Vi har et Hus ved Alfarvei,
Kun tarveligt og lille;
Til vore Vilkaar dog vist ei
Et større passe vilde:
Det vore Fædres Daad har seet,
Der har vor Barndom grædt og leet,
Der er vor Manddoms Gjerning skeet
Der vil vi Øiet lukke.
Hvert Foraar hænges Taget paa
De ranke Bøgestammer,
Og Bolstre grønne, gule, blaae
Opredes i hvert Kammer;
I Kjeldren klapprer Møllens Drev,
I Stuen Bonden, flink og gjæv,
Slaaer Kornets tunge, gyldne Væv
Til Fuglesang fra Lofte.
Paa trende Sider har det Fred
Bag Havets blanke Gjerde,
Men intet Lukke eller Led
Det skærmer mod den fjerde;
Ja, Væggen der er styrtet ind,
Saa Regnens Dryp og Solens Skin,
Saa fremmed Vrøvl og fremmed Vind
Igjennem Huset trænger.
Vor Nabo eier selv en Gaard
Med sexogtredve Bure,
Men helst paa Eventyr han gaaer
Forinden vore Mure;
I Hjemmet staaer han under Pidsk,
Men her vil Fyren spille frisk,
Og sidde øverst ved vor Disk,
Og puffe os i Krogen.
Vel bli’er vi aldrig Herremænd
I Verdens store Rige,
Og vi vil gjerne gaae i Spænd
Med Smaafolk, vore Lige;
Men vi vil ikke drikke Dus
Med den, som spytter i vort Krus,
Og Herrer i vort eget Hus
Vi først for Alt vil være.
Og derfor op, I Dannemænd,
Vor søndre Væg at bøde!
Med Skee i Haand og Sværd ved Lænd
Som Een skal Alle møde,
Og Ingen blive ræd og træt,
Før vi har faaet Hytten tæt;
Saa kan vi sove trygt og let
Alt under Vaarens Pude!