Vi har en lille Snekke,
Kun kort fra Stevn til Speil;
Lav er den oven Dække
Og lappede dens Seil;
Imellem Skær den krydser
Mod Vind og Strøm sig op,
Og Bølgens Fraade kysser
Hel ofte Mastens Top.
Engang i gamle Dage
Saa vidt om Land den foer,
Alt som en gylden Drage
Med Vikinger ombord;
Med Entrebiler feied
Den Bretlands rige Kyst,
Og Nevas Vover neied
Sig for dens brede Bryst.
Og Østersøens Nøgle
Var naglet til dens Skrog,
Og Venderne i Bøile
Dens tunge Aarer drog. —
Saa skred med Master trende
Ad Tidens Flod den hen;
Snart svandt de ind til tvende,
Nu er kun een igjen.
Men skjønt dens Glands er svunden,
Endnu den er ei Vrag,
Thi den er stærk i Bunden,
Og aldrig strøg den Flag;
Og aldrig skal vor Snekke,
Er Storm og Sø end gram,
I Havn sig lade trække
Som Tydsklands Mudderpram!
See, Friheds Vimpel vaier
Fra Toppen, lys og ren!
Den fører os til Seier,
Naar Alle staae som Een.
Lad Klogskabs Fyr os peile,
Og følge Sandheds Naal,
Og Danmarks Skib skal seile
Med Ære til sit Maal!