Med Graad paa Kind, med tunge Fjed
Alt see vi Aaret vandre
Mod Evighedens Afgrund ned
At slumre hos de andre.
Og, smykt i Paradisets Pragt,
Ad stjernerige Veie
Omstimler huldt en Englevagt
Den døde Konges Leie,
Trompeters Gjald oq Strænges Klang
Og Orglets dybe Tone
Forstummet er, som Fuglens Sang
I Bøgens nøgne Krone.
I Graat sig hyller Solens Karm
Og Himlens hvalte Bue;
Hvert Blomsterskud, hver Jomfrubarm
Bag Sorgens Slør vi skue.
Men om end Døden grumt besaaer
Vor Jord med Liig og Grave,
Saa spirer dog en evig Vaar
I Sanggudindens Have.
I Myrthers Læ hver Nattergal
Sin Rose der forkynder
Sin Elskovs evignye Qval,
Mens Kilden evigt nynner.
Bag Løvet broget Blomst og Frugt
Sig søsterligt forene,
Og lokke Sommerfugles Flugt
Til eviggrønne Grene.
Og hvad Alverden har i Gjem
I Himlen og paa Jorden
Som i et Speil her træder frem
I malerisk Uorden.
Og Mørkt og Lyst og Glands og Lyd
Og Tanker og Bedrifter
Og Smil og Suk og Sorg og Fryd
I evig Vexel skifter.
Jeg nylig sneg mig ængstlig ind
I disse Trolddoms-Egne,
Og satte mig paa Templets Trin,
Og gav mig til at tegne.
Jeg tegnede, men, ak! saa smaat
Sig hvert et Træk fremstilled;
Jeg maled — men kun Graat i Graat
Afpræged sig hvert Billed.
Thi, ak! hver Blomst, jeg rører ved,
Brat Glands og Duft forlade.
Det er min Lod! — Med Skaansomhed
Modtag de blege Blade!