged
Som Lilien bly og varm.
Men i de søde Øine
Var ingen Fred og Ro,
En Ængstelse der dæmred i
De himmelblaae To;
En sky, en stille Længsel
Omslørede dem,
Og Smilet som en Stjerne
Kun sjeldent glimted frem.
Snart sneeg hun ubemærket
Fra Dandsen sig let,
Om hvide Skuldre svøbte
Hun sin Mantille tæt; —
Ad Løvgange mørke,
Langs Hækker og Bed
Hun iled gjennem Haugen
Til Marklaagen ned.
Her fire gamle Linde
Bredt hvælved deres Tag,
Hvor Nattergalen boede
Og sang ved Nat og Dag;
Over Grøften, den tørre,
Hvor brede Skræpper groe,
Var lagt en lille, buet
Og hvidmalet Bro.
Men lænet op til Linden
Der stod en Ungersvend,
Hans skarpe Øie stirred
I Buegangen hen;
Med korslagte Arme
Han som en Støtte staaer,
Kaskjetten ligger let
Paa det krøllede Haar.
Som naar i Drøm man ligger
Og lever i eet Qvarteer,
Hvad ikke kan opleves
I Snese Aar og fleer,
Saa foer ham gjennem Tanken
Som Lyn en gammel Sang,
Han hørte af sin Moder
Saa mangen god Gang:
„Hans Kind var rød, og sort hans Haar,
Da han forlod sin Faders Gaard.
I Øiet straaled Ungdoms Lue,
Da han forlod sin Moders Stue.
Han styrted ud, slet ei han saae
Til Hunden, som ved Porten laae.
Forgjæves qviddred Svalen blødt:
„Bliv hjemme, Du, her er saa sødt!”
Hans Fod gik over Haugens Bed
Og traadte alle Blomster ned.
Han over Agren tog sin Vei
Og spæden Vaarsæd agted ei.
En Tørst, en Længsel vildt ham jog
Fra Hjemmets stille Arnekrog.
I grønne Skov han iled ind,
Der vifted Kjøling om hans Kind.
Ustandselig han stormed frem
Mod Anelsen — fjernt fra sit Hjem.
I Krattets Dyb der sprang en Kilde
Omskygget huldt af Roser vilde.
En deilig Jomfru der han saae,
Med dunkle Lokker, Øine blaae.
Hun sad der fyldig, rank og blød,
En Cithar laae paa hendes Skjød.
Rundtom der myldred Blomster frem,
Den Skjønneste var hun blandt dem.
Med fneehvid Haand, med søde Blikke
Hun vinkede ham hid at drikke.
Hen under Kildens Perlefald
Hun holdt et Bæger af Krystal.
Hun bød ham det, — han drak i Hast, —
Da var det, som en Lænke brast.
Som løsnedes det tunge Baand,
Der havde lænkeholdt hans Aand.
Den skjønne Jomfru smiled huldt, —
Hvor blev hans Hjerte stort og fuldt!
Som til sin Længsels sikkre Havn
Han segned hen mod hendes Favn.
Da veeg hun, — ak, men yndigt vinked,
Som Stjerner hendes Øine blinked.
Snart vinked hun og snart sig dulgte,
Og villieløs han efter fulgte.
Fra Øiet faldt ham som et Flor, —
Hvor straaled Himmel da og Jord!
Hver Blomst, der op af Jorden skjød,
Blev dobbelt hvid og blaa og rød.
Og hvert et Blad og Ax og Straa
Der hængte sig en Perle paa.
Hver Vind der sused ham forbi,
Blev til en himmelsk Melodie.
Hvad Nattergalen, Droslen sagde,
Sig lifligt ved hans Hjerte lagde.
Langt klarere i Nattens Dunkle
Nu syntes Stjernerne ham funkle.
En Skjønheds Rigdom i hans Bryst
Sig samled, liig en gylden Høst.
Dens Perler sanked han, dens Guld,
Af Skatte blev hans Haand saa fuld.
Og hvor han gik og hvor han kom,
Han deelte sine Skatte om.
Og hvor han kom og hvor han gik,
Ham mødte Tak og venligt Blik.
Alt som han høsted, blev han ved
At følge hendes lette Fjed.
Mens hendes Citharstrænge bæved,
Hun for ham som i Drømme svæved.
Vidt over Land, vidt over Sø,
Han fulgte blindt den skjønne Mø.
Og gjennem Verdens travle Trængsel
Hans Ledestjerne var hans Længsel.
Da tyktes det ham mangen Gang,
Han fatted hendes Strænges Klang.
Men vilde Tonerne han sanke,
Svandt de forvirret for hans Tanke.
Med Ild han stræbte frem at naae
Det Billed, som saa fjernt han saae.
Men kom han nær, da kold og bleg
Hun længer i det Fjerne veeg.
Tilsidst hun svandt saa let og brat
Som Stjerneskud i Sommernat.
Da stod han som for Dødens Dom;
Med bittert Sind han vendte om.
Han gik den lange Vei tilbage,
Han vilde for sin Moder klage.
Han vandred hjem med bitter Graad,
At hente hos sin Fader Raad.
Hans Skatte — ak, de var forsvundne,
Hans Tankes Vinger atter bundne.
Den unge Slægt paa Vei ham gik
Forbi med ligegyldigt Blik.
Ham sagde Agrens grønne Skrift:
„See her — her var en stolt Bedrift!”
Træt gjennem Haugen gik hans Fod,
Mat var hans Blik og slukt hans Mod.
Og alle Haugens Roser røde
Dem havde selv han jo lagt øde.
Og Svalen qvad: „Hvi drog Du, Kjære
Herfra? her var saa godt at være!”
Med blegen Kind, med graanet Haar
Han naaede til sin Faders Gaard.
Udbrændt var Øiets Morgenlue,
Da han kom til sin Moders Stue.
Her Alt var tomt! — Thi Han og Hun
Forlængst laae dybt i Dødens Blund.
Kun til en Drøm hans Liv var skabt, —
Nu var han vaagen — og fortabt.
Der stod han fattig og forladt
Paa Grændsen mellem Dag og Nat.”
2.
Han venter ikke længe,
Da rasler det bag Green,
Den hvide Silke hvisler
Om to ilende Been,
Og Pigebarnet kommer
Heel aandelss og varm,
Og kaster sig saa trøstigt
I hans favnende Arm.
Det var just denne Nat
I den hellige Stund,
Da Morgen byder Aften
Sin jomfruelige Mund,
At deres Læber saligt
Formæledes, mens bly
Natluften holdt sin Aande
For at lytte paany.
I Nattens Stilhed Lærken
Ei kunde have Ro,
Den maatte jo dog hilse
Paa de Elskende To;
Og fjernt fra Haugestuen
Klang en svævende Vals,
Mens ved hans Bryst hun hviled,
Med sin Arm om hans Hals.
„Her har Du mig,” hun hvisked,
„Du kjære, vilde Knegt!
Jeg følger Dig, — Du være skal
Mit Hjem og min Slægt!”
„Du vil?” — saa toned henrykt
Hans mandige Røst,
Mens hendes fine Hænder
Han trykked til sit Bryst.
„Du vil mig villig følge
Nu ad den steile Vei?
At føre Dig til Maalet
Saa lykkelig er jeg!
O, alle ni Gudinder
Vil flokkes om dit Fjed,
Og Gratierne — Elskte!
Dem bringer selv Du med!
Kald mig kun vild! — her brænder
En Lue stærk og reen,
I Armen har jeg Kræfter
Til at løfte hver Steen,
Der hæmme vil min Vandring
Paa Veien til vort Maal, —
Og saa har jeg en Villie
Ubøielig som Staal!”
„Jeg følger Dig!” hun vedblev
„Tryg ved din Haand, min Ven!”
Og tog ham om hans Hoved
Og kyssed ham igjen.
„I Marken har jeg gaaet
Og flittigt declameert,
Koerne paa mig gloede,
De troede, jeg var forkeert.
Den lystige Maske vil
Just klæde mig godt;
Jeg bøie kan min Stemme
Til Skjelmeri og Spot;
Og Dolken vil jeg føre,
Jeg gyser ei for Blod!”
Han loe: „Nei, vil man see dog
Det sextenaars Mod!”
Hør nu: I Nestved vente
Os alt de andre Fem;
Til Kunstens Tempelforgaard
Jeg nys fik lokket dem.
Den ene drev Begeistring,
En Anden Hjertesorg;
Vor første Alterlue
Vi teende i Vordingborg.
To lystige Studenter,
Og en halvgammel Fyr,
Der gjerne traurigt synger
Sit Hjertes Eventyr,
En Frue med sin Datter,
Der dandser ganske smukt, —
Og Vi — see, det er Stammen,
Som nok skal bære Frugt!
Langt meer, end Du det aner,
Den Frue staaer os nær,
Og hendes vakkre Datter
Vist vil blive Dig kjær.
Nei, Du maa ikke spørge,
Jeg siger Dig ei meer,
Men Gaaden vil sig løse,
Saasnart Du dem seer.
Dit Navn maa Du forandre;
Kristine har ingen Klang;
Babet — see det vil klinge
I Poesie og Sang.
Jeg kalder selv mig Philo,
Thi Jørgen er saa plat, —
Det tager sig ei ud paa
Den trykte Placat!”
Hun nikkede og loe: „Ja,
Endnu i denne Nat
Din Frakke og de Buxer,
Som Du har efterladt,
Jeg bytter med mit Silkeskjørt;
I din sorte Barett
Jeg skjule kan min Fletning
Jo nok saa peent og net.
Nu snart om et Par Timer,
Naar Dandsen er forbi,
Og alle Øine slumre,
Vil jeg mig gjøre fri.
Min egen lille Norbagg
Jeg lægger Sadel paa,
Og rider saa til Nestved
Saa rask, som det vil gaae!”
Saa trykked hun ham atter
Tæt til sit unge Bryst;
Saa hele to Minuter
De stode taus og tyst.
Og let som en Taage,
Og hvid som en Snee
Hun svæved bort og svandt
I den mørke Allee.
Der stod han da alene
Med Hjertet heelt opfyldt
Af Kjærlighed, med Tanken
Af Hjertets Sol forgyldt.
Han efter hende stirred
Og vendte sig og gik.
Fra Haugestuen toned end
Den lystige Musik.
3.
Da rasled det i Grøften,
Og under Broen op
Der kravlede besværlig
En trind, velnæret Krop.
Den strakte sine Arme,
Tog af sin runde Hat,
Og sukked høit og gabed
I stille Sommernat.
Saa krøb han op paa Broen
Og satte sig der
Paa Rækket, saa det knaged,
Under de grønne Træ’r.
