1.
Paa Mark, paa Eng og Bolig
Sneeteppet festligt laae,
Som Stjernen kasted rolig
Sit klare Øie paa.
Saa vidt som Blikket naaede,
Var iisklædt Havets Bryst;
De trætte Fiskerbaade
Laae slumrende paa Kyst.
Paa Gaarden, hvor med Gammen
Man holdt den glade Juul,
Sad tvende Nisser sammen
Ved deres Brød og Suul.
Med røde, spidse Huer,
Med lange, hvide Skjæg,
Sad de ved Lampens Luer
Bag lune Kjeldervæg.
Den Ene, Top, var Gjæsten
Men Kop var Vertens Navn;
De vare Venner næsten
Fra deres Fødestavn.
Dog mens de sad ved Borde
Og kjækt i Sulet beed,
Tog Verten, Kop, tilorde,
Og han var meget vred:
„Jeg bød Dig hid, min Broder
Som jeg saa gjerne gjør;
Men see de nye Moder, —
Min Grød er uden Smør!
Slet ikke vil jeg være
Nu meer i dette Huus,
Hvor knap saamegen Ære
Jeg nyder, som en Muus.
Da dette Huus sig reiste
Med Tinde, Muur og Taarn,
Og stolt fra Klinten kneiste,
Hvor Intet saaes tilforn;
Da Haven her blev dyrket,
Fik Duft og Fuglesang,
Af Grønt i Skov ommørket
Det lette Raadyr sprang;
Da var det mig en Glæde
At see hiin Vikingæt
Her stolt at tage Sæde
Til fredelig Idroet.
Jeg kom til denne Bolig,
Som endnu her den staaer,
Og vogtede den trolig
I fire hundred Aar.
Jeg skjærmede den baade
For Røver, Tyv og Trold,
Jeg vogted den for Vaade
Af Ild og Fiendevold.
Men nu — jeg troer jeg hader
Nu baade Slægt og Huus;
Jeg veed, naar jeg forlader
Det, synker Alt i Gruus.
Man har, det tør jeg sige,
Mig haanet altfor slemt,
Især den Kokkepige,
Som Smørret har forglemt.
Hun selv dog kunde trænge
Til mig paa Livets Vei;
Men hun kan vente længe
Paa Hjælp, den kommer ei.
Den Kokketøs! den Taske!
Hvad bilder hun sig ind?
Avlskarlen, Jens, den raske,
Hun rækker tidt sin Kind.
Hvor tidt har jeg da tysset
Gaardhundens stærke Vov,
Saasnart jeg hørte Kysset
Og saae, Jomfruen sov!
Nu kan hun længe sukke —
Nu er jeg ond og vred;
Nu kan hun Ilden slukke
Paa Hjertets Arnested.
For sidste Gang herinde
Vi holde da vor Juul;
Saa gaaer jeg bort at finde
Et andet, bedre Skjul.
Fra Stegerset mig bar jeg
Med List et Julefad,
Godt Øl i Kanden har jeg,
Saa vi kan dog faae Mad.
Men naar vi saa er mætte
Og sidde ved vort Kruus,
Jeg vil Dig lidt berette
Om dette gamle Huus.
Fra Spirets Knap og Fløie
Til Kjeldrens mindste Vraa
Jeg kjender Alting nøie, —
Det kan Du vel forstaae.
Jeg saae sig Huset hæve
Og voxe som en Lind,
De første Skyer svæve
Hen over Taarn og Tind.
Og Alt, hvad her paa Borgen
I svunden Tid er skeet,
I Glæden og i Sorgen,
Det har mit Øie seet.
Heel underligt det falder,
At vandre Fjed for Fjed
Igjennem mangen Alder
Til Øieblikket ned.
Men Tanken har jo Vinger,
Dens Skridt er let og ungt,
Som Lynet den sig svinger
Fra fjerne Punkt til Punkt.
Jeg kan Dig Alting melde,
Snild er jeg som en Snog,
Jeg kan Dig Alt fortælle
Som læst op af en Bog.
Følg med! jeg kunde male
Af Billeder en Rad,
Til Morgnens Haner gale,
Og vi maae skilles ad;
Men jeg vil ikke friste
Din Taalmod altfor slemt;
Det Første og det Sidste
Du høre skal bestemt.”.
Saa tog af Tudekanden
En Slurk den lille Kop,
Og skjød sig lidt fra Panden
Den røde Hue op.
2.
Da nys den stolte Frue,
Margreth, fra Pragt og Magt
Bag Roskilds Kirkebue
Til evig Ro var bragt;
Og han, den taabelige
Erik fra Pommerland,
Forspildte Folk og Rige
Som en uvittig Mand;
Sad Ridder Haek og raaded
For Borgen her; men lidt
Hans Guld og Gods ham baaded,
Som det nu gaaer saa tidt.
Man kaldte ham den Onde,
Forhadt og flyet var han
Af Herremand og Bonde, —
Han var en ufæl Mand.
Dog var ei ondt hans Hjerte,
Men han var tung i Sind,
Ham voldte næsten Smerte
Hvert Aandedrag, hvert Trin.
