Vi grave dybt i sorten Muld,
Vi Jordens Hjerte saare;
Det er det klare, lyse Guld,
Som flyder i hans Aare;
Vor Jord den er en gammel Mand,
Og meget maa han trælle,
Skjøndt stum, dog mangen Hugger han
Mon sære Sagn fortælle.
Saa dybt, hvor Klippens Fødder staaer,
Man hører Vandet trille,
Der vander nu den mørke Gaard
Den evigt kolde Kilde;
Den klinger som et Orgelspil,
Og aldrig Stemme skifter, —
Naar Piberne man lytter til,
Da er det Klippens Rifter.
Vel ingen munter Sol vi har
I vores travle Kube,
Fra Schachten straaler Faklen klar
Ned i den dunkle Grube;
Der skuer man det frosne Glar,
I Mulmet ud sig strækker,
Hvor ingen Fisk sig svunget har,
Hvor ingen Frøer qvækker.
Langt inde i den graae Granit
Der boer den gamle Drage,
Vi Bjergmænd høre hende tidt
At klynke huult og klage;
Vel tusind Aar hun ruge maa
Paa Flintens skarpe Kanter;
Thi udaf Flinten kan hun faae
De klare Diamanter.
Vi kjende Herrens høie Magt
Udi vor travle Hule,
For ham, hvem Alt er underlagt,
Man kan sig aldrig skjule;
Ham see vi her saa godt, som I,
Der hist har lyse Dage,
Kun ham alene frygte vi,
Og see os ei tilbage!