Hvor Granen kneiser, hvor Fjelde staaer,
Hvor Malmen groer i Stenen haard
Og smeddes ud til skarpe Sværde;
Hvor der er Rigdom paa tappre Mænd,
Der gjorde Staal om stærken Lænd
Og staae som Manhems Vold og Gjærde;
Hvor Talen toner med liflig Klang
Om stolte Minder, i yndig Sang,
Af Nordens Undren høit besvaret:
Der stod Din Vugge; i Fædre-Arv
El ædelt Hjerte og Mod og Marv
Du fik og trofast den bevared.
Du læste Runen, som Fortid skrev,
Indtil dens Tanke Din egen blev,
Indtil Din Sjæl ret kunde tyde’n;
Da blev Du grebet af Hines Aand,
Der fordum toge Sværd i Haand
Og børsted Russeren og — Jyden.
Men Tiden skifter! — Nys selv Du stod
Og voved kjækt Dit ædle Blod
For Danmarks rige Blomsterhave;
Du Haand i Haand med Dansken slog,
Og Broderen med Tak modtog
Din dyrebare Vennegave.
I Hildes Leg Du Hæder fandt;
Men her i Freden Du ogsaa vandt
I vore Hjerters Dyb en Seier!
Velsignet være den Moders Navn,
Som fødte Dig, og i hvis Favn
Du fik det Hjerte, som Du eier.