Du er saa yndig, kjær og sød,
Du er mit Bedste her paa Jorden;
At jeg dig elsker til min Død,
Det er saa ganske i sin Orden.
Jeg vilde gjerne hvert et Suk
Og hver en Taare fra dig fjerne,
At altid lige klar og smuk
Mig straalede min Skjebnes Stjerne.
Jeg vilde, ak! til hver en Fryd,
Til hver en Jubel dig indføre;
Alt Skjønt og godt fra Nord og Syd,
Jeg vilde, skulde dig tilhøre.
Hvert Blomster i den stille Vaar,
Den rige Sommers Frugter søde,
Dem gad jeg flette om dit Haar,
Dem lade dufte dig imøde.
Men jeg — saa fattig som jeg er —
Maa nøies med til Gud at bede,
At han, som har mig havt saa kjær,
Vil ogsaa om min Himmel frede.
Thi du er Himlen han mig bød,
Det Yndigste, jeg har paa Jorden;
At jeg dig elsker til min Død,
Det er jo ganske i sin Orden!