† Ved Christian Winthers Jordefærd2. Februar 1877„Folmer Sangers” lette Fjed naa’de Pilgrimsfærdens Ende,og den gyldne Cithar gled,stum og brusten, Ham af Hænde; men den Tonestrøm, der flødklar og liflig fra dens Strænge,langt udover Grav og Dødruller gjennem Danmarks Vænge.Al den Ynde, Duft og Glands, Sprogets Urtehave rummer,bandt Han i Buket og Krands, bar Han frem i blanke Kummer. Rosenstrø’t ej var hans Vej; saaret selv af Livets Vaande, har Han skabt en Rosenmaj,som ej dør for Vintrens Aande.Alferne, som snildt i Flok,tjelde os vort Hjemlands Vægge, kæmme Bøgens lyse Lok,Agrens rige Taffel dække, — de har aabnet for hans Blik deres sommergrønne Sale;og hvad Han at skue fik, ingen Anden kunde male.Først og sidst var Kjærlighed, med dens Jubel og dens Jammer, med dens Længsel, mild og hed, Arnen i Hans Hjertes Kammer;og mens der er Hjerter til,som dens Rørelser fornemme, skal de kvæges ved Hans Spil, skal Hans Sang ej gaa i Glemme!Tak Ham da for hvad Han gav af sin Evnes modne Grøde,og lad Mindet paa hans Grav skinne som en Aftenrøde!Du, Alkjærlighedens Gud,over Sjælen Dig forbarme! Slet al Skyld og Svaghed ud! Tag Ham i din Naades Arme!