O, Stilhed! tankerige Ord!
Saa vækkende som Sangens Muse;
En Magt, liig Druens, i dig boer,
Til sødt mit Hjerte at beruse.
Hver Blomst, min Sjæl fremlokket har,
Mens næppe selv jeg ret forstod mig,
Du i din Favn til Daaben bar,
Før den blev Andres og forlod mig.
Du salte Hav! Med Skjel og Ret
Dit Høimod bør mit Hjerte prise,
Som du saa tidt har reist, naar det
I Qval var nær ved at forlise.
Og altid undres jeg, at saa
Vidunderlig en Kraft du eier;
Hvor vild end Kampen var at slaae,
Du kjæmped med, og vi vandt Seier.
I Mægtige har dobbelt Krav
Paa Tak, som Jer min Sang vil sende;
Vær takket, Stilhed! du, o Hav!
For Lægedom I bragte hende!
I skjenked hende Kraft og Lyst,
Saa Blod og Aand harmonisk stemme;
Og kjærligt qvæged I det Bryst,
Hvor alt mit Hjertes Liv har hjemme!