Hans Lader vare skumle
Og altid vildt hans Blik;
Man ofte hørte mumle
Om Udaad, han begik.
Mod Fattige og Rige
Var han dog lige god,
Og Ingen kunde sige,
Hvori hans Synd bestod.
Hvad ham dog bittrest krænked,
Var, at hans unge Viv
En Datter ham kun skjenked
Og lod derved sit Liv,
Saae han den spæde Unge
I Vuggen qvik og glad,
Hans Tanker, skumle, tunge,
Sig nærmed fast til Had.
Men jeg stod tidt og kigged
Og vogted Barnets Fred,
Naar Ammen sov og nikked,
Og Lyset var brændt ned.
Hun blev en deilig Pige,
Blaaøiet, hvid og rød,
Og saa var hun tillige
Som Melken mild og sød.
Hun kunde sagtens smile
Som Vaaren klar og varm,
Thi der var Fred og Hvile
I Gydas unge Barm.
Hun trøstigt lod den banke,
Thi intet Øies Magt
End havde hendes Tanke
Af Barndoms Slummer vakt.
Ved Vintertid med Silke
Hun i sin Væv mon slaae
De Blomster, Blade, Stilke,
Dem hun om Somren saae.
Hun syede og i Ramme
Og sang saa yndigt, at
Smaafuglene blev tamme
I Havens Blomsterkrat.
De ikke skye sig dulgte,
Men fløi i Kamret ind;
Og trofast hende fulgte
Den tamme, hvide Hind.
I Vaar og Sommer rygted
Hun tro sit Urtebed;
Og Dagene de flygted
I stille Fryd og Fred.
Men hendes Fader ikke
Forstyrred hendes Ro;
Kun mørknedes hans Blikke,
Naar ret hun sang og loe.
Da hun var blevet voxen,
Han redte til en Fest;
Han slagted Lammet, Oxen
Og indbød mangen Gjæst.
Der baget blev og brygget
Og tappet Viin og Most,
Og Riddersalen smykket
Med Tjeld og Urtekost.
Og Slægtens Unge, Gamle,
Mand, Qvinde, Svend og Mø,
Man saae sig her at samle
Rundtom fra Land og Ø.
Hr. Haek dem bød velkommen
Med sølverblanke Kruus,
Med Fløiten og med Trommen
Blev de ført ind i Huus.
Han dem ved Skiven bænked,
Som det var ret tilpas,
Men dog sin Datter skjenked
Den første Hædersplads,
Der sad de stolt og kneiste,
Og Alt var Liv og Fryd;
Da Ridder Haek sig reiste
Og saa slog han til Lyd;
Han sagde: „Venner kjære!
Og al min gode Slægt!
Jeg vil et Ord frembære,
Som, haaber jeg, har Vægt.
En Søn mig arver ikke,
En Datter Gud kun gav;
Engang mit Skjold skal ligge
Uændset paa min Grav.
At mildne Himlens Vrede,
At rydde Syndens Rod,
Skal hun nu for mig bede
Og være mig til Bod.
Imorgen hun indklædes
Skal i en hellig Stand,
Og hendes Pande vædes
Med Reenheds Vievand.
Jeg vil, at hun forsager
Nu Skov og Eng og Mark,
Og reen som Duen drager
Til Klostrets sikkre Ark.
Idag hun under Krandsen
Med lystig Sang og Klang
Tør træde end i Dandsen
For allersidste Gang!”
Den Faders strenge Villie
Af Alle Bifald fik;
Mens hun, den Offerlilie,
Lod segne bly sit Blik.
Men da hun atter nødte
Sit Øie op med Tvang,
Et andet Øie mødte
Det paa sin stille Gang.
Det Øie var vel dristigt,
Mandhaftigt, klart og blaat,
Og at det lindred listigt
Jo klædte det saa godt.
Dybt hendes Hjerte bæved,
Men da hun Øiet bly
Igjen fra Skjulet hæved,
Det mødte hans paany.
Et Smiil om Læben drog han,
Og taus han sad en Stund;
En Frugt fra Fadet tog han,
Men ikke for sin Mund.
Han ridsed med sin Daggert
I Æblets røde Kind
Saa listeligt og vakkert
De stærke Runer ind.
Og mens ved Gallabordet
Der toned Sang og Spil,
Og Alle førte Ordet,
Men Ingen hørte til,
Han over Dugen trilled
Den Abild rund og rød,
Just som han havde villet,
Sank den i Gydas Skjød.
Paa hendes Kind i Lue
Stod tvende Roser da,
Og det var let at skue,
Hvor deres Ild kom fra.
Ei længer Blikket trængte
Sig frem som Øiekast;
Nu ved hans Aasyn hængte
Det inderligt og fast.
Ud stormed Ungdomssværmen,
Til Dands de fulgtes ad,
Mens endnu trygt ved Bærmen
De gamle Herrer sad.
Og yndigt hvirvled Dandsen
Til Fløite og Cymbal,
Og broget snoedes Krandsen
I Fakkelsmykte Sal.
