Det drøner som et Tordenbrag,
Saa dybt sig Usselhed maa bøie;
Det glimter som et Lynildslag,
Og Feighed blinker med sit Øie.
Det skingrer som en klar Trompet,
Der lokker Skarerne til Fanen;
Det raaber høit: er Du beredt?
Og Kjækhed fast gaaer frem paa Banen.
Mig har det nu en anden Klang,
Som evigt for min Sands skal lyde,
Den ingen Digters Mestersang
Formaaer at tolke eller tyde!