Sov i Nattens Favn saa sødt,
Hvil med Fred i Søvnens Arme,
Og lad dette Teppe varme
Dine Fødder luunt og blødt!
See, en sælsom Trolddomsmagt
Har i disse uldne Traade
Hemmeligt og kjærligt baade
Fred og Ro og Lindring lagt.
Naar Du hviler under det,
Gode Aander dig beskjærme,
Intet tør dit Sind sig nærme,
Som er skummelt eller slet;
Ingen Storm og ingen Sky,
Intet hvad dit Hjerte saarer,
Intet Suk og ingen Taarer, —
Alt det Tunge vil bortflye.
Kun den rene, klare Sol
Skal du see, Dig glade Tanker
Qvæge, som fra Blomsterranker
Duft af Rose og Viol!
Ak, men det er kun en Drøm?
Ønsker er det fra mit Hjerte,
Som i Livets Fryd og Smerte
Ligner en Dig viet Strøm!
Alt, hvad der er let og frit,
Alt det venlige og milde
Strømme skal, som fra en Kilde,
Fra mit Hjerte hen til dit.