Af Lommen op et Klæde
Og en Daase han drog,
Trakterede sin Næse
Og holdt en Monolog:
„At blunde her en Smule
Jeg havde troet og tænkt,
Derhjemme gjorde Mutter
Mig Alt for hedt og strengt.
Men Herregud! jeg gjorde
Min Regning uden Vert;
Til Vederlag for Søvnen
Fik jeg en heel Deel lært.
Det var en høist behagelig,
En peen Conversation!
See, see! Det var da Fætteren,
Den flygtige Person.
Han er jo lidt forvildet,
Men brav og hjertensgod;
Adstadig er han ikke, nei!
Men han har meget Mod.
Hende jeg saae i Vuggen,
Da nys hun var svøbt;
Jeg sang og sagde Amen
Dengang, da hun blev døbt;
Og baade ham og hende
Jeg ind i Lærdoms Land
Har ført og henad Veien
Til Dyd og god Forstand.
Hvad var det dog, de sagde?
De talte, som det lod,
Om Master og om Dragter,
Om Dolkestød og Blod?
Om hemmelige Navne,
Og om et heelt Complot,
Om Hest og Flugt og Kunster, —
Jeg hørte Alting godt.
Hvad meente han, den Knegt, vel?
Og hendes Sladder? aa!”
Her gled han ned fra Rækket
Paa Jorden og laae
Og holdt sig paa sin Mave
Og grinte: „Ja, saasandt
Gud hjælpe mig! nu Jørgen
Er blevet Comoediant!
Derfor løb han fra Farbroer
Og den græske Grammatik!
Langtid man ikke hørte,
Hvordan det ham gik.
Nu har han og bedaaret
Den lille søde Glut,
Aa Herregud! Actrice vil
Hun være absolut!
Det ligger til Familien;
Javist, det feiler ei;
See, Præstens unge Søster
Jo gik den samme Vei.
Den italienske Sanger
Fik hende jo paa Gled;
Det var jo ham og Kunsten,
Hun giftede sig med.
Men Hillemænd! — en Tanke!
Jeg kan jo vandre med!
Jeg lader Mutter skjænde
Og følger deres Fjed.
Snart Høsten er for Døren,
Hver Skolebænk staaer tom;
Hvor jeg er støiet og fløiet,
Det spørge Faa kun om.
Dybt i mit Bryst jeg føler
Begejstring og Talent!
Nu vaagne de, kun Skade,
Jeg seent det har erkjendt.
Hvor banked ei mit Hjerte
Tidt hist paa Hallandsaas;
Nu først hiin Hjertebanken
Kan rigtigt forstaaes.
I Viinhøsten saae jeg
Hr. Knudsen træde op;
Var det ei, som jeg staaer her
Med Sjæl og med Krop?
Jeronymus og Stødvel
Peer Degn og Jeppe og Saft,
See, det var netop Roller
Skabt for mit Lunes Kraft!
Men hvad vil Præsten sige? Aa,
Var han ei vor Pastor,
Han fulgte gjerne med os,
Og spilled selv Franz Moor!
Madamen? Ja, i hende,
Det veed jeg paa en Prik,
En prægtig Magdelone
Og Fru Claudia vi fik.
Velan da! i Apollos
Og andre Guders Navn
Jeg hovedkulds mig kaster
Nu i Thalias Favn.
En Norbagg har jeg ikke,
Kun Been med Støvler paa,
Med dem kan man vel ogsaa
Til Kunstens Tempel naae.
Han følte til sin Lomme;
Jo, jo! der var lidt Mynt.
„Man maa forsynet være,
Til Gagen faaer begyndt.
En Faldsmaal, Arv og Falstaf
Betaler man vist brav!”
Saa drev han ned ad Gyden
I muntert Luntetrav.
Med een Haand i Lommen,
Den anden i sin Barm
Gik han afsted saa inderlig
Hjertelet og varm.
Og alt imens han vandred,
Han hørte Lærkerne slaae;
Han nynned med og syntes,
Han kunde dem forstaae:
„Vi Lærker under Himlens Blaae,
I grønne Græs paa Vangen,
Laer Verden gaae, som den vil gaae
Og leve kun for Sangen.
Kun fra vort Hjertes frie Natur
Vort Thema vi os henter,
Og pynter det med Fioritur,
Med Triller og Mordenter.
Vort Contrapunkt er Glædens Magt,
Den Partituren laver,
Og har kun saare liden Agt
Paa Qvinter og Octaver.
Vi sætte kjækt vor Harmonie
Her i vort høie Stade;
Er der end ringe Mening i,
Er vi dog lige glade.
Saa dale vi fra høien Slot
Til grønne Vang dernede,
Hvor mellem Blomster luunt og godt
Vi bygget har vor Rede.
Der er saa hyggeligt og Plads
Til Store og til Spæde,
Der er jo ikke megen Stads,
Men desto mere Glæde.
Der har vi jo vor lille Flok,
Dem vi saa kjærligt made;
Og er det ogsaa fattigt nok,
Er vi dog lige glade.
Thi som det sømmer sig, har vi
Jo stadigt havt for Øie
At være glade baade i
Det Lave og det Høie!
4.
Tre aabne Vogne førte
Det samlede Compagnie
Fra Nestveds lumre Gader
Og ud i det Frie.
Hos Fruen med sin Datter
Sad Philo og Babet;
De andre Herrer rulled i
En rask Kabriolet.
Paa tredie Vogn var læsset
En Verden i det Smaa:
To Stuer, et Par Bjerge,
Et Bondehuus der laae;
En skummel Fængselhvælving,
En yndig Egn fik Lov
At enes med en Gade,
Nogle Skyer og en Skov.
Dem Himlen smilte venligt
Med sit sødeste Blaae,
Og Solens klare Øie
Brændende til dem saae;
Fra Mark og Lund og Enge,
Der i Brudedragt stod,
Dem vinked Haabets Farve
Og spaaede Lykke god.
Thi Haabet var den Guddom,
Der fyldte deres Bryst
Og skabte Sang og Latter
Og den livligste Lyst;
Paa Livets Troe er Haabet
En Blomst, som pynter smukt,
Men ak! der ofte falder
Uden at sætte Frugt!
I Luften var der Stilhed,
Ei rørte sig en Vind,
Det Sommerlandskab straaled
Som de unge Pigers Kind;
Men bag de fjerne Skove
Liig Fjelde der laae
En Række tunge Skyer,
Guulfarvede og graae.
Lidt efter lidt det lufted,
Og Skyerne steg,
Saa Himlens Hvælving falmed
Og Solens Kind blev bleg;
Støvskyerne sig reiste
Bag de rullende Hjul,
De bange Fugle piled
Alt hjem til deres Skjul.
Saa faldt der et Par Draaber,
Og saa igjen to, tre,
Af Blaat der snart ei mere
Paa Himlen var at see;
Langt borte alt det brummed
Som dybt fra Jordens Bryst,
Som blandt Afrikas Palmer
Skovkongens hule Røst.
Et rosenfarvet Lynglimt
Sig over Himlen svang;
Ned pidskede saa Regnen
Hen over Vei og Vang.
Det rulled, brøled, dundred,
Det skralded og slog Smæld,
Som tusind tomme Tønder
Nedvælted fra et Fjeld.
Det øste som med Spande
Fra den kulsorte Sky,
Her hjalp ei Kapper, Kyser,
Ei Teppe og Paraply;
I Skræk de Heste steiled
Og toge voldsom Fart,
De tradsked hen ad Veien
Og kom til Skoven snart.
Her, hvor de gamle Bøge
Forundrede stod
Og deres rige Kroner
I Stormen svaie lod,
Det vaade Selskab naaede
Til den eensomme Kro,
Og var ganske himmelglad
Ved at slaae sig til Ro.
5.
Ret gunstig var dem Lykken,
Thi Kroen den var tom;
Hver fik et lille Hummer,
Hvor de klædte sig om.
Mens de tre unge Fyre
Sørged for Kruus og Fad,
Hos Damerne alene
Den gamle Herre sad.
Mens Uveiret rased
I al sin vilde Pragt,
Taus hviled han ved Vinvet
I sin luvslidte Dragt;
Med askegraae Kinder
Og Næsetippen rød,
I siirlig Nonchalance,
Med en Cithar paa sit Skjød.
Den venstre Haand han bøied
Om Cithrens Hals coquet,
Og lod den høire glide
Over Strængene let;
I Følge med Accorderne,
Som sagtelig han slog,
Dybt inde fra hans Hjerte
En Tankerække drog:
„En Sanger er som Fugl paa Qvist,
Der vipper uden Ro og Rist,
Og altid savner Noget;
Bag Ord han dølger ei sit Savn,
Han nævner ei sin Fryd ved Navn,
Men Tonerne er Sproget.
De flyve let i Verden hen,
Men Verden aldrig aner den
Usigelige Jammer,
Der tidt er Moder til hans Sang
Og huusvant har sin stille Gang
Ind i hans Hjertekammer.
De bedste Toner fra mit Bryst
Var aldrig Blomst af Liv og Lyst,
Men spired frem af Smerte;
Dem Sukket gav den lette Dands,
De havde deres Farveglands
Fra Blodet i mit Hjerte.”
I Sophaens Hjørne
Hos de unge Piger to
Der ruged Madame Sappi
Og hvisked og loe;
Hr. Limmer hun forfulgte
Med sit Øies hvasse Sting;
Men han lod ganske hildet
I sine Tankers Ring.
Han stirrede mod Gulvet
Veemodig, fortabt,
Som søgte han en Tanke,
Halvdød, før den blev skabt.
Han klimprede paa Strængen
Og nynnede saa smaat,
Slog Øiet op, og troede,
Det klædte ham godt.
Da raabte Madame Sappi
Fra Krogen, hvor hun sad:
„Aa, syng os eet, Hr. Limmer!
Af deres skjønne Qvad!
De digter saa guddommligt,
Det Rørende især!”
Da reiste han sig langsomt,
Dybt drog han sit Veir.
Han stemte sin Guitarre
Og greb rask de tre
Præluderende Accorder,
Naturligviis i D;
Og sagde: „Naar De befaler,
Jeg synger, som jeg kan,
Dem her et Par Capitler
Af min Vandrings Roman.”
Han i en Attitude,
En peen Positur,
Sig stillede med Ryggen
Imod Caminens Muur,
Og sang saa med en Stemme,
Som fordum vel var smuk,
Men nu den svage Gjenklang
Af et Hjertes Ungdomssuk:
„Den første Gang jeg Hende saae,
Og hørte hendes blide Tale,
Det var en Vaardag klar og blaa,
I Skoven hørtes Gjøgen gale.