Snildt Ridder Rolf hin unge
I Dands ved Gydas Haand
Med Øie og med Tunge
Fast knyttede sit Baand.
Da svandt af hendes Tanke,
At hun var Offerlam,
Ømt som en Vedbendranke
Den klynged sig til ham.
Snart var de Timer svundne,
Hver Fod, hvert Øie træt,
Og snart laae Alle bundne
I Blund og Drømmens Net.
Da Solen næste Morgen
Nattaagerne forjog,
Drog langsomt ud fra Borgen
Til Klosteret et Tog.
Det Kloster laae bag Skoven,
Hvor nu i Høst og Vaar
Bag Harven og bag Ploven
Den travle Bonde gaaer.
Did red da Gyda liden
Paa festligt smykte Hest;
Og hende nær ved Siden
Sig holdt den skjønne Gjæst.
Fra aabne Kirkeporte
Det Tog imøde gik
De Klosterfruer sorte
Med dybt nedslagne Blik.
De ledte frem for Alter
Den blege Brud, mens Klang
Af Tuba, Harpe, Psalter
Liig Virak op sig svang.
Og mens de Kirkeklokker
Som til Gravlægning slaaer,
De klipped hendes Lokker,
De raged hendes Haar.
Og da hun saa var dækket
Af Slør og Kofte sort,
Da iled, som forstrækket,
Den Venneskare bort,
Liig vevre Fugl i Bure,
Der vil af Længsel døe,
Bag skumle Fængselsmure
Sad nu den faure Mø.
En sælsom Ild der brændte
I hendes unge Bryst,
At aldrig før hun kjendte
Saa smertefuld en Lyst.
Dog i den grimme Hule,
Hvor nu hun var hensat,
Hun maatte ængstlig skjule
Sit Hjertes dyre Skat.
Men hendes snevre Celle,
Den eensomt stille Nat,
De kunde nok fortælle,
Hvordan det vel var fat.
Een Villiekraft kun leved,
Eet Billed klart, kun stod;
Alt andet var oprevet
Som Blomst med Top og Rod.
Og ingen Hvile lagde
Paa hendes Barm sin Haand,
Og ingen Tanke sagde
Et „Fred”! til hendes Aand.
Saa gik der tvende Nætter,
Saa gik der Dage to;
Den tredie Nat hun sætter
Sig for at fange Ro.
Hun sneg sig ned i Haven.
I Muren var en Dør,
Som førte ud til Graven,
Der vel var dyb, men tør.
Hun gyste ei, og Mørket
Ei voldte hende Skræk;
Af Elskovslængsel styrket
Hun kom til striden Bæk.
Den sorte Nonnekofte
Hun kiltred op ihast,
Om trinde, hvide Hofte
Hun knyttede den fast.
Høit hendes Lænder baded
Den dybe, stille Strøm,
Men hun saa sikkert vaded,
Som var det i en Drøm.
Let gjennem Skov hun iled
Og tænkte ei paa Sorg,
Glad hendes Hjerte smiled,
Da nær hun stod hans Borg.
Her standser hun og vakler;
Thi fra en Huulvei frem
Kom der et Tog med Fakler
Og Ridder Rolf med dem.
Han sig i Bøilen hæved
Og svang sig af sin Hest,
Og mens hans Hjerte bæved,
Han knæled for sin Gjæst.
„Det var min Agt og Villie
Just nu at udfrie Dig;
Og Du, min søde Lilie!
Du kommer selv til mig?”
Det sagde han med Liste,
Det Halve kun var sandt;
Thi altfor vel han vidste.
Hvordan hun Veien fandt.
Han i sin Arm opfanger
Den blege Rosenknop,
Og paa en vælig Ganger
Han løfter hende op.
Til Borgen ikke drog de,
Den Ungersvend og Mø;
Paa rappe Hove jog de
Ned til den salte Sø.
Her vented dem en Skude,
Og endnu samme Nat
De pløied Bølgen ude
Mod Nord i Kattegat.
Til Sydens fjerne Lande
Han styrede sin Stavn,
Ved Velsklands rige Strande
Han satte ind i Havn.
De hørte Romas Klokker
Og stod ved Naadens Dør;
Og da var Gydas Lokker
Saa bølgende som for.
Og her hun blev befriet
For Løftets strenge Baand,
Og deres Pagt indviet
Nu ved en hellig Haand.
Paa Sikilø han landed
Og vandt sig Gods og Fæ,
Og planted der blandt andet
Sit ædle Stammetræ.
Det groede og forgrened
Sig stolt og stod ved Magt,
Og Nordens Kraft forened
Med Sydens Skjønhedspragt! —
De troede sig saa snilde
Og priste deres Mod;
Men mig det var, der vilde,
At Lykken blev dem god.
Jeg aabned hende Døren,
Jeg styred hendes Fod,
Jeg døved alle Øren,
Da Fængslet hun forlod.
Jeg Ridderen desuden
I Drøm gav Raad og Vink,
Jeg hjalp at ruste Skuden —
Jo, jeg var saare flink!
