Skjøn Jomfru taler til fangne Ravn:
„Du sidder jo luunt i Bure —
Saa siig mig dog nu, hvad er dit Savn?
Dine Miner ere saa sure!”
Saa dybt sig neied den uselig Ravn,
Hans Taarer runde saa stride:
„Vidste jeg selv dets rette Navn,
Saa fik du det snart at vide.
Min ædle Jomfru med Haanden hvid,
Med Kinder og Læber røde!
Holdt du mig fængslet længere Tid,
Jeg troer forsanden, jeg døde.
Det kogte Kjød fra dit eget Fad
Det er mig saa lidt til Baade, —
Visselig aad jeg en anden Mad,
Ifald jeg selv maatte raade.
Din lunkne Drik og dit Sukkerbrød,
Den Taarestrøm i dit Øie,
Dine lange Sukke, din Tale sød, —
Det kan jeg slet ikke døie.
Kun den kan vide af Skoens Tryk,
Som selv maa træde i Skoen; —
Her sidder jeg nu med krummet Ryg,
Mens Ringen klemmer om Kloen.
O løs min Lænke og bryd min Ring,
Luk op mit Gitters Døre,
— Her duer jeg dog til ingen Ting, —
Saa skal du min Jubel høre.
Før var jeg lystig! — jeg mindes nok
I Bøgens og Egens Grene
Jeg havde Hustruer, hundred i Flok, —
Nu seer jeg kun dig alene.
Jeg Duerne jog fra Slag til Slag,
Drak Blodet og hakkede Kjødet;
Det, maa du troe, har en bedre Smag,
End naar det er stegt og sødet
Man siger, jeg faaer kun Aadsel i Arv,
Og bænkes ved Galgens Kroppe; —
Nei, helst jeg styrkes ved Oxens Marv,
Og sover i Skovens Toppe.
Der har jeg min høie Gjestesal;
Og dybt, hvor Stenen helder
Sig over Kilden, klar og sval,
Er min velforsynede Kjelder.
Min Ven er Midnattens sorte Sky,
Naar kjæk jeg ud mig svinger
I dristigt Tog over Land og By
Alt paa mine susende Vinger.
Da seer jeg i Dybet mangen Skat,
Fast Guldet mit Øie blinder;
Det ligger i Klosterets Gruus forladt,
Og deiligt i Mulmet skinner.
Da skingrer af Glæde høit mit Raab;
Og hvo, som forstaaer min Tale,
Tager Arv i svundne Slægters Haab,
Og kan med sin Vidskab prale.
O løs min Lænke og bryd min Ring,
Luk op mit Gitters Døre,
— Her duer jeg dog til ingen Ting, —
Saa skal du min Jubel høre.
Hvad hjelper det dig, jeg sidder her
Saa stille, forknyt og bunden?
Du fange dig heller en lystig Stær,
Som snakker dig efter Munden.
See til, du faaer dig en Stillids fat,
Han haver saa favre Fjedre,
Og er han i Staaltraadsfængslet sat,
Han pynter i Stuen bedre.
En Papagøie var ogsaa god,
Han sidder i Ringen og gynger,
Og gnaver sin vamle Gulerod,
Og dit Navn evindeligt synger.
En Turteldue du skaffe maa,
Hans Lader er fine og smukke,
Saa kjælen han vil i Stuen gaae
Med evige smægtende Sukke.
Dog fange du helst en Canariehan,
Det er saa vakker en Sælle,
Om Sydlands duftende Skove kan
I Qvad han snaksomt fortælle.
Men fang dog ei Nattergalens Brud!
Du tager feil, hvis du troede,
At, før du stinger dens Øine ud,
Den synger en eneste Node! —
Jeg saae, hvor de andre Fugle smaa
Smukt lærte i Buur at sjunge;
Da tænkte jeg strax: du ogsaa maa
Faa Skik paa din Røst og Tunge.
Saa lod jeg mig fange, — saa sad jeg fast,
Men intet lærte jeg Stakkel,
Og at mit Hjerte endnu ei brast,
Det er saamæn et Mirakel.
Jeg kan ei trives i dette Buur,
Her hjelper ei List eller Lempe;
Min raae, min ubændige Skovnatur
Vil evigt mod Baandet kjæmpe.
Alt godt jeg ønsker min Jomfru kjær,
Dig Himlen stedse bevare!
Jeg beder dig blot: o! naadig vær!
Du lade med Fred mig fare!
O løs min Lænke og bryd min Ring,
Luk op mit Gitters Døre,
— Her duer jeg dog til ingen Ting, —
Saa skal du min Jubel høre!”
— Skjøn Jomfru alt med sin hvide Haand,
Med spodske Smiil om Munden,
Strax løste Ravnens Klo af Baand,
Saa slap hun ham ud i Lunden:
„Tag nu kun Logis paa dit Egetræ, —
Jeg vil dig slet ei genere!
Nei, see mig til det tossede Kræ,
Hvor han kan ræsonnere!”