Vandring og Opdagelse
Den 5te Juli 1833
Den 5te Juli 1833
Mel.: Ren Calad jag spår och tror.
Mel.: Ren Calad jag spår och tror.
C. M. Bellmann.
C. M. Bellmann.
„Skjøndt forvænt til By og Buur
„Skal De gaae med mig en Tuur,
„De skal see en kraftig, fyndig,
„Frisk og yndig
„Skovnatur!
„Nu farvel, farvel, Mama!
„Beggeto vi gaae herfra,
„Klokken ni til ti, jeg tænker,
„Thee jeg skjænker
For os da. —
„Kom saa! lad os gaae gjennem Haugen og Lunden,
„Tag kuns en Ciggar i Munden!
„Nu, farvel Mama!”
Ole vander, — han har Hast!
Peter binder Seilet fast,
Baaden gynger, hør, han synger,
Mens han klynger
Sig til Mast.
„Siig, hvorhen skal Reisen gaae?”
Det maae De nok bedst forstaae;
Blindt i Deres Spor at træde
Er min Glæde, —
Føer mig saa!
„Lad os da til Furresø gaae, til Forandring,
„Om en ny og deilig Vandring
„Vi opdage maae.”
Der paa Baaden dybt i Siv
Baadsmand snitter med sin Kniv.
„Ja, han lever smukt og stille
„Med sin lille
„Vakkre Viv!”
Her er Skoven høi og sval,
See, der bygges jo en Stald?
„Det er gjort, for nu i Sommer
„Gjæster kommer
„Uden Tal.”
Her jeg kan ei glemme Hr. Dumenils Kager,
Hundepoter, Vaffelbager,
Svendsens Sommerbal!
Mindes De dog, tæt herved
Bar jeg Dem paa Arm afsted?
Ernestine jeg betænked,
Hun blev stænked
Op og ned;
Men hun blev dog ikke vreed
For min Tølperagtighed,
Hun er from, hun sig bekjæmped,
Vreden dæmped
Hun dog ned.
Ak, men hiin Lyksalighed glemmer jeg aldrig! —
„Man maa aldrig sige aldrig,
„Er en Ting, De veed!”
Lad os see paa Prindsens Høi!
Ei, hvor Blæsten dog gjør Støi!
See til Svanen hist paa Søen,
Rundt om Øen
Bort den fløi.
Vindens Arme dristigt slaae
Dem om Silkekjolen blaa,
Skjøndt forvoven han Dem favner,
Ei det gavner, —
Bort han maa.
Guder! hvor det glimter! jeg seer ’et! jeg seer ’et!
Skjørtet, hvidt, saa skjønt broderet,
Som vel Nogen saae.
Gid det Spurveskjul var mit!
See, hvor skjelmsk det leger Tit;
Rundt om Vindverne den slanke
Green og Ranke
Snoer sig blidt.
Her skal boe en peen Madam,
Hende saae vi tidt og Ham
Smukt agere, snildt at springe
Ei med ringe
Konst og Bram.
Men er det ei bedre, hvad her vi kan skue?
Skov og Sø og Himlens Bue,
Heste, Køer og Lam!
„Hvor var De forleden Dag?
„Christi Himmelfart? Behag!
„Hvi forsømde De Besøget?
„Da forøget
„Var vort Lag;
„Fætt’ren fandt kun Glæde i:
„Gaae med mig paa eensom Sti,
„Men der moersomt kun spadseres
„Kan i Fleres
„Compagnie!”
To — det er dog Flere, det kan De ei nægte? —
„Nei, en Treklang gjør den ægte
„Rene Harmonie!”
„Siig mig, hvor De sad og skrev
Det var der paa Skrænt, ved Broen,
Hvor nu Koen
Langsomt drev.
Men det var dog mest paa Skrømt!
Hvad mit Hjerte føler ømt,
Kan ei synges, helst jeg tier,
Rimerie er
Da fordømt.
Men mit Hjerte heftigt al Skjønhed tilbeder,
Og det Maal af Saligheder
Har jeg ofte tømt.
„Hvorom talde vi dog før?”
Om en vakker fransk Monsør,
Som var med paa Grækertoget,
Han, som Kroget
Lige gjør.
„Han mig bad om mit Portrait!”
Naa? De skjænker ham vel det?
„Nei, De veed jo, hvem jeg lovte
„Det saa ofte?” —
Det var Ret!
„Men De skulde hørt ham saa vred paa den Danske!
„Een saa følsom blandt de Franske
„Har jeg aldrig seet!”
Denne Huulvei er saa luun,
Lyngen nikker rød og bruun,
Rundtom myldre Blomster røde,
Hvide, bløde
Blad og Duun.
Vil De sidde? er De træt?
„Nei, kuns gjøre Toilet;
„Haaret kildrer mig om Næsen,
„Dette Væsen
„Er ei net!”
Ak, naar Vinden leger med Blomsternes Stilke
Og med Lokkers fine Silke,
Gjør den gandske ret!
Kom, Veninde! sæt Dem her
Bag de tætte Tjørnetræer,
Giv mig Hatten, jeg den holder,
Den kun volder
Dem Besvær.
Ei, hvor hurtigt og galant
De med Lokken Seier vandt,
Fængslet blev den nu bag Øre,
Støvlens Snøre-
Baand De bandt.
Kinderne og Munden Dem blusse vermeille,
Selv er De dog à merveille,
Det er vist og sandt.
„Laan mig Uhret!” — Det var smukt!
