Maaskee jeg dog, naar Svalen kommer,
Endnu engang skal see en Sommer,
Og under Bøgens Løvtag gaae,
Og aande Blomsterduft i Strømme,
Der vækker mine gamle Drømme,
Dem Nattens Slør alt hviler paa.
Maaskee jeg dog, før Lyset svinder,
Engang endnu mig Lindring finder
I Havets kolde, friske Skjød,
Hvis Bølger klare, stærke, vilde
Har tidt gjort Hjertets Slag saa milde,
Og Livets Malurt melkesød.
Maaskee dog, førend Dagen ender,
Endnu mig Sanggudinden sender
Et Smiil, der tænder i mit Bryst
En klar, en blomsterfarvet Lue,
Mig selv, min egen søde Frue
Og et par andre Folk til Lyst.
Maaskee jeg dog, før Sol vil dale,
Endnu engang skal høre Tale
Om Danmark, løst af Tvivlens Baand,
Og ikke længer see den Kydske
Staae bleg af Rædsel for den tydske
Voldtagers frække, ublue Haand.
Men skeer det ei, saa vil jeg sige
Farvel til Dagens Lys og stige
Besindig ned til Flodens Rand,
Og — siden jeg mig ei kan værge, —
Mig sætte tvær i Charons Færge,
Og tabe mig i Skyggers Land.