Og jeg — jeg knytted Knuden
I Pigens Reiseslør,
Der Fristelsen holdt uden-
For Hjertets aabne Dør! —
Hiint Slag paa Fædrens Hjerte
Faldt ikke meget tungt;
Det glemte snart sin Smerte
Og blev fast atter ungt.
Han beiled og hjemførte
En anden Hustru skjøn,
Og Himlen ham bønhørte, —
Hun fødte ham en Søn.
3.
„Nu springer jeg et Stykke,
Et dygtigt Skridt v taer;
Ei sandt, det er en Lykke,
At Tanken Vinger har?
Det er til vore Dage”,
Blev Verten Kop da ved,
Og lod sig Øllet smage,
„Vi flytte nu vort Fjed.
End staaer det gamle Huus, som
Det stod fast første Dag;
End hvisker Skovens Snus om
Dets Gavle og dets Tag.
End sees paa alle Sider
Snørkler og Billedsiir,
End Sommerskyen glider
Hen over Borgens Spiir.
Udvendig er den gammel,
Forinden er den ny;
Alt Huusgeraad og Skrammel
Fra Fortid maatte flye.
Af Hvælvinger og Buer
Der findes nu kun faa;
Nu har vi flere Stuer,
Men de er ogsaa smaa.
Een af de store Sale
Staaer dog endnu ved Magt;
En Mand, som godt kan male
Har nu gjenfødt dens Pragt.
Hvor før paa Sandsteensfliser
Sig Støvlesaalen sled,
Et broget Blomsterbed.
Alt noget Nyt bebuder!
Solstraalen trænger frem
Nu gjennem blanke Ruder,
Hvor før kun var en Lem.
Den, Gaarden nu tilhører,
Er ei af Adelsslægt;
Han i sit Skjold kun fører
En Alen og en Vægt.
Men han har mange Penge,
Dertil en god Forstand,
Derfor han ei kan trænge
Til Sligt, den brave Mand.
Naa, den, som nu regjerer,
Er af sin Profession
En Kjøbmand, en Grosserer,
En moersom, sær Patron.
Vist har han Nok af Penge,
Og fleer endnu at faae
Behøver han ei længe
At speculere paa.
De strømme til hans Kasse,
Som Duer til et Slag,
Naar Høg og Glente passe
Paa dem fra Himlens Tag.
Ei paa sin Skat han ruger,
Nei, han er god og from,
Hvor Sorg og Armod knuger,
Til Trøst han ofte kom.
En Hustru, tidligt mistet,
Er ham et evigt Savn,
Og aldrig var han fristet,
At glemme hendes Navn.
Til Trøst har han en Datter,
En herlig Søn dertil,
Dem begge han omfatter
Med al sit Hjertes Ild.
Af Indfald, underlige,
Han ofte mange fik,
Som lod hans Færd afvige
Fra Verdens tamme Skik.
Hans Datter, ung og deilig,
Fik snart en Fæstemand;
Det skeete saa beleilig,
Som det vel tænkes kan.
Engang af Theemaskinen
Hun skoldet fik sit Bryst;
En Doctor lindred Pinen
Ved Balsam og ved Trøst.
Da hendes Saar var læget,
Og Smerten svundet hen,
Han hende bad bevæget
At lindre hans igjen.
Hun fandt det ganske billigt,
Og da saa Begge gik
Til Faderen, velvilligt
Af ham et Ja de fik.
Men nu var Freden ude,
For Sønnen, stakkels Fyr;
Alt syntes ham bebude
Et sælsomt Eventyr.
Han holdt meest af at drukne
Sig i et Lærdoms Hav;
De Bøger gamle, mugne,
Hans Tanke Næring gav.
Dog var han ingen Stakkel;
Nei tverimod, en Svend
Med Kraft i Øiets Fakkel,
I Arm, i Fod, i Lænd.
Han kunde fægte, ride;
I sidste Krig han gik
Med Portepee ved Side
Og holdt sig nok saa qvik;
Saa da han Værget slængte,
Var ham Kong Fredrik blid,
Og i hans Knaphul hængte
Til sine tause Venner
Paa Hylderne, for hvem
Hans Længsel altid brænder,
Han iled atter hjem.
Dog var der og en anden
Magnet, der drev ham saa;
Men Hjertet meer end Panden
Dens Kræfter virked paa.
Det var to Øine milde,
Det var et rigt Guldhaar,
Der tidligt ham og silde
Gjenkaldte Barndoms Vaar;
Da han og hun de leged
I Engens Blomsterfavn,
Og dybt gjensidig præged
I Hjertet hver sit Navn.
Den søde Tanke groede,
Som Rosenstokken groer,
Men aldrig end betroede
Han den til klare Ord.
Saa Ingen han fortrolig
Meddeelte, hvem hun var;
Trofast i Hjertets Bolig
Han hendes Billed bar.
Thi han, som hist ved Isted
Imod Kanoner gik,
Fast al Courage misted
For Fadrens Alvorsblik.
Hvo kan hans Skræk nu male,
Da ham engang i Løn
Hans Fader holdt den Tale
Høitideligt: „Min Søn!
Din Søster er forlovet —
Høist glædeligt! — Nu jeg
Har sat mig i mit Hoved,
At Du skal samme Vei.
