Livsaligt det fra Himlen lød
For Hyrderne ved Skoven;
Og over natlig Mark og Vang
Høit deres Hosianna klang
Med Englenes foroven.
For hine milde Trøstens Bud,
Som blev til Støvet sendt fra Gud,
Blev Naadens Dør da aaben;
Fra den Tid Veien banet er
For hvert et Hjerte og for hver
Dets Stræben og dets Haaben.
Er Stien her end steil og trang,
Er Maalet fjernt, er Veien lang,
Som did os bør at vandre,
Saa lider den dog jævnt, naar tro
Man Arm i Arm og To og To
Den træder med hverandre.
O, lad os vandre da i Fred
Ad Fjeldet op, i Dalen ned,
Langs Livets Dyb og Strømme;
Trods Støvet, som vi bære paa,
Vi Haand i Haand hist Himlen naae
Letsvævende, i Drømme;
Hvor vore Smertes-Suk engang
Skal vorde til en Jubelsang,
En Gudindviet Psalme,
Der aandes hen saa sødt i Læ
Af Paradisets Juletræ,
Af Evighedens Palme.