Carl Ploug (1813–94)

Ploug, Carl Parmo, 1813–94, Forfatter, Journalist, Politiker. Født 29. Oktober 1813 i Kolding, død 27. Oktober 1894 i København, begravet samme Sted. (Vestre). Forældre: Adjunkt, senere Overlærer Christian Frederik Ploug (1774–1837) og Parmone Caroline (Line) Petersen (1784–1860). Gift 6. Juni 1854 i København (Vartov) med Frederikke Elisabeth Michelsen, født 7. Marts 1834 i Nakskov, død 5. Februar 1904 i København, Datter af Kateket i Nakskov, senere Sognepræst i Thisted, Provst Marcus Christian Vilhelm Michelsen (1804–55, gift 2° 1841 med Marie Amalie Hansen, 1815–89) og Frederikke Vilhelmine Faber (1810 —91, gift 2° 1840 med Grosserer, Vicekonsul Alfred Hage).

Ploug var paa fædrene Side af norsk Slægt fra Grænselandet om Frederikshald; Moderen var jysk Præstedatter. Han voksede op i et lykkeligt smaaborgerligt Hjem i Grænsebyen Kolding. Hos begge Forældre var der digteriske Anlæg; Moderen var den kraftigste og mest levende Natur. Ploug viste tidligt stærke Følelser, levede i øvrigt et raskt Drengeliv og var i Skolen noget af en Oprører. Den dystre Slotsruin paa Banken over Byen virkede dragende paa hans Fantasi og fyldte den med historiske Billeder. I Skolen paavirkedes han af Rektor P. G. Fibigers aandfulde klassiske Personlighed, men led med sine Kammerater under hans Mangler som Pædagog. Faderen fremskyndede derfor hans Dimission, og 1829 drog han som Student til København. Han studerede en kort Tid Teologi, men skræmtes bort fra Kirken under Opholdet hos en pietistisk Onkel og gav sig til at studere Filologi. Efterhaanden lagde han ogsaa denne paa Hylden og samlede sig om Historie og Litteratur, men det lykkedes ham aldrig at tage nogen Embedseksamen. Grundene var flere, en vis Uro i hans Sind, til Tider smaa Kaar, mest dog hans levende Optagethed af Studenterlivet indad- og udadtil, hans Trang til at digte og at handle. Vers skrev han fra sin første Ungdom, men ikke som hos saa mange andre blot som Afløb for Drømmerier. Han fik meget tidligt det barske, mandhaftige Præg af Realitet, som blev hans Livs Ansigt. Og da han 1833 flyttede ind paa Regensen, fik hans Handlelyst sin første Arena.

Der var begyndt at røre sig en ny Aand blandt Studenterne. De liberale Ideer spirede, Selvstændighedsaanden vaagnede, Samfølelsen voksede. Ploug var netop den rette Mand til at blive Fører for det nye. Kampmodet og Stejlheden var forenet med en ganske vist mere buldrende end retorisk Veltalenhed, og han havde en fast organisatorisk Haand. Han blev Enhedsmærket i Oppositionen mod den velmenende, men snævre Regensprovst F. C. Petersen. Det drejede sig om interne Spørgsmaal som Regenskroen, Fastelavnsløjerne og Læseforeningen, og syntes de i sig selv smaa nok, fik de i deres ydre Udvikling ikke helt ringe Betydning. Fra Diskussionerne og Brydningerne paa den røde Gaard bredte sig en ny Aand blandt Studenterne i Almindelighed, og Ploug blev ved sine Sange, sine Taler og sin hele fasttømrede Personlighed ogsaa derude et Enhedsmærke. Da Provsten bekæmpede Fastelavnsløjerne, skabte Ploug som Erstatning Studenterkomedien gennem en Række »Atellaner«, og da Regensens Læseforening 1839 blev praktisk talt afskaffet, stiftedes under Plougs Ægide en ny Akademisk Læseforening (Academicum), der efter fem Aars bevægede Eksistens 1844 gik op i Studenterforeningen.

