Naar der paa Gaderne er Ro,
Og Kirkens klare Klokker
Enhver med Tro og uden Tro
Til Bøn og Andagt lokker;
Mens Nogle veed, — skjøndt Andre ei, —
Hvorfor de Toner kalde,
Hos Ham, der veed den rette Vei,
Er de velkomne alle. —
Saa er mig denne Dag den Fest
Blandt alle Aarets Fester,
Da Tanken med mit Hjerte bedst
Sit Bedekammer gjæster.
Og trøstig træder jeg derind,
Skjøndt ingen Klokke ringer,
Thi sikkert i mit stille Sind
Jeg veed jo, hvad mig bringer.
Jeg veed saa grant, hvorfor jeg kom
Og dybt i Andagt dvæler,
Jeg veed jo, hvad jeg beder om,
Jeg veed, for hvem jeg knæler.
Jeg veed, for hvem til Naadens Dør
Min Bøn i Løndom iler; —
Jeg veed, at selv bag Sorgens Slør
Lidt Haab dog altid smiler.
Jeg veed, at det er ingen Skam,
Om Taaren Kinden væder,
Naar den oprigtigt offres Ham,
Som trøster den, der græder.
Jeg veed, — og Tanken er saa kjær,
Skjøndt, ak! med Veemod blandet, —
At Trøstens Urt tidt groede der,
Hvor Smertens Graad den vanded.
For Dig — o, tro mig! — Nat og Dag
Mit Hjertes Tanke vaager
Og stirrer efter Lyset bag
Vor Fremtids dunkle Taager!