Du higer og Du søger,
I nye og gamle Bøger
Med Flid saa mange Aar.
Men Livet er Dig lukket,
Og det er dog en Bog,
Hvis Frugt, tilbørligt plukket,
Kan ogsaa gjøre klog.
Og aldrig kan der vækkes
I os en bedre Aand,
End naar hiin Frugt os rækkes
Af ædel Qvindehaand.
Hør nu: I denne Sommer
Fra Landet og fra Byen,
En Sværm af Frøkner kommer,
Saa kan Du holde Syn.
Har Du saa seet og seiret
Og vundet Seirens Krands,
Skal her jeg snart faae feiret
En Doppel-Allians.
Jeg vil, at I skal vies
Paa een og samme Dag;
Dog ønsker jeg, der ties
Endnu med denne Sag.
Nu haaber jeg, Du lader
Ei Lykken fra Dig gaae!”
Her bukkede hans Fader
Og gik og lod ham staae.
Der stod han heelt betuttet;
Thi ak! sit Nei, sit Ja,
Naar det var fast besluttet,
Veeg ei hans Fader fra.
Men da nu Gjøgen kukked
Til Nattergalens Slag,
Stod næsten aldrig lukket
Vor Port ved Nat og Dag.
For hvem der komme vilde,
Var Sagen nu saa let;
Thi Mennisken er snilde,
Naar Viddet bruges ret.
De har nu mange Kunster,
Som de har hittet paa,
Med Kræfter og med Dunster,
Som dem tilhaande gaae.
Et Brev nu bliver skrevet
Og sendt med Lynets Fart;
Knap har man skikket Brevet,
Saa faaer man det besvart.
Knap nogen Vognhest stamper,
Nu har de noget Nyt;
Locomotivet damper
Og flyver fyt-fyt-fyt!
Nu spørger ingen Skipper
Meer efter Veir og Vind,
Trods Vind og Veir han slipper
Ved Damp i Havnen ind.
Saa kom en Flok da sammen
Saavel tillands som —vands,
For her blandt anden Gammen
Maaskee at faae en Krands.
Af Søstrens troe Veninder
Fra Bal og Institut
Paa Gaarden sig indfinder
Heel mangen yndig Glut.
Vel Fadrens Planer kjender
De ei, men tidt i Løn
Den stille Tanke vender
Sig til hans vakkre Søn.
Der saaes to Baronesser,
Tre Frøkner fra et Stift,
To fattige Comtesser,
Som gjerne saae sig gift.
De eied stort ei mere
End Skjold med Ulv og Ørn!
Saa var der ogsaa flere
Guldfagre Kjøbmandsbørn.
Grossereren, den gamle,
Var ganske fiin og snu;
Af Herrer lod han samle
Kun faa Udsøgte nu.
To Fættre og et lille
Partie af Gubber saae
Han nok; thi de ei vilde
Hans Plan i Veien gaae.
Han vidste, de ei nærmed
Sig til hans Blomsterflor;
For Agerhøns de sværmed,
For Viin og L’hombrebord.
Og det var dog forskrækkeligt.
Saa heldigt Alting faldt;
For Morskab var der klækkeligt
Jo sørget overalt.
Smaafuglene sødt lokked
Dem ud hver Morgenstund,
Spadserende de flokked
Sig rundt i grønne Lund.
Der Snepper var at lange
Med Hagl i Skov og Mark,
Og Fiske nok at fange
I Strand, i Bæk, i Park.
Saa læste man en Digter,
Saa gjorde man tilhest
Udflugter til Udsigter,
Og tegned dem sombedst.
Med alskens Mundgodt læsset
De lange Borde var;
Liig Grullers Sang i Græsset
Gik da den Passiar.
Der blev og musiceret,
Der blev gjort deiligt Spil
Paa Fløiter og Claveret,
Imens de sang dertil.
Var det en kjølig Aften,
Fik man en lille Vals;
Med Knald da Druesaften
Sprang af Bouteillens Hals.
Ved Intet Sønnen mangled,
Han var jo ingen Nar;
Han reed, han sang, han angled,
Han spilte selv Billard.
Han dandsed, han spadseerte,
Han Gyngesnoren trak
Og livligt converseerte, —
Hvad vi vil kalde Snak.
Men seent, naar Alle iilte
Afsted: Sovvel! Godnat!
Han qvæged sig og hvilte
Ved Lærdoms rige Skat.
Han havde just et Værelse,
Hvor Ingen vilde boe,
Saa til sin Aands Belærelse
Han havde Fred og Ro.
Hans Fader gik og speided
Dag ud, Dag ind, og jeg
Usynlig ham geleided
Paa hver hans Sti og Vei;
Men af Forliebthed intet,
Slet intet Spor vi saae.
Den Gamle skjemted, finted,
Men fik ei Svar derpaa.
Men hos de søde Piger
Kom just Symptomet frem.
Du leer nok, naar jeg siger,
Jeg havde ondt af dem.
Vel vare Nogle kolde,
Og Andre stolte var,
Som kunde Minen holde
Bestandig lys og klar.
