Heel mageligt i Morgendragt
Han havde sig i Vindvet lagt,
Og nød den friske, aarle Luft
I Pagt med en Havanas Duft.
Da faldt der fra Bolværkets Rand
Ud i Kanalens grønne Vand
En fattig Dreng. Ved dette Syn
Var han paa Gaden som et Lyn;
Af Klæderne kom han saa brat,
Som vinked ham en Brudenat.
Han over Randen rask sig svang,
I stinkende Kanal han sprang,
Og frelste ud af Dødens Garn
Med kraftig Haand det stakkels Barn.
Nu efter ædel Brug og Skik
Han Redningshæderstegnet fik.
Og jeg har hørt, han tidt har sagt:
„Jeg har jo nok af alskens Pragt;
Mig Titler, Stjerner, Kors og Baand
Blev skjænket af en naadig Haand,
Men denne lille, ringe Mønt
Er dog min Dolmans bedste Pynt!”
Jeg troer, det var en Ridder med
Sit Hjerte paa det rette Sted.