Carl Ploug (1813–94)

I Livets Have voxe saamange Planter op

til Lyst og Trøst, til Nytte og til Smykke;

og nogle løfte dristigt mod Solen deres Top,

og andre trives bedst i Skjul og Skygge;

og nogle skyde hastigt, men visne snart igjen,

mens andre ranke langsomt sig over Jorden hen,

og trodse Stormens Tag og Regnens Strømme.

Men Kjærlighedens Rose i Farve som i Duft

er dog den lifligste blandt hele Vrimlen,

den runder sine Knopper i Vaarens lette Luft,

og aabner helst dem under Sommerhimlen;

men den kan blusse vaarligt paa Høstens kjøle Dag,

og den kan rødme yndigt paa Sneens hvide Lag,

og drysse sent paa Graven sine Blade.

Og lykkeligt det Hjem, hvor den, een Gang foldet ud,

har holdt sig fuld og frisk ved varsom Pleje,

og ej er slidt i Trevler af stadig Rusk og Slud,

og plettet ej af Støv fra Verdens Veje;

men hvor dens Duft opstiger fra alle Glæders Bund,

og hvor dens Farve lysner i den mørkeste Stund,

og Taarerne dugge kun dens Blade!

Thi hilse vi det Par, som et halvt Hundred Aar

paa Kjærlighedens Rose vel tog Vare.

Gud holde sin Haand over deres Urtegaard,

og Alderdommens Skygger for Dem klare!

Vi takke deres trofaste Hu og glade Sind!

Vi takke for det milde og varmende Skin,

som faldt over os fra deres Lykke!