Mit Fædreland, hvor er Du smukt,
Midt i de sølvblaae Vande,
Med Favnen fuld af gylden Frugt
Og Bøgekrands om Pande,
Med Sagaskrift og Skjaldesang
Om gamle store Minder,
Med Sprogets milde, bløde Klang
Og milde, bløde Qvinder!
Men mild og blød, som Landet selv,
Som Himlen og som Jorden,
Som Sprogets Fald og Qvindens Sjæl,
Den danske Mand er vorden;
Med uforskyldte Byrders Vægt
Han uden Harm vil skride,
Og heller, end at handle kjækt,
Han vil taalmodig lide.
Han holder mest af Ro og Mag
Og helst med Lempe farer;
Han hylder nok den gode Sag,
Men lunkent den forsvarer;
Han griber flux ei Stang og Staal,
Naar man hans Ret mon krænke;
Nei — han maa først ha’e „Overmaal”,
Saa vil han — sig betænke!
Men naar hans Elefantnatur
Engang er bleven vækket,
Saa staaer han ogsaa som en Mur,
Standhaftig, uforskrækket;
Saa har han Mod, saa har han Kraft
Og for sin Ære flammer;
Saa har han Hænder to paa Skaft —
Gud naade den, de rammer!
Mit Fædreland, mit skjønne Hjem,
Som tunge Tider trykke,
Du snart af dem skal gange frem
Med Ærens frelste Smykke!
Du skal ei atter vorde Træl
Og fremmed Svøbe smage!
Ta’er man din Frihed bort — nu vel,
Saa ta ’er vi den tilbage!