Atellanerne, der først efter Plougs Død og mod hans Ønske (1904 og 1913) paa Tryk gik over i Litteraturen, er hans første og vigtigste dramatiske Digtning. Han skrev dem under Pseudonymet Poul Rytter, som han ogsaa benyttede til sine første Digte; det er aabenbart grebet i Flæng for Klangens Skyld og skal ikke bringe den holbergske Figur i Erindring. 1839 forelaa »Væddemaalet eller den forvandlede Regensianer«, næste Aar »Kontubernalerne eller Livets Dialektik«, 1841 »Sylvesternat« og 1842 »Kjærlighed under Karantæne«. Disse Komedier er skrevet i et ramsaltet Sprog og rummer politisk og litterær Satire. De er til en vis Grad Forbilleder for Hostrups Lystspil; i Plougs Udvikling er de Overgangen til en mere seriøs Indsats i Dagens Debat.

Imidlertid var Plougs ydre Forhold stærkt forandrede. 1837 døde hans Fader, og samme Aar forlod Sønnen Regensen. Der fulgte derefter nogle meget vanskelige Aar, da han samtidig med sin Deltagelse i Studenterlivet maatte arbejde haardt med Undervisning og Oversættelser for at eksistere, medens Embedseksamen gled længere og længere ud i Horisonten. Men denne Periode, Aarene 1837–41, var hans Modningstid. Han lærte at arbejde for Alvor, og han blev Digter. I et længe utrykt Rimbrev, der skriver sig fra 1838, gør han op med den heibergske Individualisme og spekulative Filosofi og hævder Kunsten og Poesien som evige Værdier i sig selv. Hans Evner folder sig ud i Digte som »Dronning Mathilde« (1841), det første i Rækken af hans mange pompøse historiske Digte.

Halvvejs ved et Tilfælde naaede Ploug derefter 1841 ind i den Gerning, der skulde blive hans Livs daglige Dont. Han havde lige fra 1831 været en nær Ven af Orla Lehmann, hvem han beundrede grænseløst. Han tilhørte af fuldt Hjerte den liberale Kreds, der samlede sig om Lehmann, David og Joh. Hage, men han var ikke af dens Ledere. Det 1834 stiftede Ugeblad »Fædrelandet«, der var Kredsens Organ og som 1839 blev Dagblad, førte en besværlig Tilværelse i Kamp med Regeringens Chikanerier. Paa Lehmanns Foranledning lovede Ploug at indtræde i den Kreds af Mænd, der var villige til eventuelt at sætte deres Navn paa Bladet som Redaktører, om det gjordes fornødent. Faa Dage efter forelaa Tilfældet. Lehmann mente at maatte fratræde Redaktionen for ikke at lade sig spærre ude fra en Karriere, og Ploug stod da første Gang paa Bladet som Redaktør 12. Maj 1841. Han blev staaende der i 41 Aar, og da han traadte tilbage, havde han skrevet et af de betydningsfuldeste Kapitler i dansk Presses Historie.

De Mænd, der antog Ploug som Redaktør, havde ikke store Ting at bygge paa, hans politiske Viser, hans Atellaner, hans Regenspolemik, men de havde ikke set fejl. Naar Ploug var den ledende Mand ved et Hovedstadsblad i fire Tiaar, var det ikke, fordi han var en overlegen Bladmand. Han savnede Sans for økonomiske Detailler, han besad vel en fast organisatorisk Haand, men alt, hvad man nu forstaar ved Bladteknik, var ham ganske fremmed, ja, ukært. Han var ingen stor Journalist, hvis man dermed forbinder Begrebet af noget teknisk tilslebet og tillært. Han var end ikke nogen Sprogkunstner. Men han var i Sandhed baade en Personlighed og en Pen. Han gav sig selv i sit Blad i fuld Maade. Det er ikke i Navne som Bille, Topsøe eller Hørup, man skal søge Sammenligningspunkter med Ploug. I senere Tiaars danske Journalistik findes Eksempler paa en lignende Kasten sig selv i Grams for Læserne, en polemisk Voldsomhed og Hensynsløshed af samme Styrke. Det er den Plougske Journalistiks Hæder, at Manden altid følte sig eet med Sagen, selv naar han huggede haardest ind paa Personerne, og at han i de bedste Øjeblikke følte sig eet med et Folk.

Fra 1841 er Ploug Journalisten. Samtidig var og blev han Digteren og Politikeren, og som et Konglomerat af alle disse Egenskaber var han endelig Skandinaven. Han lever og udtrykker sig i alle disse Kategorier, og han kan kun anskues ud fra et Sammendrag af dem.

