Jovist er Du fortryllende! —
Og mit Liv jeg leve vil
Al Din Herlighed hyldende
Ved Sang og Strængespil;
Dig heelt afspejlende
I Kjærlighedens Hav;
Der svinder jo det Feilende
Og synker som i Grav;
Thi veed Du ei, at Kjærlighed
Er just Dit rette Hjem?
Den bærer al Din Herlighed
Sødt straalende frem;
Den er det, som klarer jo
Og gjør det Dunkle lyst;
Den er det, som bevarer jo
En Himmel i vort Bryst!
Og naar engang de lægge mig
Paa Dædens kolde Seng,
Med Jordelinet dække mig,
Og stum er Harpens Stræng;
Og alt jeg ligger hyggelig
I Dødens milde Nat,
Og man spørger: „Var han lykkelig?”
Da reiser jeg mig brat
Og svarer høit: „Mig prydede
„Ei Laurens Hæderstegn,
„Ei qvæged eller frydede
„Mig Rigdoms gyldne Regn; —
„Men Hun — Hun bar jo smykket mig
„Med Himlens bedste Navn,
„Og Hun — Hun har henrykket mig
„Til Salighedens Havn;
„Hun nævnede sin Sanger mig
„Og selv var hun min Brud, —
„Og Intet meer forlanger jeg
„Af Verden eller Gud!”