Jeg kom til Skovens Bolig,
Der var saa yndigt hist;
Og Fuglene fortrolig
Smaasnakkede paa Qvist;
Løvsfrøen, grøn og lille,
Paa Tuen sprang med Lyst;
Fast hørtes Duggen trille
Paa alle Blomsters Bryst.
Veemodig og alene
Jeg blødt i Græsset laae,
Fra Hasselbuskens Grene
En Drossel paa mig saae;
Nysgjerrig og forvoven
Den nærmere sig svang,
Mens klart igjennem Skoven
Dens friske Toner klang.
Hist fjernt paa Høien standsed
En Hjort med stort Gevier,
Mens Daadyrflokken dandsed
Hen ad de grønne Stier.
Igjennem Krattet skimted
Jeg Havets glatte Speil;
Der langsomt gled og glimted
En Baad med hvide Seil.
En sagte Susen lufted
Hen over Bøgetop,
Og alle Urter dufted
Og saae mod Himlen op;
Og Himlen var saa herlig,
Saa venlig, puur og skjær,
Den smilte sødt og kjærlig
Ned til sin Børnehær.
Og alle Tanker sorte
En Stund mit Sind forlod;
Thi Freden holdt dem borte,
Som Vagt den hos mig stod;
Den med sin Vinge vifted
Og tog mig i sit Skjød; —
Da i sin Slummer fristed
Mit Hjerte den sin Nød.
Og jeg lod Hjertet sanke
Trøst i Naturens Fred:
Kun een — en hellig — Tanke
Blev vaagen end derved:
Hvad skal jeg med det Hele?
Den Fryd er ikke reen!
Nei — Gud! o, lad mig dele
Din Himmels Fred med Een!