I Haab alt Rosens Hjerte banker,
Den veed, nu kommer snart den Stund,
Den tør formæle sine Tanker
Med Nattergalens Qvad i Lund.
Snart Lilien reiser sig af Støvet,
Hvidpudret staaer den hvasse Tjørn;
Livsaligt under Bøgeløvet
Snart vaagne tusind Blomsterbørn.
Snart kommer Viben fra det Fjerne,
Og Stæren, denne snilde Fyr,
Fortæller os i Sang saa gjerne
Sin Længsels rige Eventyr.
Hvor Snee nys laae i hvide Dynger,
Gaaer Bonden snart nu bag sin Plov
Og vækker, mens han freidigt synger,
Et Haab, som under Mulden sov.
Alverden haaber saa i Vaaren
Og længes mod en Sommer blid,
Hvor lune Vinde tørre Taaren
Og rødne Kinden, som var hvid.
Ak! skulde vi da ikke haabe
At see til salig Trøst os bragt,
Hvad vore tause Hjerter raabe,
Fra Ham, som vil — og som har Magt?