Jeg, som var allevegne
Og Alt forstaaer saa godt,
Saae Andre rødme, blegne
Med Øielaaget vaadt.
Tidt, før den søde Slummer
Dem slynged i sin Arm,
Udgjød de deres Kummer
I Kammerpigens Barm.
Og før de Øiet lukked
Og sank i Pudens Favn,
Jeg hørte, hvor de sukked
Eet og det samme Navn! —
Alt Somren var paa Vandring
Hen mod den travle Høst; —
Ei sporedes Forandring
I Ungersvendens Bryst.
Da lod hans Fader hente
Ham til sit Cabinet,
Og disse Ord henvendte
Til ham: „Nu er jeg træt!
Her gaaer Du nu, omstraalet
Af Skjønhed og Talent,
Og lige langt fra Maalet. —
Har man dog Mage kjendt?
Tag ikke som en Daare
Paa denne lette Sag!
Nu vil jeg, Du skal kaare
En Brud Dig næste Dag!
Du kan, naar blot Du vilde!
Faa Alt nu vel betænkt,
Hvis ei,” — Her taug han stille
Og gloede grumme strengt.
Naar disse Jordens Herrer
Saa vigtige sig tee,
Og Øinene opspærrer,
Maa ret mit Hjerte lee;
De troe, ved saadant Væsen
At byde Alting Trods,
Og tages dog ved Næsen
Af Skjebnen og af os!
Den unge Mand ved Bordet
Stod paa sin vante Viis
Og søgte efter Ordet,
Mens Fædren tog en Priis.
En Fasthed, ham ei egen,
Jeg syntes dog at see;
Han bukked, ei forlegen,
Og sagde: „Det skal skee!”
Han var ved Aftensbordet
Fast overgiven vild,
Drak Viin og førte Ordet
Med usædvanlig Ild.
Saa blev det Nat. Hver Kerte
Var slukt og Alt i Ro;
Kuns han og saa hans Smerte
Sad vaagne Beggeto.
Med Haanden under Kinden
Saa tankefuld i Sind
Han sad, mens Nattevinden
I Kamret listed ind.
Den Stue Ingen yndte,
Der nødigt op man kom,
Ved Aftentid man skyndte
Sig helst derudenom.
Thi fra det skumle Kammer
I Taarnet hist mod Nord,
Paastaaer man, høres Jammer,
Som skeete der et Mord.
Det kommer, som de sige,
Deraf, at netop der
To Brødre for en Pige
Faldt i hinandens Sværd.
Nu søger hele Nætter
Hun der med Kost og Klud
At faae de mørke Pletter
Af Gulvet tvættet ud.
Han havde aldrig seet det,
Naar der ved Nat han sad,
Og ofte nok beleet det,
Naar man ham vared ad.
Hans Tanke ikke trængte
Sig om det skumle Punkt,
Det Billed, som han tænkte,
Var solklart, sundt, og ungt.
Han ændsed ei det Mørke, —
Nei, det var yndigt lyst,
Hvad al hans Villies Styrke
Nu samled i hans Bryst.
Som naar en natlig Skipper
Staaer taus ved Roer og Styr,
Og ei af Øie t slipper
Det fjerne Frelsens Fyr, —
Som naar en Gransker stiger
Til Tankens Dybde ned,
Og ei et Haarsbred viger
Fra rette Vei hans Fjed;
Saa fast hans Sind omslynged
Sin Længsel og sit Savn,
Saa fast hans Hjerte klynged
Sig til det ene Navn.
Der klang det som den reneste
Gudskabte Harmonie,
Og dette Navn, det eneste,
Var Text og Melodie.
Da aabned ganske stille,
Som ved en Luftnings Bør,
I Væggen sig en lille,
Tapetbedækket Dør.
Man sjelden kun den rørte,
Og den stod altid lukt,
Til Vindeltrappen førte
Den, som blev sjelden brugt.
Der traadte — nei, der svæved
En yndig Skabning ind.
Ha, hvor hans Hjerte bæved!
Hvor blegned ei hans Kind!
Det var en deilig Qvinde,
En Jomfru skjær og sød, —
Ak ja, det var jo Hende, —
Hans Alt i Liv og Død!
Hun gik — nei, jeg maa sige,
Hun svæved rank og let,
Det blonde Haar, det rige,
Knap fængslet af et Net.
Den lange, folderige
Natdragt, saa hvid som Snee,
Var fæstet op kun lige,
Saa Foden var at see.
Fra Halsen over Barmen
De brede Folder laae,
Og Ærmet dækked Armen
Ned til de Hænder smaa.
De aabne Øine skued
Ei ud, men indad vendt,
Den Glands, hvormed de lued
Kun for det Indre tændt.
Han voved ei at røre
Sit Øielaag, sin Mund;
Han voved blot at høre, —
At see han voved kun.
Den unge Pige flytted
Saa sagte frem sin Fod;
Da var det, som hun lytted,
Og saa hun stille stod.
Han holdt sin Læbe lukket,
Ei Lyd han aanded frem,
Men hendes Navn han sukked
Dybt i sit Hjertes Gjem.