Som et Speil det før er brugt;
Haaret siirligt ligger bøiet
Ned mod Øiet
Fiint i Bugt.
„Vaaren har bag dette Krat
„Tusind skjønnne Blomster sat,
„Jeg vil plukke Dem tre, fire,
„De skal sire
„Deres Hat!”
Nei, jeg disse Blomster i Bogen vil bære,
Og dem aldrig bortforære,
Ei for nogen Skat.
Aa, men see dog, see dog hist
Noget ganske Nyt forvist!
Der paa Pynten staaer Capellet,
En forældet
Gothisk Qvist
Gyldent Korset staar paa Top,
Bagved vrimler Graners Trop, —
Ned vi maae, hvor Vover trille,
Hvis vi ville
Naae derop.
Nei, det var da morsomt! en uventet Glæde!
Her forsigtigt maae vi træde
Langs ad Klintens Krop.
Ned ad denne Bankes Barm
Vandre skal De ved min Arm!
„Nei, her gaaer jeg bedst alene,
„Lyngens Grene
„Gjør os Harm!”
Op igjennem grønne Kløft
Over Gjærde, over Grøvt
Kaster Søen os om Kinden
Rask med Vinden
Kjøle Svøft.
Kjæreste, min Frøken! De falder! De glider!
Nei, De faldt dog ei, De skrider
Let og net paa Taa.
Op blandt broget Gruus og Sand
Skyller Søen Skum og Vand,
Her jeg vil min Læbe kjøle,
Jeg kan føle
Tungens Brand.
Her paa disse skarpe Steen
Gaaer kun Foden tung og seen,
Hvis jeg maa, vil jeg Dem bære,
Hist maa være
Veien reen.
Vogt Dem dog, Alvilde! o! Smerte, o! Smerte!
Grusomt bløde maa mit Hjerte
For de spæde Been!
See, her staaer en Bænk til To,
Lad os slaae os lidt til Ro;
Ak, hvor godt bag Granens Skygge
Luunt vi bygge
Kan og boe.
Søen Solens Billed bær,
Droslen slaaer i Granetræ’r,
Steile stige disse Trapper,
Hold Dem tapper,
Støt Dem her!
See nu kun, hvor Solen den blinker heroppe
Paa Capellets gyldne Toppe
Og paa Ruden der.
Hillemænd! en Bænk til Ti,
Vi kun fylde lidt deri! —
Kan man see et Belvedere
Vel med mere
Phantasie?
Hele Søen for vor Fod,
Skyen rød af Solens Blod,
Landet speilt i klare Vove,
Rundt med Skove
Overgroet.
Der staaer nu Capellet; hvad kan det dog være?
Gjerne brød jeg ind, paa Ære!
Havde jeg blot Mod.
Skyen truer sort mod Nord
Som en Fængselshvælving stor,
Men mod Vest, hvor Solen hviler,
Himlen smiler,
Freden boer.
Over Søens blanke Vand
Gaaer en bred og gylden Rand,
Skoven Kysten huldt omringer,
Fisken springer
Fast i Land.
Ned ad Bakken Heste og Køer nu stiger,
Og bagefter langsomt sniger
Dorsk en Bondemand.
Himlen hvælver høit sin Sal,
Hør i Skoven Gjøgens Gal,
See hist Farum, Kollekolle
Og det bolde
Fredriksdal.
Skal vi spørge Fuglen ad,
Om hvor mange Aar i Rad
Deres Scepter De skal føre,
Og os gjøre
Dagen glad?
Nei, vi vil ei fristes! thi taug den nu stille,
Da min Taare maatte trille,
Og jeg traurig sad.
„Bliv ei melancholsk, min Ven!
„Kom, og lad os gaae igjen!
„Søen skummer hvid og bruser,
„Vinden suser
„Over den.
„Denne Grangang er saa tyst,
„Her er mørkt, mens hist er lyst,
„Knap man hører Fuglens Trille,
„Bølgen spille
„Op mod Kyst.”
Seer De vel den Amor af Steen, det Spektakel!
Han med Vind og Veir, den Stakkel,
Døied mangen Dyst
Her blev Øiet frit engang!
Hvilken Udsigt, viid og lang,
Hør, i Søllerød det klinger,
Der det ringer
Aftensang.
Over Marken nu paa skraa
Kan vi snart til Virum naae;
Efter Faaret springer Drengen
Over Engen,
Hvor vi gaae.
Gaderne de vrimle af støiende Glutter,
Hunden gjøede, Bedstemutter
Op fra Rokken saae.
De er nok saa træt og varm?
Hvil Dem trygt paa denne Arm!
Aftenpust i Hasselbuske
Høres ruske
Høit med Larm.
Gaaer jeg ei for stærkt for Dem?
„Nei, saa naae vi hurtigst hjem,
„Seer De, Skyen dækker Egnen,
„Snart vil Regnen
„Komme frem.”
Rask vi holde Skridt, som vi gik efter Noder,
Snart vi gjæste Deres Moder
I sit lune Gjem.
Taus er nu det Sangerchor,
Som i Lyngby-Skoven boer;
Fine Perledraaber glide
Fra det hvide
Taageflor;
See, i Haugen noget Hvidt!
Det er Fruen! — Bi kun lidt!
Den Manoeuvre her med Porten —
Jeg har gjort den
Jo saa tidt.
Kjæreste min Frue! her har De os atter,
Her jeg bringer Deres Datter, —
Tørst og Appetit.