Det er nu engang i sin Orden,
At jeg maa holde mig til Jorden.
Jeg ræddes altid for det Dybe,
Og skjøndt jeg ynder ei at krybe,
Saa svimler jeg dog i det Høie;
Og derfor maa jeg Jorden pløie,
At sige: pløie den æsthetisk
Og høste, hvad jeg kan, poetisk.
Det himmelhøie Grandiose,
Det allerhelvedes Famose
Mig bliver altsaa ganske fremmed,
Og der jeg aldrig føler Hjemmet. —
Men — naar jeg tænker paa, min Kone!
Din huldt fortryllende Natur,
Da sværmer ud, som fra et Buur,
Fra Hjertets Kammer hver en Tone,
Hver Tankeblomst, hvert Blad og Billed,
Og ordner sig omkring dig peent
Og troer sig mere høit og reent,
Om din Gestalt gruppeert og stillet.
Saaledes har de mange Gange
Sig vovet frem og klædt sig paa
Og præsenteret sig, og saa
Gebærdet sig som Digt og Sange.
De har forsøgt en dristig Flugt,
Et Himmelvingeslag, en Svæven
Imod det Høie, og en Bæven
For Skjebnens mørke Blik, saa smukt
Som det var givet dem at bæve
Og sig mod Himlens Blaae at hæve! —
Men, see! det var dog Skyggen kun,
En svag Reflex af Hjertets Grund,
En Duft kun fra en Honningkube,
Et Støv kun fra en gylden Grube,
Men ikke det, som jeg har villet;
Og Alt, hvad jeg mig voved til,
Blev som et natligt Alfespil,
Hvor mig Titania fik drillet.
Jeg greb og — greb; men ei tilfreds
Jeg blev ved nogen Fangst dog stillet,
Jeg skammed mig, og halv forvildet
Jeg stod som i en Tryllekreds!
Og aldrig blev mig mere klar
Den Sætning, som jeg aabenbar
Har gjort til min: „Det Virkelige,
Hvori sin egen Rod man har,
Ei tvinges ind i Sangens Rige.”
Og aldrig har jeg følt det bedre,
End naar jeg sad hos dig, min Viv!
At det umuligt er et Liv
At give Glands ved Svanens Fjedre, —
Et Liv, der selv er Poesi
Med Kjærlighed, med Sorg og Lykke,
Et venligt Genre-Maleri
Med Lys og hver nødvendig Skygge!
I slig en kunstlet Form at sige
Det ganske Ubeskrivelige,
Hvori mit Væsen, evig bundet,
Gaaer op, — det har jeg aldrig kunnet!
— Men — elske dig, og elske Alt,
Hvad i dig lever huldt og røres,
Hvorved til Liv du har mig kaldt,
Hvorved mit Liv til Liv først gjøres;
Velsigne dig, hvem Naadens Gud
Mig sendte, som sit eget Bud;
Velsigne dig for Ord og Smiil,
Der sløved Smertens hede Piil;
Velsigne dig for Taaren selv,
Som, hjertelettende og mild,
Afleded Sorgens vilde Elv:
Det kan jeg, — men jeg kan det kun
Med stille Ord, naar Mund ved Mund
Mit Hoved til din Kind jeg lægger! —
— O, lev! fat Mod, min hulde Trøst!
Lad Sorgen slumre i dit Bryst!
Og Herrens milde Engleskare
Vor Fremtids Vandring vil bevare.