Hun lytted! — Med en Stemme
Saa inderlig, saa kjær,
Hun mæled, som ei hjemme
Paa Jord hun havde meer:
„Han kaldte! — o, mit Hjerte
Fornam hans kjære Røst!
Nu al min Tvivl og Smerte
Er vendt til Haab og Trøst.
Nys var det i det Fjerne, —
Nu klang det ganske nær!,
Jeg maatte — o, hvor gjerne
Jeg fulgte Kaldet her!”
End voved ei at flytte
Sin Fod den unge Mand;
Fast stod han som hin Støtte
Paa Borgebroens Rand,
Og mens hans Tanke svimled,
En Strøm af Elskovsord
Frem i hans Hjerte vrimled
Til riig og fyldig Flor.
Da lytted hun, — om Kinden
En Purpurlue flød;
Og mildt som Nattevinden
Hun hvisked: „Han er sød!
Naar Sol staaer over Skove,
Og skuer rundtomkring,
Han vil med mig trolove
Sig ved sin Moders Ring!”
Paa Bordets Hjørne lagde
Hun hen sin lille Haand; —
Han gjorde, som hun sagde,
Halv ubevidst, i Aand.
I hendes Aasyn tegned
Undseelse sig og Skræk,
Og som et Slør der segned
Om Pigens skjønne Træk.
Et Skridt hun tog, hun dvæled,
Som kyst, hun sammen foer,
Saa smiled hun og mæled
Et uforstaaeligt Ord.
Den Haand, som Ringen smykked,
Hun hæved langsomt kun,
Og den mod Barmen trykked
Med Smiil og til sin Mund.
Men nu — som Gulvet brændte
Hedt under hendes Fod, —
Hun hurtigt bort sig vendte
Og Kammeret forlod.
Men han stod henrykt, svimmel,
I salig Fryd fortabt;
Han vidste, nu en Himmel
Var for hans Fremtid skabt! —
Den næste Morgen vækked
Den unge Mand saa smaat
Sin Fader, der forskrækket
Betragted ham: „Hvad godt?”
„Jeg uden meer Forhaling
Adlyde vil dit Bud;
Idag paa din Befaling
Jeg vælger mig en Brud;
Ei blot for Himlens Aasyn
I Hemmeligheds Gjem,
Nei, i Alverdens Paasyn,
Jeg drager hende frem.
Jeg vil Dig derfor bede
Til denne Festlighed
At holde Alting rede,
Som Du bedst kan og veed.
See, alle dem, som bleve
Herhid af Skjebnen ført,
Og alle dem, her leve,
Der bære Særk og Skjørt;
Hver Qvinde her paa Stedet,
Med tom, med spækket Pung,
Unødt, uforberedet,
Smuk, hæslig, gammel, ung, —
Dem maa idag Du samle
Mig i den store Sal!”
Da smidskede den Gamle:
„Den Plan er ei saa gal!”
Det er ei let at sige,
Hvor ret i denne Sag
Det Overordentlige
Var i den Herres Smag.
Og gjerne, naar han turde,
Som nu ved dette her,
Det Sære, det Absurde
Han blanded i sin Færd.
Ja, i det Mindste bar han
Sig tidt heel sælsomt til;
Det syntes fast som var han
Skabt til Comoediespil.
Nu hurtigt sammenkalde
Ved Bud, han fik at gaae,
Lod han i Salen Alle,
Som gik med Skjorter paa.
Fra Damerne, de pene,
Til Kokkepigen rød,
Til den idyllske Scene,
En Malkeplads frembød;
Paa hele Klassestigen
Blev der slet Ingen glemt;
Der kom selv Hønsepigen,
Forundret og beklemt.
Hvad her afhandles skulde,
De aned vistnok ei;
Jeg ellers troer, de Hulde
Var løbet hver sin Vei.
Den unge Mand i Salen
Skarpt speidende stod der,
Som Høvdingen paa Valen
Foran en samlet Hær,
Men, naar man rigtig nøie
Saae til, man Vished vandt,
Han søgte med sit Øie
Een, som han ikke fandt.
Hans Fader, høist urolig,
Sig bøied nu i Løn
Hen mod ham, og fortrolig
Han hviskede: „Min Søn!
Du ængstes, som det lader;
Fat Mod! hvi dvæler Du?”
Han fik til Svar: „Min Fader!
Her mangler Een endnu!
Dog nei, der seer jeg hende
Hist i den lysblaae Dragt,
Hun er den, jeg vil vinde, —
Nu er Dig Alting sagt.”
Med Tillids Smiil i Øiet,
Med Haabet i sit Bryst,
Forbindtligt fremad bøiet
Han hævede sin Røst:
„Et Ønske af min Fader,
Som mig Befaling er,
Gjør, at jeg klart oplader
Mit Hjertes Løndom her.
Du skal en Brud Dig finde,
Saa lød hans Alvorsord,
En huld Ledsagerinde
Paa denne dunkle Jord;
Livsalig for dit Øie,
Et Lys for dine Fjed,
En Trøst i Livets Møie,
Ved trofast Kjærlighed.
