Carl Ploug (1813–94)

Ved Afsløringen af H. C. Ørsteds Billedstøtte

25. September 1876.

1.

Dette lave Land, som dukked

sent af Bølgens Favn,

har dog Kæmpesønner vugget

med et evigt Navn.

Fra dets lyse Ungdomsdage

tone Sange, lyder Sage

om de Danskes Daad og Færden

i den vide Verden.

Nu det graanet er og saaret;

men det har den Trøst,

at det end har Kæmper baaret

i sin Alders Høst:

Kunstens Fyrster, Sandheds Helte,

Mænd med Aandens Sværd ved Belte,

Mænd med Tankens Pil og Bue

og med Snillets Lue.

Han, hvis Bauta her sig løfter,

var af dette Kuld:

I Naturens dybe Kløfter

har Han gravet Guld,

dunkle Kræfters Veje fundet,

Kjædens skjulte Led forbundet,

læst i spredte Runer Loven,

som er sat fraoven.

Barn i Hjerte, Mand i Vilje,

som en Yngling varm,

skred han over Livets Tilje,

stille i dets Larm,

søgende kun det, som vejer,

Kundskabs Skat og Sandheds Sejer,

øm og kjærlig, hvor han skjønned,

Haabets Spire grønned.

Og naar nu Hans Billed træder

frem for Folkets Blik,

tolker det ej blot hans Hæder

og den Løn, Han fik;

men det aander vaarlig Grøde,

Aands og; Snilles Morgenrøde,

som Hans Slægtled lod tilbage

for vor Fremtids Dage.

2.

Gamle Franklins Tanke

Uvejrsskyen brød,

og han satte Skranke

for dens Skræk og Død;

han af Zeuses Hænder

Tordenkilen slog: —

Ørsted Lynet spænder

for Kulturens Tog.

Som en lydig Terne

maa det løbe Bud,

og i videst Fjerne

rette Ærind ud;

bære frem vor Tale

over Fjeldets Kam,

gjennem Havets Dale —--

har det lært af Ham.

Rummets Mile svinde

for dets snelle Flugt,

og Minutter vinde

mange Timers Frugt;

Kloden skrumper sammen,

Pol sig nærmer Pol,

drages inden Flammen

af Oplysnings Sol.

Og naar vi, hans lille

Folk ved Belt og Sund,

prise højt hans Snille

og dets gyldne Fund,

skal vor Tak faa Stemme

i hver fremmed Stavn; —

Jorden vil ej glemme

sin Velgjørers Navn.