Der skilte kun en lille Grav
De Huses Haver, hvor vi boede,
Og Hæk og Hegn, ved Siden af
Hinanden ret fortroligt groede.
Paa hendes Moders Hyttegavl
Stod Storken med de røde Hoser,
Men selv i Hangen stod hun travl
Blandt Lilieconval og Roser.
Jeg sprang derind saa ung og glad;
Hun blev ei vred, men tilgav Synden,
Og rakte mig en Spand og bad
Mig hente hende Vand fra Brønden.
Saa blev det Sommer, og jeg saae,
Mens Kirsebærret fik sin Rødme,
At der i hendes Hjerte laae
En Skat, uendelig, af Sødme.
Da Hvedens gyldengule Top
For Leens hvasse Hug var veget,
Vi hjalp at binde Sæden op,
Og hvilte siden os paa Neget.
Og da Cavillen saa blev rød,
Den rige Frugt vi plukked sammen,
Det første Æble hun mig bød,
Jeg løfted hende ned af Stammen.
Da voved jeg det første Kys;
Hun blev saa bleg, den hulde Pige,
Og hvisked ængstlig til mig: „Tys!
Nu maa vi det til Moder sige!”
Jeg villig did mig føre lod,
Hvor Vedbend Husets Dør omhvælved,
Ei langt derfra en Poppel stod,
Som jeg forventningsfuld, og skjælved.
Knap fik jeg talt, saa svared rørt
Hun uden fleer Omstændigheder:
„Jeg Alt forlængst har seet og hørt
Og, kjære Børn! velsigner Eder!”
Fra Fred og Fryd, fra Hende
Mit Fjed jeg maatte vende
Til Byen som Student.
Halvdrømmende i Staden
Jeg vandred om paa Gaden
Med hver en Nerve spændt.
Jeg fik ei Tid at sukke
For alt det Nye og Smukke,
Der tog mig fast i Favn;
Som Seileren paa Bølge
Jeg maatte Strømmen følge
Langt fra min Lykkes Havn.
I Hvirvelen, i Vrimlen,
I Rusen og i Svimlen
Jeg tvende Qvinder saae;
Hvor var de begge skjønne!
Min Trofasthed at lønne
De gav mig Løfte paa.
I Eensomhed besøgte
Den Ene mig, hun spøgte
Og sang og favned ømt;
De Greb i Lyrens Strænge
Hun lærte mig, som længe
Jeg selv kun havde drømt.
Undseelig, bly og bange
Jeg aanded ud i Sange
Mit Hjertes Sorg og Lyst;
Men ak! det Ingen rørte,
Og hun, som mig forførte,
Nu lod mig uden Trøst.
Den Anden saae jeg stedse
I smaa og større Kredse,
Omringet af en Flok
Tilbedere, som travle
Jeg saae at gaae og kravle
Stolt paa Cothurn og Sok.
Jeg voved selv at nærme
Mig til de malte Skjærme,
Hvorfra lød hendes Kald;
Men ak! Kronions Datter
Mig gav til Rov for Latter
Midt i sin Tempelhal.
For disse rige Tvende
Jeg glemte ganske hende,
Den fattige Lilievaand;
Jeg nedbrød alle Skranker,
Jeg døved alle Tanker,
Jeg løste hvert et Baand.
Bort kasted jeg som Muldet,
Der troes at gjemme Guldet,
Min faure Ungdomstid;
Min Vandrings Fjed blev svag
Jeg monne feig forsage
Hver mandig Dont og Iid.
Og Timer var henrundne,
Og mange Aar forsvundne,
Før ret jeg vaagned op;
End hørte jeg til Krybet,
Mens Andre jeg fra Dybet
Saae høit paa Ærens Top.
Da for at leve, drog jeg,
Hvor Skjebnens Vinde jog mig
Hen over Livets Strøm;
Og paa Gudindens Alter
Jeg offrede kun Pjalter
Af Kunstens Billeddrøm.
Paa hendes Thespis-Karre,
Tidt mellem Fjog og Narre,
Som paa en Bøddelvogn,
Langt fra min Længsels Kilde
Lod jeg mig taalig trille,
Selv Nar, fra Sogn til Sogn.
Ak, hvor mit Hjerte blødte,
Da seent jeg Hende mødte, —
Hun bar et fremmed Navn;
Men Glæden var bortveget
Og Kindens Rose bleget,
Og Livet kun et Savn! —
Da sidste Gang jeg Hende saae,
Var selv jeg fuld af Vee og Smerte
Min Haand hun tog og trykked paa
Sit eget sorgbeklemte Hjerte.
Hun sagde mig, at hun var glad
Ved Alt, hvad end jeg havde digtet,
Og at mig selv paa intet Blad
Jeg havde skjæmmet eller svigtet; —
At i den lange — lange Tid,
Vi ikke havde seet hinanden,
Hun havde kun havt Sorg og Slid
For Børnene og Ægtemanden; —
Men at, hvad hende opreist holdt,
Var Minderne fra svundne Dage,
Men lagde til, bestemt og koldt:
„Dem ønsker jeg dog ei tilbage!”
Dog pludselig sin Haand hun rev
Fra min og brast i vilde Taarer
Og iled bort, — jeg ene blev
Med Dødens Iis i alle Aarer.
Bag Muren under Linden hist
Har hun nu fundet Fred og Lise;
Smaafugle, vippende paa Qvist,
Der synge hendes Vuggevise! —
Min Nat er Qval, min Dag er riig
Paa Anger, Suk og Taarestrømme;
Og føler jeg mig lykkelig,
Da er det kun i Feberdrømme.”
„Jeg laae i Feberlue,
Man troede, jeg var nær min Død;
Men i den lumre Stue
Var min Tilværelse dog sød;
Mig syntes, Nattergale sang
Og fjerne Aftenklokker klang.
Ved Nedgang stod just Solen,
Og klar var Luften, mild og blid;
En Duft fra Natviolen
Den svale Luftning førte hid,
I Krattet Nattergalen sang
Og fjernt de Aftenklokker klang.
Hen over Himlen seiled
En lille, rosenfarvet Ø,
Hvis Billed klart gjenspeiled
Sig i den mørkegrønne Sø,
Mens Nattergalen yndigt sang
Og fjerne Aftenklokker klang.
Jeg syntes grant fornemme
En Tale og en Sang saa blid;
Jeg kjendte denne Stemme,
Saa kjær — saa kjær i fordums Tid,
Som Nattergalens søde Sang
Og fjerne Aftenklokkers Klang.
Jeg iled gjennem Haven
Saa ung, saa varm, faa sorgløs glad;
Let sprang jeg over Graven,
Som stilte vore Haver ad,
Mens yndigt Nattergalen sang
Og fjerne Aftenklokker klang.
Langs Hækken hun mig fulgte,
De grønne Buste stod som før;
Løvhytten snart os dulgte,
Som hvælved over Husets Dør,
Did naaede Nattergalens Sang
Og fjerne Aftenklokkers Klang.
Vi til hinanden nikked,
Thi Alt jo ved det Gamle stod;
Mama sad end og strikked,
Den lodne Hund laae ved vor Fod,
Og sødt de Nattergale sang
Og fjerne Aftenklokker klang.
Da sagde hun alvorlig:
„Da Du tilsidst os reent forlod,
Blev jeg saa syg og daarlig
Og tabte alt mit muntre Mod,
Jeg brød mig ei om Fuglens Sang
Og hørte trist paa Klokkens Klang.
Dog jeg Dig ikke hader!
Han — Contoiristen blev min Mand.
Først han, og saa min Fader
Bortvandred til hiint bedre Land,
Hvor al Naturens Jubelklang
Formæler sig med Engles Sang.
Min Broder gjemmer Havet, —
Saa døde Moder da tilsidst, —
Jeg selv er jo begravet,
Bag hvide Muur, ved Kirken hist,
Hvor høit i Linden Fuglens Sang
Sig blander bly med Klokkens Klang.
Du seer paa mig forlegen?
Men seer Du ej, hvor jeg er bleg?
Du selv er alderstegen,
Din kjække Freidighed bortveg;
Din Røst har ei sin friske Klang,
Mat er dit Øie, tung din Gang!”
— Op foer jeg da bedøvet,
Jeg i min Smertes Favn mig fandt!
Alt — Alt var mig berøvet,
Og mens min bittre Taare randt,
Forstummed Fuglens lette Sang
Og Aftenklokkens Alvorsklang.
Med tillidsfulde Blikke
Man hvisked til mig: „Du er frelst!”
Ak, men de vidste ikke,
Hvad inderligt jeg ønsked helst!
Mit Bryst var tungt, min Aande trang,
Og for mig Veien mørk og lang!”
Her satte han Guitarren
Mod Væggen og gik ud.
Da sagde Madame Sappi:
„Nu græder han, ved Gud!
Javist er han forskruet,
Men dette Alt tiltrods
Er han dog bag Lamperne
Den Dygtigste blandt os.
Det er mig ingen Gaade,
Hvorfor de lod ham gaae;
Kun hvad der halvveis duer,
Det helst de holde paa.
Jeg selv — ja, den Regjering
I Huset paa Hallandsaas
Ret kroer sig som en Svane,
Men kjækker som en Gaas.
I tænke Jer ham vel tragisk?
Nei, Børn! I tage feil;
For alt det Latterlige
Er han et trofast Speil.
Man troer, naar man paa Scenen
Ham blot eengang fik see,
Ham selv som født og baaren
Alene til at lee!”
6.
Fra Stegerset nu hørtes
En Stimlen og en Støi,
En jublende Latter,
Op Dørene fløi!
Ind bar de fire Herrer
Det dækkede Bord.
Marlborough s’en va-t-en guerre
De sang i høien Chor.
Dem fulgte Kromadamen.
Med tre Piger paa Rad.
Med Lys og Glas og Flasker,
Med Skaal og med Fad.
Høist siirligt at tranchere
Hr. Limmer godt forstod;
Han var vel ei af Adel,
Men havde desmere Mod.
Han havde — hvad jo ofte
Er gamle Herrers Skik —
Taget den yngste Dame,
Dengang tilbords de gik.
Hr. Ramm sad hos Madamen,
Hos Philo sad Babet;
Saa Blunt var reent tilovers, —
Det fandt han, var ei Ret.
Krokonen, den unge,
Han fik fra Kjøknet ind,
Med sit sneehvide Forklæd,
Saa blussende og trind.
Hun lod sig villig nøde,
Hun satte sig og loe:
„Saa kom jeg jo til Gilde
Her i min egen Kro!”
