Det sused i Lindenes glindsende Blad.
Høit Gjøgen den kukked og Bogfinken qvad.
Auriklerne dufted,
Mildt Vaarvinden lufted,
Mens Bien beruset paa Kløveret sad.
Paa Løvhyttens Mosbænk, saa yndigt i Løn
Sad Møllerens Datter og Skovfogdens Søn.
I dæmrende Bolig
Hun læned fortrolig
Sin Kind til hans Skulder og hørte hans Bøn.
Ved Huset paa Trappen sad Mutter og spandt.
Hun lytted og vented, mens Tiden den randt:
„Nu er her saa stille!
Nys Han og min Lille
Jo fyldte mig Øret med Skjemt og med Tant!”
Men Jægerens Hector, som hos hende laae,
Han mæled: „Jeg hende i Lysthuset saae
I Fryd og i Gammen
Med Jægeren sammen, —
Skjøndt sagtens jeg ikke forraade dem maa.”
Den næsvise, vindige, lille Hr. Stær
Han læsped: „Nys var jeg dem begge saa nær,
At grant jeg fik høre,
Hvor han kunde føre
Sin Sag, som det lod, ei til hendes Besvær.”
Frem sneg sig den hvide, den smidige Kat
Med ringlende Hale, med krum Ryg og glat:
„Jo, de er poliske,
Jeg hører dem hviske
Fra Haven og Vindvet hver evige Nat.”
Og Svalen, den fromme, den Nonne i Sort,
Med hellig Fortørnelse mælede kort:
„Jeg saae, hvor med Varme,
Han trykked den Arme
Til Brystet — og vendte undseelig mig bort.”
Fru Skade sad kjæk paa den duftende Stak:
„Jeg veed, jeg er sikker, jeg fører ei Snak,
Jeg lyver ei! Jøsses!
Jeg saae dem jo kysses
Saa sødt og saa blødt og saa høit, at det smak.”
Hr. Stork med de lange, lakerede Been,
Han raabte fra Taget: „Den Sag er jo reen!
Jeg glæder mig saare
Til muntert ad Aare
Her hjem i det Mindste at bringe dem Een!”
— Og før de det aned, stod Mutter dem næst,
Og trued: „Nu veed jeg, hvad tjener Jer bedst!
Snart vil I nok trænge
Til Bord og til Senge,
Til Gryde, til Vugge, til Degn og til Præst!”