Tungt falder den hvide Decembersnee;
Paa Borgen vaage Frøkener tre.
I Sanctæ Luciæ Nat saa silde
De deres Lykke udforske ville.
Af Længsel blusser Kinden saa rød.
Paa Bordet ligger et nybagt Brød;
Mens Hver sin Kniv deri de stikke,
De vente paa Timen med bange Blikke.
Men Tiden vandrer sin stadige Gang.
Da høre de Klokkens fjerne Klang.
Langt borte Midnatshanen galer, —
Den Ældste reiser sig rank og taler:
„Lucia, Du blide!
Du faae mig at vide:
Hvis Dug jeg skal brede,
Hvis Seng jeg skal rede,
Hvis Viv jeg skal være,
Hvis Barn jeg skal bære?”
Da spalter sig bredt den stærke Væg,
Ind strider en Herre med Hjelm og Skjæg,
Med Stang i Haand og Staal om Lænder,
Han griber en Kniv, — og bort sig vender. —
— Flux Væggen lukker sig efter ham.
Fjernt lyder i Skoven Ulvens Glam.
Mens Rædsel hvid hendes Læbe maler,
Sig reiser den anden Frøken og taler:
„Lucia, Du blide!
Du faae mig at vide:
Hvis Haand mig skal føre,
Hvis Røst jeg skal høre,
Hvis Navn jeg skal bære,
Hvis Brud jeg skal være?”
Da hvælver sig Væggen til et Portal;
Og fjernt i Hallen, i Dødsens Qval
Paa Korset sees Guds Søn at hænge,
Og Blodet frem af fem Vunder trænge.
Livsaligt toner en himmelsk Røst:
„See her Din Brudgom! see her Din Trøst!
See her den Favn, hvorefter Du sukker!”
Og atter Muren sig sagte lukker. —
— Den Tredie, den Yngste, fast Barn endnu,
Var rolig i Sind og kjæk i Hu.
Ei hendes Hjerte var vakt af Dvale, —
Nu freidigt og lydt hun høres tale:
„Lucia, Du blide!
Du faae mig at vide:
Hvem tør jeg vel vente,
Som Brud mig vil hente?
Hvis Mund mig vil smile,
Hos hvem jeg skal hvile?”
Og ind ad Murens aabnede Skjød
Sig skyder den ranglende, grimme Død,
Med Leen i Haand og med grinende Tænder
Han løfter een Finger og bort sig vender.
Den ældste Frøken stod stolt og rank.
Den Anden blegnet til Jorden sank.
Med foldede Hænder den yngste Lilie
Sig føiede fromt i Herrens Villie. —
— Knap var henrundet det halve Aar,
Da holdt der en Ridder i Borgegaard.
Han traadte i Sal med hæviske Lader
Og beilede der hos Moder og Fader.
Den ældste Frøken man ledte ind
Med smægtende Øie og Blus paa Kind.
Var Længselen lang, kun kort var Ordet,
Snart sad de, Brud og Brudgom, ved Bordet.
Men Ridderen stirred paa Dugen vild:
„De Knive, dem haver jeg Magen til!
Du fik mig manet med Helvedqvide!”
Dybt skjulte han Kniven i Brudens Side.
Forlængst hun slumred i Gravens Skjød,
Da vaktes han først af Vanvids Nød.
Han kom til Borgen. Man saae ham gjerne,
Thi did ham lokked paany en Stjerne.
Den anden Frøken, saa from og god,
I Flamme tændte hans vilde Blod.
Men hun ei elsked. Fra Jomfrubure
Hun flygtede bly bag Klosterets Mure.
Den Tredie, den Yngste, det spæde Lam,
Sit Hjerte kasted paa Baal for ham.
Han saae ei til hende! Af Vee og Smerte
Da brast i Vaar hendes unge Hjerte.
Den Ridder flakked til Østerland,
For Korsets Seier kjæmpede han.
For Korset kunde han Palmen vinde,
Men Freden selv kuns i Graven finde! —
— Vov ei at drage i Dækket, som
Dig naadigt dølger Din Fremtids Dom.
Skrid trøstigt frem, mens Lyset brænder,
Det skjærmes huldt af en Faders Hænder!