De røde Propper svupped,
Og Druens Perler skjalv;
I Viingudens Følge
Kom Sorgløshedens Alf.
Hver Kind blev rød, hver Pande
Blev klaret op og fri,
Ja, selv Hr. Limmers Hjerte
Blev til et Sans-souci.
Da løfted Madame Sappi
Sit Glas og Taushed bød:
„Hr. Limmer har tracteret os
Med Sang saa bittersød.
Jeg veed, Hr. Blundt! at Mester
De er i Strængespil;
Fortæl om deres Hjerte os,
Hvordan det ret staaer til!”
„Min bedste Madame Sappi!”
Han svared med et Smiil,
„Det blev mig for besværligt
At tælle hver en Piil,
Hvormed han mig har saaret,
Den overgivne Gud,
Thi som en Naalepude
Seer vist mit Hjerte ud.
Jeg har ført Bog derover
Og det i Riim udsat;
Til Lærdom og Advarsel
Er mig nu denne Skat.
Det er en Række Kurve,
En rigtig Tornekrands,
Om ikke just saa syndig
Og riig som Don Juans.
Hver Morgenstund jeg læser
Et Blad i denne Bog;
Men ak! hvor lidt det frugter!
Aldrig jeg bliver klog.
Dog, hvis De det tillader,
Jeg synger Dem Nr. 1.
Saa kan De næsten sige,
De har det Hele seet.”
Saa hented han Guitarren,
Der taus stod i en Vraa;
Et Glimt af List og Lune
Man i hans Øie saae.
Han strøg sig let om Munden,
Og kjækt til Strængens Klang,
Der leged under hans Fingre,
Heel gracieust han sang:
„Jeg gik i den sorte Skole,
Var voxen, vælig og qvik,
Jeg bar baade Halsbind og Kjole
Og havde et Uhr, som gik.
Borgmesterens Dorthe, den smukke,
Der sang og dandsed saa rart,
Hun lod mig ei længe sukke,
Men vi blev Kjærester snart.
Hun havde to Øine milde
Og saadan en deilig Fod;
Hun vilde Alt, hvad jeg vilde,
Og sagde mig aldrig imod.
Med Eet dog fik hun den Vane
At være mig vrippen og mut;
Da tog jeg mig for at formane
Den søde velsignede Glut:
„Min elskede, lille Pige!
Gud veed, om jeg ret Dig forstaaer!
Idag er dit Kys ei lige
Saa brændende som igaar.
Mig synes at dine Øine
Er slørede af en Sky,
Siden de røde, forfløine
Dragoner kom til vor By.
Du svøber Dig tæt i Kaaben,
Som havde Du for mig Skræk;
Jeg har dog ei andre Vaaben
End Bøger og Pen og Bloek.
Er Du da nu mere bange
For mig paa min Skrivestol,
End for de skjæggede, lange
Dragoner med Sværd og Pistol?
Saa vil jeg da, søde Dorthe!
Helst vente med roligt Blod,
Til de Dragoner er borte, —
Saa faaer Du vel atter Mod.
Omkring hendes Læber fine
Et høist besynderligt Træk
Sig drog, en løierlig Mine,
Der kunde tydes: „Vent væk!”
Dragonerne blæste den vilde
Appel, og traved afsted;
Men da jeg saae op til den Lille,
Var hun saamænd travet med.
At sige, figurligt hun traved,
Hun fulgte sin gamle Dragon,
Blandt Udstyrsæsker begravet
I den deiligste Phaeton.
En Oberst i Cavalleriet
Med Gods og et Hammerværk,
Det Vigtigste ved Partiet,
Var hendes Fader for stærk.
Jeg hørte Tanterne sige, —
Jeg troer der var hele fem —
De misundte den solgte Pige, —
Hvi fik han ei een af dem!
Til Flasken jeg ikke slog mig,
Jeg greb ei til Dolk og Gevær;
Lidt flau jeg blev, men tog mig
Det dog ikke videre nær!”
Saa sang han; men i Stemmen
Og den skurrile Sang
En Bitterhed, en Veemod
Fra hans Indre dog klang;
De unge Piger smiled,
Saa knap det kunde sees,
Fru Sappi saae alvorlig
Om i den hele Kreds.
„Ret saa!” tog Ramm tilords,
Han var just à son aise,
Accommodare se rebus
At non sibi res,
Det lærte mig min Rector,
Og den Philosophie
Har, hvor min Fod saa vandred,
Mig troligt staaet bi.
„Var dette”, spurgte hans Dame,
„Arabisk eller Spansk?
Saa vær saa snild at tyde det
Paa bredt og ærligt Dansk!”
„Med Glæde!” han gjensvared,
„Lad mig Guitarren faae!
Den hjælpe skal at give
Forklaring derpaa.
Jeg lokke vil af Strængen
De Toner, som boer
Her i mit glade Hjerte,
Og tolke dem ved Ord.
Hvordan saa Skjebnen støder,
Jeg aldrig bliver stødt;
Jeg er tilfreds med Verden,
Thi Livet er saa sødt:
„Ja Livet er et Gilde!
En rigtig lystig Fest!
For tidligt eller silde
Ei kommer nogen Gjæst.
Jeg iler til Banketten,
Der vinker paa min Vei;
Og sad vi der end Tretten,
Saa skræmmer det mig ei.
Hvad har I vel mod Jorden,
Som vi til Festhal fik?
Alt gaaer jo i sin Orden
Og sømmeligste Skik.
Har vi ei Lys paa Himlen,
Som kan gaae op og ned?
Og Nattelampevrimlen
Og Maanens Lygte med?
Jeg sætter mig til Bordet
Med Hjertet, fyldt af Tak;
Og laer dem have Ordet,
Som holde meest af Snak.
Jeg bruger kun min Stemme
Til Sang, og lade vil
Complet, som jeg var hjemme,
Og holder kjækt mig til!
Er her ei grønne Tillier?
Et Telt af Himlen bygt?
Med hvide Frøkenlilier
Og Jomfruroser smykt?
Dem plukked vi jo gjerne, —
Men maae vi nøies blot
Med Anemonens Stjerne,
Saa er det ogsaa godt.
Men hvis mig Vaaren nægter
Et Blad af sin Triumph,
Veed jeg et Løv, som mægter
At sige Rosen Trumf!
Det er de rige Blade
Paa Rankens svaie Vaand,
Der skjærmer om de glade
Gulddruer med sin Haand.
Vi følge gamle Skikke:
For Enden af vort Bord
Musiken mangler ikke,
Nei, der er hele Chor.
Der er jo Sang i Skoven
I Dal, paa Eng, ved Kyst,
Der er jo Sang paa Voven,
Og Sang i hvert et Bryst.
Ja, Livet er et Gilde,
En altfor yndig Fest,
Jeg kommer ei forsilde,
Thi jeg er ung som Gjæst.
Selv naar engang jeg graaner,
Slaaer jeg mig ei til Ro;
Mig Phantasus da laaner
En Vinge eller to!”
Her tømte han sit Bæger,
Hans Kind var blevet varm;
Med Smiil han lagde Cithren
Nu hen i Philos Arm;
Da gik der som en Lysning
Om dennes ædle Træk,
Hans Øie glimred, Panden
Han hæved fri og kjæk.
Og mens han med Harpeggier
Præluderede sin Sang,
Henrykt hans Blik ved Babets
Guldlokkede Hoved hang.
Det var ei sødlig Smægten,
Ei kjælent Sværmeri,
Nei, der var Kraft og Alvor
Og Sandhed deri!
Da løfted Pigebarnet
Just Hovedet op og saae
Paa ham med disse Øine,
Der var saa himmelblaae,
Som var de rene Engles
Og Kjærlighedens Hjem, —
Det slog! — og Sangens Kilde
Sprang fra hans Hjerte frem:
„Jeg elsker Dig, o skjønne Jord!
Hvor Rosen blusser, Ranken groer
Med sine stærke Druer;
Jeg hilser Dig i Vaar og Høst
Med lige Fryd, — mit Liv, min Lyst
Ei Vintrens Barskhed kuer.
Jeg elsker Dig især, o Nord!
Hvor vore Stammefædre boer
I deres stille Grave;
Hvor Ætten trives stærk og ny
Paa Engen og i Bøgens Ly,
Som Blomster i en Have.
Jeg elsker Dig, Du danske Mark!
Hvor Egen med sin runkne Bark
Omværned stærke Planker,
Der ofte bar, som Skib og Stavn,
Fra Kyst til Kyst dit stolte Navn,
Der vækker stolte Tanker.
Jeg elsker Dig, grønklædte Ø!
Der hviler som en smykket Mø
I Havets Kjæmpe-Arme;
Hvor i min Moders Favn jeg laae,
Hvor Tankens første Glimt jeg saae,
Og Hjertet fik sin Varme.
Jeg elsker selv mit sidste Hjem,
Som engang i sit skumle Gjem
Min Haandfuld Aske rummer,
Hvor efter Fartens Fryd og Savn
Jeg lander i en sikker Havn
Til dyb og evig Slummer.
Men — til jeg er af Vandring træt,
Mit Liv skal være dit, Babet!
Og Kunsten Livet smykke;
Ved Zeus! jeg gad dog gjerne see,
Om der endnu vel findes Tre,
Som sligt et Tempel bygge!
Og der jeg være vil dit Skjold,
Og værne, som en Ridder bold,
Om Dig, mit Hjertes Dronning!
Vi slibe Livets Diamant
Og dele trofast saa — ei sandt?
Dets Malurt og dets Honning!”
Han reiste sig fra Bordet
Og kjærligt til Babet saae,
Greb hendes Haand den kjære,
Der som en Lilie laae
Paa Dugen, og saa sagte
Mod Kinden trykked den,
Og lod den lønligt glide
Mod Læberne hen.
Da hvisked Madame Sappi
Til Ramm: „See, hvor galant,
Hvor ridderligt og nobelt, —
Naar bare det er sandt!
Hvor kjærligt og ærbødigt. —
Naar bare det forstaaes —”
Her slog et Blik fra Philo
For hendes Læber Laas,
Babet, den lille, glade,
Hun hørte ei et Muk,
Hun saae kun op til Philo
Med et Smiil og et Suk,
Der endte med en Latter
Saa klingende og klar,
Mens til de røde Læber
Det blanke Glas hun bar!
Hun skjød sin Stol tilbage,
Tog Citharen i Haand
Og slynged om sin Nakke
Dens brede Silkebaand,
Og vilde just begynde
Et lille, muntert Qvad, —
Da standsed hun forfærdet
Og ganske bleg hun sad.
7.
