Christian Winther (1796–1876)

Den Hue, Du har foræret mig,

Den lille hvide Callot,

Som din kjære Haand brodered mig,

Forvarer mig luunt og godt.

De Stjerner, som over min Isse

Er saaet, liig et Firmament,

Har alt derinde tilvisse

Mig mangeslags Lys antændt.

Og blev de blot ved at brænde,

Til Dagens Øie fremgik,

Saa kunde nok sig hænde,

At gode Indfald jeg fik.

Men aldrig saasnart er vaagen

Min Tanke i Dagens Glands,

Saa svinder med Drømmetaagen

De Billeders lette Dands.

Dog — bliver der nogle tilbage,

Saa skal Du dem alle faae;

Jeg vil dem til Fange tage

Og smukt i Riimlænker slaae!