See, nu er her svalt og stille
Over Sø, i Skov, paa Vang;
Droslen har nu gjemt sin Trille
Til den næste Foraarssang.
Ak, hvor skjønt det end kan være
Paa en venlig, fremmed Kyst,
Glemmes aldrig dog de kjære
Vidner til vor Ungdoms Lyst.
Vi har ingen stride Strømme,
Ingen Fos med vild Musik,
Men en Skov med dunkle Drømme
Og en Eng med klare Blik.
Vi er ei med Fjeld begavet,
Pegende mod Himlens Blaae;
Men et Frisyn over Havet
Har vi dog at styrkes paa.
Naar vor Himmel da er større
Og vor Tankeflugt saa let,
Savne vi vist ei de tørre
Kjæmpestenes Majestæt.
Byen kuer — ja, histude
Hjertet kun sig hæve kan,
I det Grønne, hvor de prude
Bøge speile sig i Strand.
O, saa kom da! svalt og stille
Er der nu i Skov, paa Vang.
Droslen har nu gjemt sin Trille
Til den næste Foraarssang.
Torneflettet var din Rede,
Tidsler laae der, hvasse Straae;
Nu vil Himlen Duun dig brede,
Som du sødt kan drømme paa.
Efter Kampen skal du hvile,
Du og dine Tankers Gang;
Efter Sorgen skal du smile
Nu til Livet og min Sang!