Det hele lille Selskab
Tabte Mæle og Maal;
Igjennem Stormens Susen
Der hørtes et Skraal;
De studsede, de lytted —
Og atter det lød,
Som var en Sjæl bestedt
I den yderste Nød.
Ud sprang de to Studenter
Og Philo efter dem,
Rask gjennem Regn og Mørke
De lyttede sig frem;
Men snart de kom tilbage
Med Latter og med Larm
Og stormed ind i Stuen
Med Degnen Arm i Arm.
Babet blev lidt betutted ved
At see sin gamle Ven,
Dog vared det ei længe,
For hun fik Mod igjen;
Thi før sig Bertel satte
Tilbords, som man ham bød,
Han traadte frem og talte,
Og saa hans Tale lod:
„Høistærede! Jeg beder
Modtag mig først som Gjæst,
Naar de mig Plads forunde
Ved Kunstens rige Fest!
Jeg føler det,” han raabte
Med Haanden lagt paa Bryst,
„Her boer Genie, forenet
Med Mod og med Lyst!
Min Dands er ei saa tosset,
Nu skal De bare see!”
Saa feied han henad Gulvet
En snurrig passe-peids;
„Hvad Sangen anbelanger,
Veed Jomfru Kristine vist,
Blandt Sydsjælland Degne
Rangerer jeg ei sidst!”
Man gjorde Plads ved Bordet,
Og han satte sig da ned;
Med Glas og Kniv og Gaffel
Han gjorde god Besked;
Sin Mund han dog ei brugte
Alene til sin Mad,
Nei, han var høist veltalende
Og stolt og sjæleglad.
Men Kromadamen hvisked
Til Blunt: „Endnu en Rest
Jeg har af lange Flasker,
Fra sidst her var Fest.
Dem henter jeg tillige
Med langlivede Glas;
Jeg troer, til Gildets Punktum
Kan de komme tilpas.”
„De er jo dog en Engel,
Min deiligste Madame!”
Udraabte Blunt, — hun trued,
Men smiled dog til ham,
Og smutted ud og bragte
Snart paa en Bakke fiin
De lange slebne Bægre
Og den skummende Viin.
Ved dette Syn Hr. Bertel
Sprang henrykt fra sin Stol;
Han pilled af behændigt
Den blanke Stanniol,
Han lod saa Proppen flyve
Og knalde høit, og gik
Fra Stol til Stol og skjenked
Den olympiske Drik.
Nu Jublens Thermometer
Steeg mange Grader til;
I alle Hjerter tændtes
Den guddommelige Ild;
Den strenge Madame Sappi
Blev vennehuld og sød, —
Og ak! Hr. Limmers Næse
Den glimted som en Glød.
Begejstret som en Satyr
Slog Degnen for sit Bryst:
„Men hvad er uden Sang vel
Alverdens Fryd og Lyst?
Den er jo Livets Blomster!
Lad os synge da en Sang,
Jeg lærte paa Regentsen
Nummer tre, i anden Gang!
De Herrer den vist kjende?
Det Bedste er, jeg troer,
Vi slynge vore Stemmer
Til en fiirdobbelt Snor!
Kom an!” — De Mellemstemmer
Var Ramm og Blun t tilpas,
Primo Tenor sang Philo,
Og Bertel anden Bas:
„Trætter Dig Livets Strøm?
Vaagn da fra Døs og Drøm,
Hører Du Propperne knalde?
See, som velsignet Regn
Over en solbrændt Egn,
Perlende Dugdraaber falde.
Yndige Farvespil,
Modnende Sommer-Ild
Straaler fra svulmende Ranker;
Druernes Gud er stor,
Rigt i hans Tempel boer
Jubel og glimrende Tanker.
Drik, som Du skal og bør,
Klag, om Du kan og tør,
Saa over Jordlivets Trængsler;
Sorgen gaaer strax til Ro,
Hjertet sig vugger jo
Huldt i livsalige Længsler.
Ud fra sit stille Hjem
Strømmer saa Sangen frem,
Vaarfriske Blade og Blommer;
Hver en Stund klar og ny!
Ja, under Rankens Ly
Smiler en evig Skjærsommer!
Staa ei der stum, men tal:
Er i en Jammerdal
Saa dine Timer henfløine?
Her, hvor os vinker sødt
Himmelblaat, Rosenrødt —
Læber og tindrende Øine!”
Med Haandklap og med Bravo
Blev lønnet deres Qvad,
Og alle Glas blev tømte
I munter Bunterad;
Høirøstet blev nu Talen
Og Ordet mere frit,
Ret Ingen vilde høre,
Men hver fortalte Sit.
Og der var ingen Tunge,
Som jo dygtigt fik sig rørt;
Madamen declameerte, kun
Af Krokonen hørt.
De unge Pigers Stemmer
I Choret Gjenlød gav;
De loe som Morgenlærker,
Og vidste knap hvoraf!
Nu meldtes dem fra Stalden,
At Alt i Orden var,
Natstormen lagt til Hvile
Og Himlen reen og klar,
At nu det var paatide,
Da det gryede ad Dag; —
Tilvogns de steg da Alle
Og satte sig i Mag.
Krokonen den unge,
Fik mangt et venligt Nik,
Men Blunt med Fingren sendte
Et Kys — og saa et Blik!
Da smeldede de Pidske,
Porthunden gjøede, sprang, —
Snart dulgtes Karavanen
Af Krattets Bladehang.
Fra Busk og Græs dem mødte —
Den sødeste Sommerduft,
Om deres Kinder svøbte sig
Den stille Morgenluft;
Kun Skoven endnu mumled
Om Nattens Storm og Støi,
Fra Mosen op, nær Veien,
De vilde Ænder fløi.
Men treven var den Kjørsel
Paa den opblødte Vei,
Søvndyssende, og længe
Det vared heller ei,
For alle Øine blunded.
Ingen hørte eller saae
Smaalærkerne at qviddre
Eller Solen opstaae.
8
Herr Obersten, den gamle,
Den Herre til Væringgaard,
Var fredeligt henslumret
Og lagt paa sorten Baar,
Med Støvler og med Sporer,
I ædel krigersk Pragt,
Af sine troe Dragoner
Længst til Capellet bragt.
Han havde mange Penge,
Men endnu fleer af Aar;
To Aar er kun forløbne,
Da han med graanet Haar
Til Væringgaard hjemførte
Et Barn som Fæstemø;
Men bort fra al den Glæde
I Vaar han maatte døe.
Eensom den unge Enke
Nu sad, som det sig bør,
Det sorte Haar omvundet
Af hviden Crepe og Slør.
Et Barn hun var som Hustru,
Nu saae hun næsten ud,
Som en faderløs Ungmø,
En forsvunden Sømands Brud.
Den Morgen var saa stille
Efter Nattens Storm og Strid,
Og Solen stod paa Himlen
Huldt smilende og blid;
Da gik den unge Frue
I Havens lune Gang,
Mens alle Blomster dufted,
Og alle Fugle sang.
Hvad Fuglene sødt qviddred,
Som de var lært og vant,
I hendes unge Hjerte
Et villigt Echo fandt;
Og Blomsterduften strømmed
Som et Sundhedskildevæld,
Og søde Minder vaagned,
Som styrked hendes Sjæl.
Ind vandred hun i Skyggen
Paa gruusbelagte Gang;
I hendes Tanker nynned
Et Minde, som en Sang.
Hun satte sig paa Bænken
Ved stille, blanke Aa;
De hvide Svaner fornemt
Paa deres Frue saae.
I hendes Tanke nynned
Et Minde, som en Sang;
Det var en Blomst, en lille,
Fra hendes Foraarsvang;
En Blomst, der aldrig mister
Sit Liv, sit Farvespil,
Men sødt livsaligt dufter,
Saasnart kun Hjertet vil:
„Hvilende,
Lukkende
Tæt Dig i Favn,
Smilende,
Sukkende
Henrykt dit Navn,
Kjæler jeg,
Dyssende
Sorgen i Blund,
Stjæler jeg
Kyssende
Liv fra din Mund.
Vinger den
Svævende
Tanke mon faae,
Bringer den
Bævende
Barm til at slaae;
Mødes de
Smægtende
Længseler da,
Nødes de
Nægtende
Blik til et Ja!”
Blødt som et Net sig slynged
Den søde Melodie,
Om Ordene og bare
Et Billed frem deri,
Der som Maanen bag Skyen
Snart svandt og snart kom, —
Da vaagned hun af Drømmen
Og saae sig hurtigt om.
En Klang af Sølverbjælder
Det var, og i Galop
Den lille Hund kom logrende
Og sprang paa Bænken op.
Saa hørtes tunge Fodtrin,
Og frem hun ile saae
Huusholdersken, den trinde,
Saa rask, det vilde gaae.
Heel aandeløs, forpustet
Hun meldte da strax:
„En Gjæst vi nu har faaet,
Men af et eget Slags.
Paa Veien hist var væltet
En Vogn med Herrer tre,
Og Een var saa forslaaet,
Det var en Gru at see.
Jeg stod just da paa Blegen;
To Herrer og deres Kudsk
Ham bare ind fra Veien
Og lagde ham ved en Busk.
Der laae han, hvid som Linet,
Man hørte ei et Suk,
Mens Blodet randt fra Panden, —
Men, Gud! hvor var han smuk!
Jeg skyndte mig da til dem,
Og bad dem strax paastand,
At bære op paa Gaarden
Den stakkels unge Mand.
Det grønne Kammer oppe
Jeg hurtigt ordne lod;
Jeg vidste jo saa sikkert,
Det var Dem ei imod.
Den syge Mand paa Sengen
Endnu bevidstløs laae,
Da han blev let forbundet
Saa godt, det vilde gaae;
Den yngre Herre klipped
Hans Haar og lagde Baand
Om Saaret, som det syntes,
Med meget øvet Haand.
Saa vaagned han af Dvalen,
Et Suk, et dybt, han drog,
Og mumled et Par Ord og
Sit Øielaag opslog.
Men, Jesus! hvilke Øine!
Nu har jeg mange seet,
Men, sandt for Gud, kun sjelden
Af saadan Qvalitet!
Med Hamborgervognen
Har jeg sendt Lars afsted
At hente Doctor Jensen
Og bringe strax ham med.
Og gamle Karen sidder med
Sit Sytøi udenfor
Hans Dør, som Vaagekone,
I den lange Corridor.
Nu er de Andre reiste,
Kun knap var deres Tid;
Den Ældre loved venligt dog
At komme snart herhid.
Hvad det dog er for Fyre,
Jeg gjerne vide gad;
Jeg havde ei ret Hjerte til
At spørge dem ad!” —
9.
