1.
Naar jeg skal synge her, saa maa jeg drømme
Mig hist, hvor Sundets Bølger gaae og lade
Troskyldigt Hjertet troe, at det kan bade
Sig i vor strenge Himmels friske Strømme.
Da spire Blomster frem, og Toner ømme
Ledsage deres Vært, og sommerglade
De hæve sig fra Dybet, paa hvis Flade
De da, som Lilier, phantastisk svømme.
Men da det Dyb, hvor deres Rod sig skyder,
Er langt herfra med sine skjulte Kræfter,
Maa Tanken villigt føie sig derefter.
Mit Inderstes Natur jeg blindt adlyder;
Da kan mit Blomsterflor, skjøndt her saa fremmed,
En ægte Hilsen bringe Dig fra Hjemmet.
2.
Du hilses fra det Glade og det Tvære:
Fra Urterne, der ligge nu og sove,
Fra Eng og Mark og fra de tause Skove,
Hvor Bøgens Isse hviden Slør maa bære;
Fra Droslerne, saa stille de end ere,
Fra Jettens Gravhøi hist, fra salten Vove,
Fra Vennerne, de fine og de grove,
Fra Minderne, de lyse og de kjære;
Nordstjernen hilser Dig saa mange Gange,
Og Skyerne, som over Sundet drage,
Dig sende Hilsen kjækt i Stormens Sange.
Der Intet er, som holder sig tilbage;
Og skulde Alt Dig bringes, er jeg bange,
At Du blev træt, og — mine Riim for lange!