Tilbords sad der to unge Venner,
Og Bordet var forsvarligt dækt;
Een var der, som vi ikke fjender,
Den Anden var vor Architect.
„Du reiser, Henrik?” — „Ja, jeg reiser!” —
„Er det dit Alvor eller Spads?” —
Nei see, den brasilianske Keiser
Skal have sig et nyt Palads;
Og ved min Skjebnes snilde Vending
Er jeg nu blevet valgt som Den,
Man troer, er skabt til denne Sending,
Og derfor drager jeg derhen.
Som sagt, i Rio snart jeg lander
Paa Skjebnens og mit Hjertes Bud,
Og saa por Deos kun jeg bander
Og siger aldrig meer: Ved Gud!
Mig Fylla føre skal til Landet,
Hvor jeg, europatræt og dum,
Vil hente mig, om ikke Andet,
En Glemsel og en lille Sum.
Saa vil jeg leire mig her hjemme
I denne gamle, kjære Stad,
Forynget ved at kunne glemme, —
Og lade, som jeg ret var glad.”
— „Men veed Du ikke, hvem der følger
Paa Fylla med nu fra sit Hjem?
Og vil Du, at de samme Bølger
Skal bære Dig og hende frem?
Med sin Cousine og sin Onkel
Begiver hun sig kjækt paa Fart.
Hvad hist de vil? den Sag er dunkel, —
At Du maa lide, synes klart.”
— „Paa ingen Maade! Seer Du, Kjære!
Ei altid just var let min Lod,
Saa jeg har vant mig til at bære
Og stampe rask mod Smertens Braad.
Frygt ei for mig! Ei meer Du røre
Ved det, jeg vied Lethes Strøm!
Stormfuglens Skrig jeg snart skal høre
Og vækkes af min sære Drøm. —
Min Kjærlighed til denne Qvinde
Skal aldrig døe paa denne Jord;
Jeg hende glemmer ingensinde,
Men jeg vil glemme hendes Ord.
Og derfor er det mig beleiligt,
At man saa langt mig sender bort;
Thi Du maa tilstaae, det er deiligt,
Naar man kan gjøre Pinen kort.
Vær rolig! Hvis paa Skibets Planker
Hun tør mig frit i Øiet see,
Saa lidt hun aner mine Tanker,
Hun ane skal mit Hjertes Vee.
Opvarter! kom, jeg vil betale.
Farvel! lev vel, min ædle Ven!
Nu vil der mange Sole dale
Før vi tør mødes her igjen.”