— Alt Roserne var falmed’,
Men i deres rige Dragt
Stode de høie Malver
Rank som en prægtig Vagt
Til Høire og til Venstre
Omkring den Bowlingreen,
Der foran Haugestuen
Laae fløiesblød og fiin.
Blank stod paa Himlen Solen
I stille Sommerdag,
Fra fjerne Landsbykirke
Man hørte Timens Slag;
Sangfuglene sad tause,
Og kun en flittig Bi
Gav Lyd, naar paa sin Hjemvei
Den iilsomt drog forbi.
I Husets andet Stok man
Et Vindve aabnet saae,
Hvor nu saa mange Dage
Den fremmede Syge laae;
Han havde taalmodig holdt sig,
Som Lægens Alvor bød,
Der ham besindigt varsled,
Det gjældte Liv og Død.
Først nu det var forundt ham
At hæve Hovedet lidt,
At sidde paa en Sopha
Og vandre et Par Skridt;
At livne sine Tanker
Ved et friere Blik,
At qvæge sit matte Hjerte
Ved Luftens Balsamdrik.
Men nede i Verandaen
Huusfruen ene sad,
Omskygget tæt af Vedbend,
Jasmin og Gedeblad;
Taus tankefuld og bøiet
Over sit Sytøi ned,
Hun kunde deroppe høre
Den Syges sagte Fjed.
Hun hørte, hvor han stemte
Guitarrens Stræng og hvor
I alle Tonearter
Han følte sig for.
Først nynned han kun sagte
Til Strængelegens Klang,
Men snart med Eet sig hæved
Hans Stemme til Sang:
„See, Lamperne blinke
I Skoven og vinke
Til Droslens og Bogfinkens pyntede Hjem,
Der Strængene klinger
Og Sværmen sig svinger, —
Min Kjærest og jeg, vi er ogsaa blandt dem.”
Da kasted hun sit Sytøi
Og heftig op hun stod,
Den friske Foraarsrose
Hendes Kinder forlod.
Men atter sank tilbage hun
I Lænestolens Skjød,
Mens fra de søde Øine
En Taarestrøm frembrød.
Der var kun Een i Verden,
Som kunde denne Sang!
Kun Een, hvis Stemme eied
Saa vidunderlig Klang!
Hun skjulte sine Øine,
Hun ganske stille sad,
Med Hjertets Slag hun fulgte
Det idylliske Qvad:
„See, Lamperne blinke
I Skoven og vinke
Til Droslens og Bogfinkens pyntede Hjem,
Der Strængene klinger
Og Sværmen sig svinger, —
Min Kjærest og jeg, vi er ogsaa blandt dem.
I Dandsen vi træde,
Men dølge vor Glæde,
Dybt gjemmes i Barmen vor Hemmelighed;
Vi blusse, vi gløde!
Det er just det Søde,
At Ingen i Verden det aner og veed.
Vi vove selv ikke
At mødes med Blikke,
Skjøndt lænkede ved det usynlige Baand;
Hvad Taushed bevarer,
Mig sødt aabenbarer
Et Tryk af din lille, velsignede Haand.
Som Snoren af hvide
Coraller mon glide
Let gjennem din Fletnings sortglindsende Pragt,
Saa sees nu, saa dølges,
Saa slynges, saa følges
Vort Liv og vor Tanke i Kjærligheds Pagt.”
Og da de sidste Toner
Svandt som en Morgendug,
Hun reiste bly sit Hoved
Fra Bordet med et Suk;
Hun tørred sine Taarers
Mildt dulmende Strøm,
Og saae nd over Haven
Som vaagnet af en Drøm.
Der stod den gamle Doctor,
Han bøied sig just ned
Og plukkede en Neglik
I det rige Blomsterbed.
Han nærmed sig Verandaen,
Han traadte ind, og hun
Modtog ham med et Haandtryk
Oa en smilende Mund.
Han satte sig og sagde: „Har
De hørt vor Patient?
Hvad synes De, min Frue!
At min Kunst har fortjent?
Jeg uden Pral tør glæde mig
Ved dette nye „Bliv”!
Jeg troer i ham er sparet
Et ædelt, frodigt Liv.
Jeg har ham givet Haab om
Imorgen — eller saa —
At stedes for Deres Aasyn
Og ud i Hangen gaae.
Jeg syntes, det virked bedre
End noget Roborans;
Jeg sjelden saae en sundere
Natur end hans.
I Deres Sorg, min Frue!
Vi volde Dem Besvær.
Men en Kjærlighedsgjerning
Var Dem jo altid kjær.
Snart kan han dog forlade
Dette stille Paradiis!” —
Han tang og af Gulddaasen
Tog sig hurtigt en Priis.
Han ordned sig til Afsked,
Han trykked Fruens Haand.
Hun vilde talt — hun dvæled,
Som fraværende i Aand.
Hun vilde ham forsigtigt —
Udspørge, ak, men før
Hun Ordet fik paa Læben,
Han svandt bag Salens Dør.
Den Nat var uden Slummer,
Den Dag var uden Fred,
Det syntes hende, Timerne
Bar Bly paa deres Fjed.
Og end en Nat, og end en Dag
Ei Ro blev hende undt;
Da kom den gamle Tjener
Og meldte — „Hr. Blunt!”
Paa Tjenerens Skuldre støttet
Han traadte langsomt ind;
Omkring de krusede Lokker
Laae end det hvide Bind.
Ind gjennem Vindruløvet
Just Sommersolen loe;
Den gamle Tjener fjerned sig,
Og de blev ene To.
Der hørtes intet Udraab,
Der saaes ei Comediespil;
Gjensynet gik saa trøstigt
Og heelt naturligt til.
Men tavse stod de Begge,
De gjemte i deres Bryst
En sød, en ængstlig Glæde,
En smerteblandet Lyst.
I Begges Sjæle dæmred
Den samme Tanke frem,
Et Baand med Eet den fletted,
Der gjenforened dem;
Et Stjerneskud den ligned
Der just tilsammen faldt
Med det lønlige Ønske,
Og lovede dem Alt. —
Der sad nu paa Divanen
Det unge skjønne Par.
Hans Øie speided rundtom
I Salen, hvor de var.
Da hvisked han: „Dorthea!
Jeg er hos Dig? — men hvor?”
Hun taug; med Rødmen peged
Hun paa sit Sørgeflor.
Der foer et Glimt af Glæde
I Barmens dunkle Bo,
Og paa hans ædle Aasyn
Der leired sig en Ro,
En Ro, som den kun eier,
Der haaber og troer:
Men fra hans glade Læber
Ei voved sig et Ord.
Men hendes Øine hviled
I hans, og det var klart,
At eet og samme Billed
Blev Begge aabenbart.
Da brød han ud: „Dorthea!
Ak, husker Du dengang?”
Han aabnede Claveret
Og satte sig og sang:
„Ak, mindes Du, vi kom fra Dands
Og vandred gjennem Byen;
Nathimlens rige Fakkelkrands
Var slukt af Taageskyen.
Du tripped paa de pene Been
Adroit og let fra Steen til Steen
Og jeg holdt Paraplyen.
Den Vandring klart i Mindet staaer,
Og aldrig har jeg glemt den;
Jeg var kun sytten, atten Aar,
Og Du kun fjorten, femten.
Dybsindig ei vor Tanke var,
Men Tungen frit fra Hjertet bar
God Lystighed og Skjemten.
Og Svar og Gjensvar fulgtes net
Som Rimet i Terziner,
Som i en capricieus Duet
To friske Violiner.
Vi var i Læ for Nid og Nag,
Den hele Kjøbstad sov jo bag
Nedrullede Gardiner.
Vi kom til Torvet; som en Elv
Det flød med sorte Vover.
Du standsed her og bad mig selv
At bære Dig derover.
Jeg vandrer end saa tidt, saa lidt
De hundred, lykkelige Skridt
I Drømme, naar jeg sover.
Saa glad jeg Dig paa Armen tog,
Mens vi blev ved at snakke;
Din ene Arm fortroligt slog
Du blødt omkring min Nakke.
Det gik for smaa og rebne Seil,
Som var det Torv et iisglat Speil,
En steil, livsfarlig Bakke.
Jeg flytted langsomt mine Been,
Og lod Dig varligt glide
Ned paa din Faders Trappesteen
Og stod saa ved din Side.
Hvi dvæled vi? ak, aabenbart
Det var Gud Amor blevet klart,
At nu var det paatide!
Han lærte os at kjende nu
To Læbers søde Varme.
Du trykked mig med stille Blu
I dine unge Arme.
Vi glemte Alt omkring os, Alt,
Vi hørte ei de Dryp, der faldt,
Paa Silkeskjermen larme.
O, dette lange — lange Kys, .
Vor første Blomst i Vaaren,
Det lever end, som var det nys
For os til Verden baaren.
Det lever som min bedste Skat
I Glædens Solskin, Sorgens Nat,
I Smilet og i Taaren.”
Han reiste sig, han stod da
Med et Spørgsmaal i sit Blik,
Der klart fra hans Hjerte
Til hendes Hjerte gik:
„Siig, Elskte! tør jeg bære
Et Fremtidshaab herfra?”
Og hendes Blik ham svared
Huldsaligt med et „Ja!”
To Timer derefter
Glad, gjenfødt og ny,
Han rulled hen ad Veien
Til Kong Valdemars By.
Da tænkte han paa Limmer,
Og høit af Glæde loe:
„Nu kan jeg bringe Fyren
I hans Alderdom til Ro!”
Et Billed af en Fremtid
Med blaa og skyfri Luft,
Hvor alle Livets Blomster
Ham loved deres Duft,
Drog som et Panorama
Hans indre Blik forbi.
Den lille Fru Dorthea
Var Solen deri.
10.
I Gjæstgivergaarden
I Atterdags By,
Med Udsigt just til Taarnet,
Som kneised høit i Sky,
Der sad Hr. Ramm alvorlig
Ved Vindvet i en Krog,
Og lod, som han læste
En Comoediebog.
Han ændsed ikke Himlen,
Der var saa sommerblaa,
Han saae ei til Ruinen,
Der for hans Øie laae.
Hvi skulde han og fængsles
Af den gamle, døde Muur,
Naar Blikket turde drukne
I en deilig, ung Natur?
Men paa hans kloge Pande
En Alvor der var,
Om indre Kraft og Fasthed
Den Vidnesbyrd bar.
Hans Øie var vel venligt,
Men dog kjækt og bestemt.
Et Træk om Munden røbed
Baade Lune og Skjemt.
