Hvo kommer der saa let og glad,
Med Kinden som en Rose?
Ret som et Barn han bær sig ad,
Paa Nakken han han, Gud veed, hvad,
Tætstoppet i en Pose.
Ak, nu der mig et Lys opgaaer,
Jeg troer, jeg Fyren kjender:
Træd nærmere, Hr. unge Aar!
Jeg haaber, før vi Enden naaer,
Vi blive gode Venner.
Af Varerne, Du har i Gjem
I Sækken paa Din Nakke,
Du Intet end maa tage frem!
Bliv ikke vred! Jeg end for dem
Mig ydmygst maa betakke.
Hvis det er noget rigtig Godt,
Saa gaaer man kun og længes;
Og har en Anelse man faa’t
Om noget Slemt, da er det blot
Til fælt af Angst at trænges.
Men glad og angst, det er jeg dog,
Du gaadefulde Unge!
Det er ei sundt at blive klog
Haa hvad der staaer i Fremtids Bog,
Og derfor — Tand for Tunge!
O, see nu til, Du unge Mand!
Du drages vel til Minde:
At Alt Du sætter godt istand
I Krig og Fred for dette Land
Og os, som boe herinde.
Ifald Du føre vil som bedst
Vort Sværd, vor Pen til Lykke,
Da kan Du, mens Du er vor Gjæst,
Med danske Mænd ved Fredens Fest
Dit Navn et Tempel bygge.