Svæv hid med al Din Pragt og Pryd,
Du milde Luft fra lune Syd, —
Hid over Land og Vover;
Bring Du os Solen, Regn og Dug!
Væk i mit Hjerte alle Suk
Til Sang, som endnu sover.
Opløft kun freidigt Du Din Røst,
O, Bølge! trindt om grønne Kyst,
Og hæv Dig dybt fra Grunden!
O, vug mig i Din stærke Favn,
Saa Alt — undtagen Hendes Navn —
Maa synke glemt til Bunden.
Stig op af Jordens Moderskjød
Saa hvid som Snee, som Duun saa blød.
Du høie, rene Lilie!
Og lær mig ved Dit fromme Smil
For Længsels smertefulde Piil
At bøie fromt min Villie.
Træd frem, o Rose! Vaarens Trøst!
Og ræk mig frit Dit hulde Bryst,
Jeg vil Din Friskhed die;
Indlullet ved Din Kind saa sund
Skal Smerten faae et lille Blund
Og Stundens Jammer tie.
Drag bort, o Himmel! bort Dit Slør,
Saa Stjernen jeg, naar Dagen døer,
Kan skimte fra det Høie,
Og tænke mig, i mørke Nat
Jeg saae bag sorte Flor og Hat
Et Blink fra Hendes Øie.
Kom saa, Du søde Nattergal!
Snart Lovet vil i Skoven sval
Dit Brudekammer lukke.
Ak, vore Tanker følges ad!
Formæles skal Dit Elskovsqvad
Med mine Længselssukke!