Der sad hun, Nina Sappi,
Saa rank og fiin og let,
Ved Salens anden Side
Paa en lav Tabouret;
Fra Flygelets Tangenter,
Som saa færdigt hun slog,
For sin Tanke hun hented
Et klart og fyndigt Sprog.
Som i en Vaarvind vugges
Det saftgrønne Siv,
Saa fik her hendes Skjønhed
Som et forhøiet Liv,
Midien den myge Blødhed,
Det brune Haar sin Pragt,
Nakken den fine Bøining,
Ved Tonernes Magt.
Og som to Duer følges
Paa sommerlig Flugt,
Snart fjernes, snart mødes,
Saa svævede smukt
Den unge Piges Hænder,
Som i en Alfedands,
Og flettede af Toner
Den rigeste Krands.
Hun slutted Phantasien,
Et lille Suk hun drog,
Hun vendte et Par Blade
I en opslaaet Bog.
Og efter en ret dristig
Accordfølges Gang,
I et roligt Andante
Sødt smeltende hun sang:
„Giv mig, til Tegn at Du din Villie
Vil bøie efter min, en Lilie!”
Hun lagde Haanden blødt om Stilken
Og saae paa ham og spurgte: „Hvilken?”
„Jeg valgte helst”, han sagde, „Knuppen;
Liig Sommerfuglen, svøbt i Puppen,
Den lover, men den holder ofte
Langt mere, end fra først den lovte.”
Hun sagde: „Revet løs fra Stammen,
Som Barnet, fjernet langt fra Ammen,
Den vil sit unge Hoved bøie,
Og aldrig aabne Dig sit Øie!”
„Men jeg”, han svared, „jeg vil nære
Den med mit Hjerte og min Ære!”
„Ja da”, hun svared, „vil den Fagre
Dig liig en Engel huldt omflagre,
I Himlens Fryd, i Jordlivs Smerte,
Og døe af Glæde ved dit Hjerte!”
Vaarsolen smiled, Vinden lufted,
Sig Knuppen aabned huldt og dufted.
De vandred langsomt ned i Dalen,
Fromt hilsede af Nattergalen.
Langs Veien straaled Rosens Kerter,
Der var en Fred i Begges Hjerter.”
Da reiste Ramm sig ivrigt
Fra sin Stol og sin Krog,
Og kastede paa Gulvet
Den uskyldige Bog:
Med hastige Skridt han
Til Pigebarnet gik;
Hun vendte sig og smiled
Med lidt forundret Blik.
„Tilgiv mig, Signorina!
Maaskee min Dom er gal, —
Men var de Vers ei matte,
Og Elskeren fatal?
Thi hele Trylleriet
Det lagde selv De til
Ved Deres søde Stemme
Og Deres Hjertes Ild!
Jeg kan ei rigtig døie
Det altfor fine Spind,
Mig er det Djerve, Drøie
Meer efter mit Sind.
Som Theerosens Bæger
Maa Tankens Blomster fiint
Udfolde sig naturligt
Og ikke forpiint.
Og den Musik, den velske,
Mig huer heller ei,
Den knuger paa mit Hjerte
Saa slæbende og seig.
Det evige sostenuto,
Som ved en Lænkes Tugt,
Jo lammer Phantasien
Hver Vinge til Flugt.
Hvis Riimsmeden vidste
Sit eget sande Gavn,
Han nævned altid Tingen
Strax ved sit simple Navn;
Saa skrued han ei Strængen
Saa høi og saa stram,
At ofte den maa briste
Til evig Spot og Skam.
Jeg mindes fra min Barndom
En lille Elskovssang,
Som mig en gammel Tante
Har sunget mangen Gang;
Og altid, naar jeg hørte den,
Stod levende for min Hu,
Den, som jeg tidligt elskte,
Og jeg elsker endnu.
Kun svag var Tantes Stemme,
Det var, som i en Drøm
Om Fortids søde Minder
Den blev saa blød og øm.
Hvergang hun havde sunget
Var hendes Øie vaadt;
Det gjaldt hendes Hjerte,
Det anede jeg godt.
Min Elskte var en lille Een,
Da først jeg hende saae
Hen over Scenen svæve
Med Psychevinger paa.
Og som en Fortids Ridder
Jeg svoer ved Elskovs Gud
Den Rosenknup at plukke,
Naar den var foldet ud
Hun voxte op, blev deilig,
Selv holdt jeg trofast ved
Min Tantes Qvad og Haabet, at
Min første Kjærlighed
Den sidste skulde blive!
Jeg vil, hvis De har Lyst,
Dem synge disse Toner
Mig selv til Ro og Trøst.”
Han satte sig ved Flygelet,
Han dvæled et Minut,
Som den, der staaer og venter
Den sidste Skranke brudt.
Rask hæved han sit Hoved, —
Og til sindrig Harmonie
Med dæmpet Stemme sang han
Den simple Melodie:
„Han vidste mange faure Ord,
En Tankevæv han kunde flette,
Hvis Islæt var en Rosenflor, —
Om Alt, hvad i et Hjerte boer,
Han kunde yndefuldt berette.
Hun sad og saae paa ham saa tyst,
Med Undren i det søde Øie,
En aldrig forhen anet Lyst
Fik Liv i hendes unge Bryst
Og hæved Barmens Liliehøie.
Men da huu ret fik aabent Syn
For dette Skjønhedsliv, der lued
Med Kraft ud fra hans dunkle Bryn,
Opklaret ved et Tankelyn,
Som i et Speil sig selv hun skued.
Med henrykt Skræk hun saae i Løn
Ham der i Billedet at knæle,
Saa elskelig, saa varm, saa skjøn,
I hver hans Mine bad en Bøn,
Der gjældte Begges unge Sjæle:
„Bønhør! — hvis ei, maa jeg herfra!
Da svinder brat, hvad nys jeg malte!”
Hans sidste Ord var dette Da, —
Men hendes første var et Ja! —
— Den Stund de ikke mere talte!”
Han endte Ritornellen
Med skjødesløs Fart
Og loe: „Nei, dette Billed
Har heller ingen Art!
Det er en daarlig Beiler,
Som trænger til mange Ord,
Naar blot en lille Kjende
Han haaber og troer.
Saa er jeg mere dristig,
Jeg veed, hvordan? og hvad?
Jeg trykker Kyssets Rose
Paa Haandens Lilieblad,
Og spørger Pigebarnet
Saa freidig og glad:
Skal vi paa Livets Vandring
Ei følges kjærligt ad?”
Som sagt, saa gjort! Hun rødmed,
Hun smilede sødt,
Den skjønne Pande segned
Hen mod hans Skulder blødt.
Han løfted hendes Hoved,
Han kyssed hendes Mund, —
Og saa var de forloved
I den selvsamme Stund.
Som tvende Dugdraaber
Paa eet og samme Blad
Med Eet kan flyde sammen
Og aldrig skilles ad,
Saaledes deres Sjæle
I det salige Nu
Formædled sig og skabte
Det fortrolige Du!
„Nu er Du min, Ninetta!”
Blev Ramm alvorlig ved;
„Du er, som sagt, min første,
Min eneste Kjærlighed!
Hvergang jeg atter saae Dig,
Hvor Du var blevet stor,
Fik Hjertets Blomster Solskin
Og stod i bedre Flor.
Ak, ja! Du har da dandset,
Men vist paa Torne tidt,
Mens Dine Øine smiled,
Har Hjertet ofte lidt.
Kom trygt nu ved min Side,
Med al min Kraft, mit Mod,
For Snoge og for Torne
Jeg vogte skal din Fod.
At blive Skuespiller
Det har jeg aldrig drømt,
Thalia, Melpomene
Jeg har kun tjent paa Skrømt
Den skjønne Kunst jeg voved
At laane, for her
Naturligt, uden Opsigt
At komme min Elskte nær.
For Kunsten og for Standen
Al Ære og Respect!
Men mig en anden Gudinde
Tog i sin Varetægt.
Hun til Emblem har Slangen,
Og i kraftige Ord,
Al hendes Viisdom boer.
Hun tænde skal vor Arne,
Hælde Guld i vort Skriin,
Og presse i vort Bæger
Den klare, søde Viin.
Men Du vil Huset smykke
Med Ynde, Liv og Lyst,
Og værne huldt om Sæden
For Evighedens Høst!
Kom nu, Ninetta mia!
Tag Hat og Kaabe paa;
Lad Arm i Arm os sammen
Til Pakhuset gaae,
Hvor begge de Gudinder
Med Maske og med Dolk
Har deres Tempel aabnet
For et mysgjerrigt Folk.
Nu Prøven vist er færdig.
Bered Dig nu til
At see paa vore Brædder
Et selsomt Skuespil.
Jeg skulde meget feile,
Hvis ikke der jeg fandt
Med Myndighed og Iver
En kraftig Bundsforvandt.”
11.
Paa Scenen, som forestilled
Et Huus i landlig Egn,
Der stode nu forsamlede
Hr. Limmer, Bertel Degn,
Fru Sappi og Hr. Philo
Og den lille Babet; —
De var just ved at prøve
„Kong Pharaos Portrait.”
Af Klipfisk, Tran og Tjære,
Af Sild og Hamp og Sprit,
Var der en Atmosphære,
Der dog mildnedes lidt
Ved Luftninger, der gjennem
To aabne Luger fik
En fri Entree, og viftende
Igjennem Templet gik.
De skarpe, skraae Solstraaler
Og Sommerhimlens Blaae
Med ironiske Blikke
Til Scenens Landskab saae.
I Lugerne sad Spurve,
De qviddrede saa froe,
Grandgiveligt det lød,
Som de spottede og loe.
Man var ved sidste Scene,
Og Limmer nok saa net
Med Værdighed forenede
Ung Philo og Babet;
Da lød en kraftig Stemme
Fra Salens Baggrund: „Slet!
I spille Begge usselt!
Saa havde jeg dog ret!”
Da blev der brat en Stilhed.
Babet hun hvisked blot:
„Ved Gud! der har vi Fader!
Nu gaaer det aldrig godt!”
Men Madame Sappi blegned,
Og Bertel, heel confuus,
Trak baglænds sig og væltede
Fast Aagerkarlens Huus.
Da traadte frem for Dagen
Den Præstemand god,
Bredskuldret, høi og mægtig;
Med lange Skridt sin Fod
Hen over Bønkerækkerne
Han løftede, og lod
Sig ikke standse, før han
Paa Scenens Brædder stod.
Han stilled sig i Midten,
Mens som en spidset Piil
Til Høire og til Venstre
Han sendte et Smiil.
Han hilste rundt i Kredsen
Med overlegen Ro,
Men lod sit Blik dog dvale
Ret kjærligt paa de To.