Et indgaaende Studium af Plougs Journalistik i »Fædrelandet« er ikke gjort. Den bærer i høj Grad Dagens Præg, og man læser meget af Landets Historie ud af den. I 40’erne kæmpede Ploug som den liberale Presses Hovedmand mod Regeringens Forbud og Chikanerier. 1848 var han en afde ledende nationalliberale Politikere, og Bladet stod i Centrum af Bevægelsen. Siden fulgte han Partiets almindelige Gliden i konservativ Retning, men han var altid paa dets venstre Fløj, stod ofte sammen med Bønderne og var af Hjertet med i Kampen mod Ørsted. Nationalt var Ploug tidligt Tilhænger af Ejderpolitikken, men han troede en Tid paa Slesvigs Deling. Efterhaanden kom han i Opposition til Halls Politik og vilde en kraftig Optræden over for Tyskland. 1864 ramte ham som et lammende Slag, han egentlig aldrig forvandt. Han fulgte efter Krigen de Nationalliberale i Ønsket om at begrænse Junigrundlovens frie Valgret, men han vedblev at staa navnlig de grundtvigske Bønder nær og kæmpede bl. a. for Valgmenighedsloven 1867–68. Bladligt set var »Fædrelandet« efter »Dagbladet«s Fremgang i Begyndelsen af 50’erne trængt noget tilbage i Debatten. Ploug, der i sin barske Enstonighed i Virkeligheden var det specielt københavnske fremmed, tabte Terræn over for Billes Smidighed. Politisk drev de imidlertid i samme Retning. Det forenede Venstres Dannelse førte efterhaanden Ploug helt over i Højre. Hele denne Udvikling foregik for aabent Tæppe i hans Blad, og paa lignende Vis skiftede Sol og Skygge i hans Stilling til Aandslivet. Den fejrede Studenterpolitiker i 40’erne og 50’erne blev efter »Gennembrudet« omkring 1870 udraabt som Reaktionens Bannerfører, og den litterære Fejde 1879–80 var i særlig Grad rettet mod ham og »Fædrelandet«. Da han forlod Bladet, var det ikke et Flag, der blev strøget, men en Individualitet, der var løbet ud og ikke mere ejede Evnen til at forny sig. Hans Indflydelse havde været meget stor. I lang Tid var han selve den offentlige Mening, ikke i Kraft af velovervejet Stillingtagen til Fænomenerne, men ud fra sin ensidige, voldsomme Personlighed, en Blanding af Lyrik og Realisme.

Plougs politiske Gerning stod i Skygge af hans journalistiske. Han var Medlem af den grundlovgivende Rigsdag for Koldingkredsen, 1854–58 Medlem af Folketinget for Svendborgkredsen og fra 1859 Medlem afLandstinget, først for Fyn, 1866–90 for København, 1864–66 afRigsraadets Landsting. Han forfægtede mundtligt sit Blads Standpunkter og hørte altid til Rigsdagens med Interesse hørte Talere, men egentlig Politiker var han ikke, og nogen Førerstilling havde han aldrig. Han kom den nærmest i sine sidste Aar, da han som Landstingets Næstformand (fra 1884), som Formand for Højres Arbejder- og Vælgerforening (1883–93) og for Højres Repræsentantskab var et Midtpunkt i det konservative Parti.

I Plougs politiske Udviklingslinie saa hans Modstandere et Frafald og lod ham det høre i de skarpeste Ord. Med meget ringe Ret. Ploug gennemgik den almene nationalliberale Udvikling, og ifølge hele sin Natur gennemgik han den til Bunds. Han havde været Tilhænger af den almindelige Valgret, men i Virkeligheden aldrig egentlig Demokrat. Det folkelige var for ham aldrig det menigmandige, og sociale og økonomiske Udviklingslinier interesserede ham saare lidt. Hans Statsbegreb fandt sig bedre til rette hos Estrup end hos Det forenede Venstre, og han bevarede i sin Dom om Ret og Uret en ubrudt Linie. Han var Akademikeren og saa sin naturlige Fjende i det »seminaristiske Sludder«, han fandt regerende i V enstre.

