Hen over Sneen sprang og løb
Det lille Dyr i bløde Skind;
Den Samojed i lodne Svøb
Paa Ski bagefter som en Vind.
Han i sin Slynge fanget fik
Det lille Dyr i bløde Skind;
Og rask hans Fart til Hytten gik
Hen over Sneen som en Vind.
Og da han havde bælget af
Det lille Dyr dets bløde Skind,
Han sine Hunde Kroppen gav,
Men sendte Czaren Pelsen ind.
Og Czaren flux sin Skude lod
Vel laste med de bløde Skind;
Befaled saa sin Skipper god
At sætte ud for Veir og Vind.
Den Skipper styred da sin Stavn
Paa Bølgen ud for Veir og Vind;
Saa løb han ind for Kjøbenhavn
Alt med de tusind bløde Skind.
Paa hviden Havsand just jeg stod,
Da han i Havnen lagde ind:
Og hør mig nu, du Skipper god!
Hvad har du vel i Lasten din?
„For mig har Ilder, Ræv og Maar
„Og Bisam, Zobel, Hermelin,
„Samt Egern med de staalgraae Haar,
„Afført sig deres bløde Skind.
„Kom! Alt, hvad jeg her har tilfals,
„Jeg viser dig, — træd kun herind!
„See, om din Elsktes Svanehals
„Du svøbe eet af disse Skind.”
Da gjorde jeg min Arm saa lang
Og greb til dette bløde Skind,
Det samme just, der løb og sprang
Hen over Sneen som en Vind.
Det er saa siirligt og saa blødt,
Og mod den lumske Østenvind
Det skjærmer godt og luner sødt
Omkring din Skulder, Hals og Kind!