Hist ude er koldt; og med Smerte
Seer Linden ned til sit faldende Haar;
Men her, ak! her i mit Hjerte
Nu blomstrer den favreste Vaar.
Der spirer den grønneste Vang,
Hvor vækkende Luftninger gaaer;
Nys Rosen udsprang!
Det er den, jeg skylder min Sang.
Før var der saa mørkt; men med Luen
Har Rosen malt baade Blade og Træ’r,
Da høit, saa høit imod Buen
Den sendte sit tryllende Skjær;
Min Barm, der var nylig saa trang,
Nu rummer en duftende Hær;
Nys Rosen udsprang!
Det er den, jeg skylder min Sang.
Før var der saa tyst, og i Dvale,
Som Dødens, dybt hver en Tone var lagt,
Men nu, ak! nu kan den tale,
Til Live ved Rosen gjenvakt;
Med Duft og med Straaler og Klang
Min Vaar skal forkynde sin Pragt;
Thi Rosen udsprang!
Og kun den jeg skylder min Sang.