De Nordhavsbølger komme med Brask og med Bram,
Med sølvspættet Ryg og med funklende Kam,
I talløs, uendelig Række;
Da standser Klippeholmen dem i deres Fart,
Da steile de vældig, da fnyse de svart,
Men knuses til Støv mod dens Vægge.
Deroppe i Taarnet af Munkenes Hus,
I Choret til Kirken, som ligger i Grus,
Der sidder ved Gluggen en Fange;
Hans Øie blev mat, og hans Isse blev bleg,
Imedens han stirred paa Bølgernes Leg
I Dage, saa lange, saa lange.
Men blegt blev ei Mindet om hvad der forgik,
Og sløvt ei hans Sjæls indad skuende Blik,
Mens Aartier voxed af Dage.
Naar Bølgerne komme med Brask og med Bram,
Med sølvspættet Ryg og med funklende Kam,
Sit Liv han forbi sig seer drage.
Som de har han rullet ad Tidernes Flod
Og svulmet af Styrke og skummet af Mod
Og skinnet af Hæder og Lykke.
Da naaede han Klippen — borthvirvlet og knust
Var Alt, hvad der havde hans Tanke berust;
Han var kun en levende Skygge.
Og brudt var hans Skjold, og hans Navn slettet ud
Og han, der forsmaaede en fyrstelig Brud,
Var nu ei den Ringestes Lige:
I Verdens forborgneste Afkrog gjemt,
Af Menneskens Samfund udstødt og forglemt
Var han, der nys styred et Rige.
For Vindene spredt var hans Gods og hans Guld,
Og Ingen af dem, som han skænked sin Huld,
Husvalelse til ham mon bære;
Og hele den feige og graadige Flok,
Som offred ham Smiger, langt mere end nok,
Den hævned sin Skam paa hans Ære.
Siig hvad var hans Brøde, siig hvorfor han led?
Hvi styrted i Fængselets Dyb han ned
Fra Skamlen ved Kongesædet?
Hvi blinkede over ham Bødlens Sværd?
Hvi traf ham en Naade, langt mindre værd
End Døden paa Retterstedet?
Ja, siig os det, I, som har fældet hans Dom!
Thi Forskeren leder forgjæves derom,
Men I maae hans Udaad vel vide.
I lod Jer dog ikke paa Herskerens Bud
Som Jagthunde hidse i Skoven ud.
Den hildede Hjort at bide?
I vare jo hædrede danske Mænd,
Han havde blandt Jer jo mangen en Ven —
Hvor kunde I domme saa ilde?
Hvor kunde I offre for Nag og for Nid
Den største Mand i Jer taagede Tid,
Og angre det — først forsilde?
Vist bar han sin Svagheds Mærke, som I;
Saa lidt han for Skyld og Lyde var fri,
Som Nogen født af en Kvinde;
Vist lokkede Glimmer og Guld hans Sands,
Vist lod han sin egen Storheds Glands
Sit skarpe Øie forblinde.
Vist stod han blandt Eder myndig og stolt,
Og vilde, det skulde mærkes, han holdt
I Haand Selvherskerens Scepter,
Mens han, der var baaren til kongelig Magt,
Forstod sig paa Exercits og paa Jagt,
Og snakked sin Mester efter.
Men var det dog ikke hans værste Synd,
At han kun var født til en Lykke tynd
I Kjældren paa Kjøbmagergade?
Og var det dog ikke hans største Skam,
At eget Snille opløftede ham
Til Livets høieste Stade?
Og var det dog ikke hans værste Feil,
At han kunde seile for fulde Seil.
Hvor I ikke hittede Løbet?
Og var det dog ikke hans største Last,
At han paa den steileste Tind stod fast,
Hvorop I gjerne gad krøbet?
Hvo spørger vel nu om Eders Ry?
Paa Mindets Himmel det staaer som en Sky,
Men hans som en Nordlysflamme.
Hvo blændes vel nu af Eders Glands?
Afbleget og dum den ligger om hans
Portrait, som dets rustne Ramme.
Det Store undslipper fra Samtidens Dom:
Med Martyrens Krands eller Seierens om
Det tyer til Historiens Tempel;
Alt Andet, der røres i Menneskers Liv,
Forsvinder i Tidernes Perspectiv;
Kun det bærer Evigheds Stempel.
Hans afbrudte Gjerning dog havde et Skær
Af Visdom og Sandhed, som Ingen kom nær
I hine barnagtige Dage;
Og Rygtet, som gik af hans Vid og hans Daad,
Hans Kløgt og hans List udi Fyrsternes Raad, D
Det straaled paa Danmark tilbage.
Og hvad han har villet, er det ei endnu
Den ledende Stjerne for Folkenes Hu
Og Hjerternes drivende Flamme?
Udslettede Hadets og Tvedragtens Spor,
Og broderligt Venskab og Samfund i Nord —
Hvad ville vi meer end det Samme?
Og saae han ei klart, hvad hver følgende Slægt
Har sandet igjen under Ulykkens Vægt,
Men glemt, naar den skifted med Lykke:
At Øglen, som bider i Dannemarks Hæl,
Som øder dets Liv, og som piner dets Sjæl,
Bag Eideren Rede mon bygge?
Men Enevældens svimle, tillistede Magt,
Som Folkets troskyldige Sind havde bragt
Kong Fredrik i Trængselens Time —
Var han ei dens Arm, og var han ei dens Aand?
Og drog ei hans Snille tilsammen de Baand,
Som qvalte Foryngelsens Kime?
Hvad skabt han har fundet, ja, det har han brugt,
Da hver en anden Sti op til Toppen var lukt
End den gjennem Herskerens Lune;
Men Enevoldsmagten, hvis Arving han blev,
Udkaared ham selv til sit Offer og skrev
Hans Skæbnes tragiske Rune.
En eneste Nat udi Slegfredens Seng —
Og sprungen var hver en Taknemligheds Streng
I Kongens forhærdede Hjerte,
Og den, som han skyldte sit viseste Raad.
Og den, som han skyldte sin eneste Daad,
Var viet til Død og til Smerte.
De Nordhavsbølger komme med Brask og med Bram,
Med sølvspættet Ryg og med funklende Kam
Og brydes mod Klippeholmens Stene:
De tale til Slægter om Enevældens Søn,
Om Kongernes Tak og om Storhedens Løn;
Thi Munkholm er — Nordens Sanct Helene.