En selvstændig og meget væsentlig Side af Plougs Politik og Journalistik var hans Skandinavisme. Han har ikke skabt den skandinaviske Bevægelse her hjemme, men han var i flere Aartier dens Bannerfører, og hans Navn er uløseligt knyttet til den. Ogsaa som Digter ydede han den af sin bedste Høst. Allerede 1839 deltog han i et Møde med skandinaviske Studenter, og han bevarede i de følgende Aar Forbindelsen med dem. Ved Studentermødet Maj 1842, hvor han ikke selv var til Stede, sang man hans berømte Sang »Længe var Nordens herlige Stamme« — den stammede oprindelig fra Studenterkomedien »Kjærlighed under Karantæne« — og under Mødet i Sverige 1842 holdt Ploug i Kalmar en skandinavisk Programtale med Forslag om et folkeligt Forbund mellem de tre Riger og uddybede siden i Uppsala Tanken videre. Paa Foranledning af den russiske Gesandt blev Ploug sat under Tiltale, men frifundet. I det nystiftede Skandinaviske Selskab og ved den aarlige Nordiske Højtid i Studenterforeningen virkede han i de følgende Aar som Bevægelsens Taler og Digter. Udviklingen over for Tyskland og Begivenhederne 1848 gjorde nu, at det politiske Moment i Skandinavismen, der oprindelig ikke var stærkt betonet, traadte mere og mere frem, og Ploug er den nationalliberale Politiker, der naaede længst i saa Henseende. Det stærke dynastiske Præg, hans Eningstanke til Tider fik, er næppe uden Forbindelse med det ofte spændte Forhold mellem ham og Kongehuset. Ved Uppsala-mødet 1856 erklærede han, at det 1848 kun havde kostet Kong Oskar et Ord, og den danske Krone havde siddet paa hans Hoved. I sin samtidige Redegørelse til den svenske Konge udtalte han sig for en dynastisk og reel Union mellem tre ligeberettigede Stater; Kong Oskar var stemt for Tanken, men den modarbejdedes af den danske Regering, og Frederik VII. afviste den, fordi den paatænkte Union ikke skulde omfatte Holsten. Dette bidrog kun til at gøre Ploug endnu mere ejderdansk end før, og Studentermødet i København 1862 gød atter Livskraft i Skandinavismen. Krisen 1863–64 bragte paa ny Ploug frem i første Række bag Kulisserne. De tre Ministre Monrad, Lehmann og Hall henvendte sig i Begyndelsen af 1863 til den svenske Gesandt i København med Forslag om en nordisk Union med Ændring afden bestaaende danske Tronfølgeordning. Ploug fik Underretning om Sagen og satte alt ind paa at fremme den, søgte at fremkalde en Drøftelse i svenske Aviser og skrev til Karl XV., uden at der dog kom noget positivt ud deraf. I December samme Aar lod Ploug sig henrive til at offentliggøre Redaktør Sohlmans Telegram om »de 22000 og han selv«. Marts 1864 foretog han en frugtesløs Rejse til Norge og Sverige. Skuffelsen over, at der intet skete, ramte ham haardt, og de første Aar efter Wienfreden talte han med Skepsis om de nordiske Stammefrænder. Efterhaanden fandt han igen til Dels den gamle Tone, og han opgav aldrig helt det skandinaviske Haab. Han har skænket dansk Litteratur nogle pompøse Sange om nordisk Enhed, men for Udviklingen af senere Tiders Fællesskab har han haft liden Betydning. Det storpolitiske Moment, der trods alt laa bag den aandelige Forbundstanke, og den Tone af Skaaltale, som alt for ofte prægede Debatten, har sat skræmmende Spor.

Samtidig med hvad Ploug ellers var i sig selv og i dansk Aandsliv og Historie, var han Digteren. Maaske det mest af alt. Det lader sig imidlertid ikke gøre at udskille det ene eller det andet som det væsentligste. Han var selv hel med i alt, og hans Lyrik fulgte nogenlunde i Sporene af hans Journalistik og Politik. Plougs Digte foreligger i adskillige Bind. Af Poul Rytters »Viser og Vers« kom der tre Samlinger 1847, 1854 og 1861, og samlede forelaa de 1862 i »Carl Plougs samlede Digte«. Senere kom under Navnet Ploug »Nyere Sange og Digte« (1869), »Nye Digte« (1883) og »Efterladte Digte« (1895).

