En stille Sommeraftenstund
Ved Døren stod de Begge,
Ømt paa hans Skulder vilde hun
Sin trinde Arm just lægge.
Men Svenden ændsed, stum og mut
Henover Riflen bøiet,
Ei med et Blik den søde Glut,
Som stirred ham i Øiet.
Hun smiled: „drømmer Du igjen?
Du er ei meer den Gamle!
Hvor flyve dine Tanker hen?
See til, Du kan dem samle!”
Op foer han, som han saae et Syn,
Af sine Drømmes Dvale;
Ud fra hans Øine skjød et Lyn
Ved Pigebarnets Tale.
Hun sagde: „Du er ikke Glad,
Johan! Du er forandret;
Ak, under Bøgens dunkle Blad
Har Du forlænge vandret!
Forlad den vilde Jægerfærd,
Ei Riflen meer Du røre!
Bliv her hos os i Fred og lær
I Fred vor Ploug at kjøre.
Det er saa kjært og ingen Skam,
Det kan Du sagtens vide,
At røgte Qvie, Tyr og Lam
Og stolten Hingst at ride.
Det er saa kjært og ingen Spot
At sprede Sæd i Furen,
Og binde Ferskengrenen godt
Og Ranken op til Muren.
Det er saa kjært og ingen Spee,
Ydmygt som Natviolen
At see, hvor Havens Blomster lee
Og takke Gud for Solen.
Det er en Fryd og Glæde sød,
En Jubel uden Lige,
Af Jordens Skjød at lokke Brød
Til Fattigfolk og Rige.
Du har en Sorg, der er en Qval,
Dit Hjerte for mig dølger.
Det freidigt Du mig sige skal,
Naar jeg paa Vei dig følger!”
Han hende til sit Hjerte drog;
Med sagte, ængstlig Stemme,
Mens Vildt i Brystet Blodet jog,
Han hvisked: „Bliv her hjemme!
Dit stille Hjem — forlad det ei,
Paa mine Stier dunkle
Jeg ene vandre maa min Vei,
Mens Nattens Stjerner funkle.
Dit Sind det brænder roligt ned,
Mildt som en Alterkjerte,
Du ei af saadan Lue veed,
Der raser i mit Hjerte.
Din Tanke er en stille Bæk,
Nys født af Kildevældet;
Min er en Elv, der vild af Skræk
Sig vælter ned fra Fjeldet.
Din er jeg! — Hør mig — ak, men Du
Mit Ord, min Færd ei fatter!
Skovfruen mægtigt lokker nu
Mig med sin sære Latter.
Hun lokker mig, naar jeg paa Jagt
I Skoven eensom dvæler,
Hun med en sælsom, yndig Magt
Min Sjæl, mit Hjerte stjæler.
Hver Sorg og Fryd, hver Qval og Lyst
Alt — Alt jeg maa forglemme,
Hvert Minde veirer fra mit Bryst
Hiin underfulde Stemme.
En Løndom ligger i dens Klang —
Mit Hjerte gjøs og brændte! —
Den vækker Skræk og sødt en Trang,
Som aldrig før jeg kjendte.
Veemodigt klinger den og blødt
Med Smerte og med Varme,
Den lokker sælsomt mig, som sødt
To længselsfulde Arme.
Din er jeg — ak, men dog af sted
Jeg styrte maa i Fare,
Jeg skue maa den Herlighed,
Som hun kan aabenbare!” —
Taus Begge ned mod Jorden saae, —
Da ud fra Skoven atter
Til deres Øren monne naae
Den søde, kjælne latter.
Han gyste: „Else! hører Du,
Hvor det fra Skoven Klinger?
Saa Smerteligt som Dødens Gru,
Saa blidt som Svanevinger!”
Han rev sig løs, han Riflen smed,
Med høit oprakte Hænder,
Som jaget, gjennem Gyden ned
Han ind i Skoven render.
Den blege Pige mæled ei,
Men Tanken kjækt var givet:
„Jeg maa ham følge paa hans Vei,
Med ham er Døden Livet!”
Om Haaret svøbte hun et Liin,
Og med sit Hjertes Styrke
Hun ilede med lette Trin
Og svandt i Skovens Mørke.
Ved Morgengry man fandt ham død
Og Bondens væne Datter,
Mens i det fjerne haanligt lød
Skovfruens kjælne Latter.