Doctor Morten hist i Sachsen,
Naar han sad ved Dug og Disk,
Raabte altid: „Drik paa Laxen
„Og paa anden Suul og Fisk!
„Den, som ynded ei at qvæde,
„Som ei fik en Qvinde kjær,
„Som foragted Druens Væde, —
„Han er ei en Bønne værd!”
Og Han blev en Helt paa Jorden,
Snild og gild og stærk og sund;
Liflig Sang og vældig Torden
Bar han sammen i sin Mund.
Og hvad Han saa fik udrettet,
Før hans Øiestene brast,
Uforfærdet og utrættet, —
Glemmes vistnok ei i Hast.
Kunde det vel andet være?
Naar i Enighed han gik
Gjennem Livet med sin Kjære,
Med sin Harpe og sin Drik!
Denne Samklang giver Styrke,
Liv og Frihed boe deri,
Den adspreder Dybets Mørke
Og gjør jævn den rette Sti.
Derfor vi, Hr. Doctor! raade
Kjønt at følge Mortens Skik;
Tag paa Vandring med Dig baade
Kjærlighed og Sang og Drik!
Ak! — men see! Du har jo gjort det!
Og hans Maal forlængst Du vandt;
Du tog Manden rask paa Ordet,
Og det høist probatum fandt.
Doctorhatten paa Din Isse,
Høire Haand omkring Dit Kruus,
Venligt lytte Du til disse
Jubeltoner i Dit Huus.
Dig de lyde høit til Ære;
Og det var vort Ønske blot,
At den Hilsen, vi frembære,
Gjorde ret Dit Hjerte godt.
Vivat da for de halvhundred
Aar, Du modigt vandred har,
Enten Skyens Torden dundred
Eller Solen smiled klar!
Vivat fra den hele Klynge
Sønner, Døttre om Dit Bord!
Vivat alle Hjerter synge
I et stærkt og enigt Chor!