See, hvis troskab i mit Hjerte boer,
Og hvis min Tunge kunde tale
Saa klart og ærligt som min Hale,
Jeg sagde det med rene Ord.
Naar stundom da jeg løber bort,
At føle mig som fri og Herre,
Og glemmer næsten dig, desværre!
Saa varer det dog meget kort.
Thi mindes jeg den kjære Haand,
Som hver en Morgen Brød mig rækker,
Da synes mig, at det mig trækker,
Som med et stærkt, usynligt Baand.
At tugtes er jo ganske sundt;
Men naar du slaaer mig, kan jeg sige
Aldeles som hiin lille Pige:
„Tak, Søde! det gjør ikke ondt!”
Du mægter ikke haardt at slaae,
Din Haand har kun til Kjærtegn Evne,
Og dine Slag jeg føler jævne
Som Klap mig over Pelsen gaae.
Man lader mig — det er en Skam! —
En ringe Ting Dig her frembære,
Jeg frygter næsten, det skal være
Paa mig et bittert Epigram.
Mig rører ei det Stikleri!
Naar bare Du, min Herskerinde!
I mine Noder Dig vil finde,
Saa finder jeg mig selv deri.