Han hævede sin Stemme;
Den klang som reent Metal,
Og fulgte Tanken sikkert
Med saadant Tonefald,
At man sig følte tryg for,
At den forfeiled ei.
Med rette Vægt og Fylde
At gaae den rette Vei:
„Jeg meer end nok har skuet
Af dette Skuespil!
Saa det var, gode Jørgen!
Alt, hvad Du kan og vil?
Og Du, min lille Stine!
Det var da saa omtrent,
Hvad din Begejstring mægted?
Det var ei stort bevendt!
Naar nu jeg bryder Staven
Og fælder Dom, — ei sandt? —
Er jeg en grum tiranno,
Eller ogsaa en Pedant,
Hvis Hjerte er for Kunsten
Som et tilsløret Speil?
Det kunde dog nok hænde,
I tog en Smule feil!
Ei støtter jeg fortvivlet
Min Pande imod Væg;
Ei tørrer jeg mit Øie,
Rørt ved mit eget Præk;
Ei Blikket tragisk hæver
Jeg mod Soffittens Blaae; —
Jeg siger tørt og myndigt:
See, her skal Skabet staae!”
Her vendte sig nu Degnen
Og mumled ved sig selv:
„Den Tale er et Stigbord
For Begeistringens Elv.
Nu gad jeg seet, om Jørgen
Har i sin Næse Been,
Om „Staalet” i hans Villie
Kan vælte denne Steen!”
„Som sagt”, saa vedblev Præsten,
„I feile, hvis I troer,
At i mit Bryst for Kunsten
Ingen Kjærlighed boer.
Nei, jeg har just for Kunsten
Den rette Respect, —
Bønhaser kun jeg hader
Og deres hele Slægt!”
Her hurtigt han med Haanden
Hen over Panden foer:
„Jeg sad engang til Middag
Ved en Skuespillers Bord.
Han, jeg, hans Søn og Datter
Var det hele Compagnie, —
Samtalens Blomst udfolded
Sig broget, kjæk og fri.
De Unge var Elever,
Men deres Kald kun svagt.
Det smertede den Gamle,
Der stadigt tog i Agt
At aabne deres Øine,
Og i Samtalens Gang
Han af og til saalunde
Røbed sit Hjertes Trang:”
„Er Kunsten lang og Livet kort,
Saa bør vi vel itide ændse
At faae en selvskabt Flor paa vort
Tilmaalte Rum, med Skjel og Grændse.
Skal Floren trives, maae vi først
Faae Kundskabs Kilde til Udvikling,
Hvis ei hver Blomst skal døe af Tørst
Og staae kun som en vissen Stikling.
Træd ikke med forvoven Hu
Til nogen Kunstens Helligdomme;
Med Hjertet tomt og knust vil Du
Fortvivlet snart tilbage komme.
Grib ikke med vanhellig Haand
Den strenge Dolk, den muntre Maske;
Dig brænder let, liig Fyrrespaan,
Gudindens Alterild til Aske.
Men har Du Kræfter, har Du Kald,
Og klar Bevidsthed om din Evne,
Træd sindig da i Kunstens Hal,
Men vær beredt paa Kampens Stævne.
Thi Kamp Dig venter, heed og haard,
Med tusind Blændværk, tusind Smerter,
Og Seiren tidt er uvis, naar
Alt sluknes Jordelivets Kerter.
Den, som vil høste Laurens Blad
Ved Banens Meta, uden Anger,
Maa være vaagen med sit Had
Til Smigers Gift og Avinds Slanger.
Naturen er den første Norm,
Den er en Kunstners rette Amme;
Har Kunsten naaet Naturens Form,
Er begge To Eet og det Samme.
Det Kunstige er Kunst dog ei,
Men kun gjenfødt ved Idealet
Det skuffe kan, liig Contrafei
Af Mesterpenslen skabt og malet.
Saa Sandhed som en Lov bør staae
Og holde hver en Kunstner Stangen:
Paa Retten Livet skues maa,
Og ikke vise sig paa Vrangen.
Den tredie Lov vel Anstand er,
En Gratie, der huldt udbreder
Sin Glands paa hvert et Punkt og hver
En Vei, som Kunstens yndling træder.
En Sjouer selv — en Trappetøs
Kan jo med Gratie fremstilles,
Jens Olsen vorde gracieus,
Naar blot ved Lunets Magt de spilles.
Thi Lunet er som Guldet, lagt
Til Pryd om Perler og Demanter,
Det hæver Viddets rige Pragt,
Og skjuler alle stygge Kanter.
Før man vil declamere, maa
Man lære rigtig redt at tale;
Og lære taaleligt at gaae,
For man betræder høie Sale! —
Det er omtrent det Apparat,
Hvormed man tør til Templet stige.
Er det istand hos Dig, Krabat?
Er det paa rede Haand, min Pige?
Nei! — Du, min Søn! — jeg seer det nok
Trak ei Talentets Lod af Urnen,
Din Fod ei passer til en Sok,
Og heller ikke til Cothurnen.
Gaaer Du med Kaarde og Barett
Og troer Dig ret en vakker Ridder,
Seer vi fast Jeppes, Arvs Portrait
Kun, hvor Du gaaer og staaer og sidder.
Og omvendt: naar Du os engang
Vil male Bondeklods-Maneren,
Saa kjeder Du, gjør Tiden lang,
Thi altid skimtes Cavalieren.
Du bærer kun et ydre Skjær,
Men uden indenfra at lære
At ikke være den, Du er,
Men være den, Du skulde være! —
Min Datter! Du gaaer ikke fri
For min Kritik! — Er i din Tanke
Du Dyveke og Eboli, —
Jeg seer dog kun en lille Janke.
Gjør Du Dig yndig, fiin, naiv,
Og troer, det er Dig selv, Du spiller,
Saa er det værre! — Uden Liv
Du maler Metter og Perniller!
I mægte ei at naae den Krands,
Der smykker de gudsendte Præster;
Vær glade, hvis med aaben Sands
Ved Festen I kan staae som Gjæster!
Dødsynd mod Kunsten er det, naar
Man uden Kald, med laante Pjalter
Dumdristig til dens Tempel gaaer
Og skjæmmer Offret paa dets Alter!”
Her mumled Bertel: „Fatter
Er en Hund paa en Fiol!
Det var en deilig Præken!
Og hvilken Prækestol!”
De Unge stod forlegne,
Med Smiil Madamen saae
Til Limmer; men Pastoren
Ei agtede derpaa:
„Nu siig mig, passer dette?
Man skulde næsten troe,
Det Hele kun var møntet
Paa Eder begge To.
Jeg aned længe Faren;
Men jeg lod Sagen, gaae
Sin skjæve Gang, indtil jeg
Fik Grund til ret at slaae.
Ei sandt, I selv maae føle,
I har gjort galt Bestik?
Beruste — ei begeistred —
Ved den olympiske Drik?” —
Her Jørgen og Kristine hen
I Fadrens Favntag gik;
Den Ene fik et Haandtryk,
Et Kys den Anden fik.
„Spil da for Folk i Aften, —
Men, saasandt jeg er Præst,
Nu har idag I Begge
Eders sidste Rolle læst.
I giftes skal — forstaaer sig —
Og det om føie Tid;
Kun ei, som her, saa løseligt,
Men lidt mere solid.
Et Hverv jeg byder Jørgen,
Som just han passer til:
Du synger godt og færdig
Du er i Orgelspil.
Og Dig, min lille Stine!
Vil det nok være kjært
At lære Smaaglutter Alt,
Hvad selv Du har lært!
„Min Søster!” vedblev Præsten
Til Madame Sappi vendt,
„Har Du forglemt mig ganske?
Og har jeg det fortjent?
I langsommelige Tider
Du ei en Tøddel skrev,
Din Huusbonds Død — det Budskab
Bragte dit sidste Brev.
Tilgiv! en Stræng jeg rører,
Som ei man burde slaae!
End smerteligt den bæver, —
Jeg tvivler ei derpaa.
Bag disse malte Skjerme dog
Du Trøst og Lise fandt —
Og vistnok ogsaa Hæder!”
Tilføied han galant.
„Men see! en Vis histoppe,
Hvis ringe, svage Tolk
Jeg er, og til Formynder
Sig gjør for visse Folk,
Et mægtigt Baand har tvundet,
Der, som jeg haaber, nok
Vil drage Dig fra Vandring
Til Hjemmets Spinderok.
Ja, det er nu en Gaade,
Hvis Løsning jeg kun veed.
En ret alvorlig Glæde
Er dit Hjerte bered.
Det undred mig slet ikke,
Jeg feiled ikke, om
Paa dette lille Stikord
Selv Gaadens Løsning kom.”
Knap havde Præsten udtalt,
Før fra Coulissen ind
Treen Doctor Ramm og Nina
Med sin blussende Kind.
Nu Moderen, lyksalig, blev
Med Kjærtegn overøst; —
Og der blev ret en Jubel,
Da Gaaden saa var løst.
„Jeg har,” tog Præsten Ordet,
„Nu snart vort Dagværk endt;
Intriguen og dens Løsning vel
Jeg være kan bekjendt.
Eet staaer endnu tilbage,”
Han sagde med et Blik,
Der ikke just saa lempeligt
Til Degnens Hjerte gik.
„Vort Regnskab, min Hr. Bertel!
Opgjøres hjemme bedst.
De følger os imorgen
Paa Stines lille Hest.
Endnu det er paatide
I Glemsel Alt at slaae, —
Fik Provsten Sligt at vide,
Min gode Ven! hvad saa?”
Han bød sin Søster Armen
Og ilede afsted;
Og Doctor Ramm og Nina
De fulgte ogsaa med;
I Jørgens Arm fik Stine lagt
Sin Haand saa blød som Dunn;
Bagefter listed Degnen,
Slukøret, men luun. —
— Som den eensomme Bauta
Paa øde, stille Val,
Nu paa den tomme Scene
Og for den tomme Sal
Stod Limmer her alene,
Ubevægelig og tyst;
Saa stred han ned til Lamperne
Med Haanden paa sit Bryst.
Med høicomisk Pathos
Tre dybe Suk han drog
Berømte Monolog:
„Som en afløvet Stamme
Jeg staaer nu her!” — da brat
Han følte, at to Hænder
Ham greb om Skuldren fat.
Og det var Blunt, den unge,
Den lykkelige Svend.
Han raabte: „Slæng nu Masten
Og disse Pjalter hen!
Tro ei, at her jeg taler
Kaadmundet og i Ruus:
Jeg et Asyl Dig byder
I mit Hjerte og mit Huus!”