Christian Winther (1796–1876)

Hvis Du kan med dine Toner,

Stakkels Pap! saa siig mig dog,

Hvad fra Skovens friske Kroner

Dig her ind til Byen drog!

Vilde Du vel mere vide

Tud den snilde Venneflok,

Som, hist flagred ved din Side?

Var Dig ikke Frihed nok?

Var Du ikke glad derhjemme

I den svale, grønne Lund?

Klang da ikke der din Stemme

Altid freidig, frisk og sund?

Havde Du ei mere Glæde

Af den milde Aftendug,

Som din Pels Dig vilde væde

For at faae den blank og smuk?

Jeg vil ei Dig trætte længer,

Nok af Spørgsmaal alt Du har,

Og Du seer jo, at jeg trænger

Til et klart og fyndigt Svar.

Thi — dog dette nu tilside! —

Men Du aner vel, min Ven!

At jeg gierne vilde vide:

„Hvorfor kom Du vel herhen?”

Jo! — med Rædsel jeg fik høre,

At min søde, muntre Viv

Fanget var og maatte føre

Her et bittert Sorgens Liv.

Saa lod jeg mig ogsaa fange

For at være Hende nær;

Men om Toner eller Sange

Er der aldrig Tale meer.