Som Lyriker er Ploug ikke smeltende og musikalsk. Han er ogsaa her haard, kantet, bydende og oprigtig. Hverken Ordets Skønhed eller Tankens Dybde besnærer. Han kaster sig selv i Grams, sin Villie, sin Tro, sin Hyldest. Han kan være plat, godtkøbs, aldrig uren eller sentimental. Hans Poesi er for en stor Del Lejlighedspoesi, men Lejligheden er sjælden eller aldrig hentet frem ved Haarene. Han er selv en Del af Lejligheden. Hans Digtning hænger sammen med hans og vor Historie, den er selv en Del af sin Tid og vil bevare sin Værdi som saadan, selv om den kunstnerisk skulde blive skudt ud som overflødig. Den falder i fire Hovedafdelinger, akademiske Sange og Viser, Sange for Frihed og Fædreland, historisk fortællende Digte og Hjemmets Sange. De sidste er ikke mange i Tal, men de rummer nogle af de skønneste og mest ægte, der er skrevet i Danmark. Plougs sene Ægteskab var fuldt ud lykkeligt, og den aldrende Mand har ikke digtet renere og jævnere Strofer til sin Hustru end Ploug i Versene: »Nu er du en Matrone paa fyrretyve Aar« (1874). Herhen hører ogsaa »Vil du elske mig, naar Dagen lider« (1854) og Folkevisen »Husker du i Høst« (1853), der til Heises Melodi har vundet en fast Plads i det folkelige Repertoire. Erotisk Lyrik hører ellers ikke til Plougs Omraade. Sin Kærlighed til det danske og det nordiske Fædreland og deres Frihed har han sunget ud i en lang Række Digte, »Unge Gjenbyrds-Liv i Norden!« (1845), »Rejs jer af Lejet, I Goternes Løver!« (1864), »Liflig fløjte Velsklands Nattergale« (1846), »De sige, at mit Sprog er en ussel Tiggerkvind« (1861), »Vi har et Hus ved Alfarvej« (1858), en Mængde Grundlovssange o.s.v. Det danske Nederlag ved Slesvig 1848 inspirerede ham til en af hans skønneste Fædrelandssange, »Paaskeklokken kimed mildt«. Mellem de fortællende og historiske Digte kan nævnes »Dronning Margrete« (1855), »Peder Griffenfeld« (1857), »Koldinghus« (1867), og »Et Kys« (1854). I talrige Mindedigte portrætterede han sine Venner og Tidens store. Til den rene Lejlighedspoesi hører de mange Kantater, hvor Ploug i Universitetskantaten af 1879 hævede sig til højere Flugt end vanligt.

Ploug tæller blandt de store Skikkelser fra Nationalliberalismens Dage. Han naaede ikke som de andre ind i Karrierens og Politikkens Allerhelligste. Det lader sig heller ikke gøre at jævnføre ham med en Advokat som Lehmann, et Sjæledyb som Monrad eller en encyklopædisk Tænker som Krieger. Alt var hos ham vendt mod det ydre. Han var Agitatoren og Vægteren. Han kæmpede i det hele og store for de samme Sager som de andre, og han kæmpede med den samme eller snarere med større Ærlighed. Men hans Temperament, hans usammensatte borgerlige Personlighed gjorde al hans Gerning mere ensidig, mere grov, mere afhængig afDagen. Den Klang af Staal, der stod af Plougs Navn, er døet hen. Men de Smædeord, der skød op om ham som Paddehatte i hans Alderdomsaar, har ingen Gyldighed. Han var sig selv til det sidste. Han tegner sig i vor Friheds og vort Nederlags Historie som en bred Sejler med Skum for Boven, styrende lige mod sit Maal, blind for Farerne inden og uden Bords. Men i Toppen vajede altid Danmarks Flag.

Atellanerne delvis udgivet med Indledninger af Axel Sørensen (»Kjærlighed under Karantæne« i »Studenterkomedier«, 1904) og Oskar Schlichtkrull (»Sylvesternat«, 1913). Samlede Digte udgivet af Hother Ploug, I-II, 1901.