Pen gjør Ufred, skaber Ro,
Den volder Sorg, den vækker Glæder;
Tidt faaer den Roser til at groe,
Og stundom dem i Støv nedtræder;
Den gjør bedrøvet, den gjør fro,
Een er den Skam, en Anden Hæder;
For Somme er den Malkeko,
For Andre liig en stridbar Væder;
Den være kan en Ven, fuldtro,
Men bliver let en slem Forræder;
Men vær du tryg! — du kjender jo
Nok dens dæmonske Skik og Sæder;
Og faaer du den i Hænde, — o!
Saa fletter den kun Blomsterkjeder!