1.
I Elverhøi indtagen
Blev han engang som lille Dreng,
Da seent paa Sommerdagen
Han vilde hjem og gaae i Seng.
Han blev slet ikke bange,
Thi Alt derinde var saa kjønt;
De fakkelklare Gange
Med Blomster pynted’ var og Grønt.
Og Elverpiger smukke
Omkring ham svæved op og ned;
Han blev dem til en Dukke,
De deiligt kunde lege med.
Hans gule Haar de børsted,
De svøbte ham i Sindal varm,
Og smægted han og tørsted,
De lagde ham ved deres Barm.
Og vilde tidt han græde,
De kyssed blødt hans Øine blaae,
Saa Graaden blev til Glæde,
Og Øiet skjønne Syner saae.
De bar ham blomsterkrandset
Tidt ud i Maanenatten klar
Og yndigt for ham dandsed
Saa nøgne, som de alle var.
De svæved let omkring ham
Med Sang saa sværmende, saa øm,
Og aabenbared Ting ham,
Som Spirer til en Fremtidsdrøm.
Og al den Skjønheds Fylde,
Seet uden Slør og uden Baand,
De fik ham lært at hylle
I Ordets fine Klædemon.
De lærte ham at sjunge,
Som selv de sang; en Blomsterflor
De lagde paa hans Tunge
Af underfulde Trolddomsord,
Men om den hele Lille
De fik saa sær en Ynde lagt,
At, selv om ei han vilde, —
Den lokked Alt med sælsom Magt.
— I Høien da han boede,
Mens Aar for Aar svandt hen saa brat,
Ham ubevidst; han troede,
Han var der kun een Sommernat.
Dog snart de Sjæleløse
Ei taalte ham i deres Høi;
De vilde Tidkort øse
Helst af et yngre Legetøi.
De var selv fine, unge,
Mens han var blevet stor og drøi;
Hans Fodtrin var saa tunge,
Mens let de svæved hen og fløi.
Dog først foruden Smerte,
Mens dybt han sov i deres Hal,
De toge ud hans Hjerte
Og gav ham et af kold Krystal.
Saa udjog ham da Vrimlen;
Paa Landeveiens gule Støv
Han stod, hvor Solen, Himlen
Først gjorde ham fast blind og døv.
2.
Nu stod han midt i Livet,
Alene, fremmed vel, men stærk
Ved Alt, hvad ham var givet,
Skjøndt det var Dybets skumle Værk.
Saa tryllende han lokked
Ved Øiet, ved sin Stemmes Lyd,
At Alt sig om ham flokked
Med Undren og med Hjertefryd.
Han kom som fra det Fjerne,
Og det er just, hvad Verden vil,
At see en sjelden Stjerne
I et tilfældigt Gjøglespil.
Hans Sang den strømmed mægtig,
Som Nattergalens Qvad paa Qvist;
Men, at den var saa prægtig,
Var ham, som Fuglen, ubevidst.
Ham tusind unge Hjerter
Sødt smægtende imøde kom;
Men, som af Dødens Smerter
Berørt, med Sorg de vendte om.
Uhyggeligt det blev dem,
At han paa Klapperslangens Viis
Fortumled og henrev dem
Og gjøgled dem et Paradiis.
Den Hjerteløse aned
Ei, hvad det var, der budt ham blev;
Hans Indre ei paamaned
Ham om, han noget Ondt bedrev.
Hans Øie saae vel Meget,
Som Verdens Øie aldrig saae;
Men hver en Engel veget
Var fra hans Hjertes kolde Vraa.
I Sjælen var ham slukket
Hver Gnist af Kjærlighed og Had;
Hans Hjerte aldrig sukked,
Men det var heller aldrig glad.
Hvad Ære var, han kjendte
Saa lidt som Elskovs søde Lyst;
Begeistring aldrig tændte
Sin Fakkel i hans mørke Bryst.
Af alle Livets Glæder,
Der strømmed til ham som en Flod,
Af Guld og Glands og Hæder
Urørt han som en Klippe stod.
Den Trolddom, ham var givet,
Snart Verden aned dog med Skræk;
Han passed ei til Livet,
Og Livet grumt ham stødte væk.
I et Asyl, hvor mangen
Forvildet Sjæl fandt Fred og Ro,
Lod Mesteren i Sangen
Man som en Daare tage Bo.
Hvorfor i denne Bolig
Han var, han ikke selv forstod.
Han døde kold og rolig, —
Men Sangen aldrig ham forlod.