Han lod Dem sammenkalde;
Og til mit Lykkespil
I kjære Venner alle
Nu Vidner være vil:
Til den, hos hvem jeg finder
Min salig Moders Ring.
For evigt jeg mig binder,
For dette Retterthing!”
En ængstlig Stilhed hviled
I hver en Vraa og Krog;
Mens Nogle haanligt smiled,
Hos Andre Hjertet slog.
Da traadte Een af Stimlen
Liig Stjernen af en Sky,
Som midt i Urtevrimlen
Violen frisk og bly.
Og saa — jeg vil ei bande —
Et Raab der hørtes: „Hun!
Forpagterens Johanne?”
Lød det fra Alles Mund.
Hun gik saa sær forlegen
Med Rosenblus paa Kind,
Saa lempeligt, som Veien
Gik op ad Fjeldetind.
Hun nærmed bly og sagte
Sig til sin Barndoms Ven,
Undseelig da hun rakte
Sin lille Haand ham hen:
„Imorges paa min Finger
Det Smykke her jeg saae;
Jeg kan — hvordan den Ring er
Mig bragt — slet ei forstaae.
Som Barn jeg saae jo ofte
Dens glødende Rubin;
Jeg husker nok, Du lovte,
Den skulde vorde min.
Og nu —” Her Kinden blegned,
Som før var luevarm,
Afmægtig fast hun segned,
Men i en trofast Arm.
„Du, som har Ringen baaret,
Dig vier jeg mit Liv;
Dig har jeg mig udkaaret, —
Siig, vorder Du min Viv?”
Hun svared ei, men lagde
Sin Høire taus i hans;
Et Ja ham henrykt sagde
Jo hendes Øines Glands.
Nu Fadren proklameerte
Den Pagt for god og ret;
Man Parret gratuleerte
Omringende dem tæt.
Den Gamle fra sit Sæde
Paa Scenen skued ned;
Fast ellevild af Glæde
Han sine Hænder gned.
Saa skiltes Sværmen atter;
Men da Hver kom til Sit,
En hidtil kuet Latter
Udtømte sig jo frit.
Dog var det ikke Alle,
Der tog sig for at lee;
Hos Nogle var der Galde,
Hos Andre Sorg at see;
Her Smerte — hisset Kulde
Var over Hjertet bragt.
At trøste dem, de Hulde,
Stod ei dog i min Magt.
Men snart de dog kom stikkende
Med Bud fra deres Hjem:
„Mama var sengeliggende, —
Og Fatters Hoste slem; —
Saa det var høist nødvendigt
At de kom hjem igjen, —
Saa var de bedt indstændigt
Besøge Den og Den; —
De maatte see at komme
Somsnarest nu afsted!” —
Snart Salene var tomme
Og de smaa Kamre med!
Men nu ved Aarets Ende
Fik begge unge Par
Først rigtig lært at kjende,
Hvor god dem Himlen var.
Ei mindre Fryd var Fatters,
Han gik som i en Dands
Ved Sønnens og sin Datters
Qvadrupelallians.
Og det maa jeg vel sande,
At lystigt til det gik,
Da han fik sin Johanne
Og hun sin Doctor fik.
Vor Gaard blev stærkt beleiret
Af Gjæster uden Tal,
Og her et Bryllup feiret,
Som længe spørges skal.
Slet Ingen aned rigtig
Den sære Handels Spind;
Jeg kunde gjort mig vigtig,
Men holdt mig dog i Skind.
Der er jo mange Traade,
Som man ei røre tør,
Der er jo mangen Gaade,
Som man ei løse bør!”
4.
„Kom med, min Ven! fra Taget
Vi skue kan derned,
Hvor lystigt Julelaget
Er leiret nu i Fred.
Men derfor skulde ikke —
Det mener Du vel med? —
De glemme gamle Skikke
Og gammel Trofasthed.
De juble der og qvæde,
Men snart, som Du skal see,
Vil mange Øine græde,
Der tindre nu og lee.
Ad denne Vindeltrappe
I Pillen”, vedblev Kop,
„Paa vore Fødder rappe
Vi snart kan naae derop.
Men knuse Fadet vil jeg,
Som Varsel her det staae!
Jeg helmer ikke, til jeg
En bedre Hævn kan faae.”
Han sparked det med Foden,
Da brast den fede Grød,
Af gule Smør da Floden
Ud over Fadet flød. ’
Kop slog de bitte Hænder
Forbavset mod sit Bryst,
Og raabte: „Ak, nu ender
Dog Alt med Fryd og Lyst!
Den lille Kokkepige
Har Smørret ikke glemt;
Jeg seer, at det sig lige
Paa Bunden havde gjemt.
Det var ei for at drille
Mig, eller drive Spot,
Dit fromme Sind, Du Lille!
Betaler jeg Dig godt.
Huusjomfruen skal sove
Og Caro holde Mund,
Naar Du og Jens vil vove
At tales ved en Stund.
Huusherrens Skrin og Punge
Skal aldrig blive lænds;
Og hun, den stakkels Unge,
Skal saamæn faae sin Jens!”